Når man ikke ved, hvor man skal hen, fører alle veje derhen

Christian Vind har netop udgivet bogen UDTOG, som er blevet til på baggrund af en rejse rundt til europæiske kunstmuseer. Camilla Mosekjær Hansen har talt med kunstneren om bogen, der er en uforudsigelig kunst- og kulturhistorisk rejse ind i en slumrende hukommelse, hvor bevidsthedens gennemskinnelighed undersøges.

Camilla Mosekjær Hansen (CMH): “Du skriver i UDTOG om “bogen som udstillingssted”. Kan man tale om bogen som et kurateret tankeunivers af indre billeder og associationer, nedfældet på papir – eller har vi i højere grad at gøre med et rejseessay, der har en autonom tilsynekomst, som agerer ud fra rejsens tilfældigheder?”

Christian Vind (CV): “Det er både og, fordi det er klart, at hvis jeg havde rejst fire dage til Documenta, Stewart Gardner Museum i Boston eller Kunsten i Aalborg, så ville bogen jo af naturlige årsager have set anderledes ud.

Det startede i virkeligheden sådan her, at jeg var i Göteborg i november sidste år. Jeg var interesseret i at se et maleri af Cézanne, som havde tilhørt Gauguin. Værket hedder Alleen, og det var et af de billeder, han havde med, da han medbragte sin kunstsamling til København.

På kunstmuseet var der en udstilling af den svenske maler Olof Sager-Nelson. Det var en kondenseret udstilling om de nordiske symbolister. I kataloget til udstillingen var der en artikel, som omtaler Georges Rodenbachs roman Bruges-la-Morte, og da jeg et par måneder senere får et rejselegat, tænkte jeg på Brugge og Georges Rodenbach. Herefter kom jeg i tanke om Johan Rohde, som jo skrev en journal fra en rejse i 1892, hvor han køber Van Gogh-billedet, som i dag hænger på Glyptoteket.

Ideen var udelukkende at se museer og skrive undervejs. Foran billederne, i museumscafeerne og om aftenen. Jeg tænkte, at det var en mulighed, at rejsen startede i Amsterdam, for at se Van Gogh-museet, så videre til Haag og se Mauritshuis og derfra videre til Brugge. Jeg vidste, at jeg gerne ville købe og læse Georges Rodenbachs roman i Brugge. En bog er også, hvor man læser den og hvornår. Efter det var ruten meget åben. Det var ligesom det, der var den afgørende impuls, som satte ruten i gang.”

CMH: “Vi sidder med din rejsedagbog, dine personlige tankestrømme, mennesker, du møder på din vej med egne refleksioner og betragtninger, referencer til værker, som både er samtidige og fortid. Hvilke tanker gør du dig om tidsligheder, når du skriver?”

CV: “Jeg er meget optaget af det, man kunne kalde for en tidsmæssig transparens, som bedst kan sammenlignes med bevidstheden eller erindringen. Hvis man så det ligesom Photoshop, så har man den her opacitet. Dvs. 100 % opacitet er fuldstændig uigennemtrængelighed. En tæthed. Og så kan du sænke opaciteten, og så begynder der at komme et genskin fra laget nedenunder. Sænker du opaciteten yderligere, kan du lave en nærmest absolut gennemskinnelighed.

På samme måde kunne jeg måske opfatte de forskellige tidsligheder sådan, at det i virkeligheden handler om at sænke opaciteten, således at der kommer en absolut gennemskinnelighed. Det vil sige, at hvis jeg står i Mauritshuis og ser på et portræt malet af Bartholomäus Bruyn, så har det en ubestemmelig melankoli, som jeg genkender hos Camille Corot, men samtidig forestiller jeg mig en tegning af Albrecht Dürer af en kvinde fra Köln med fletninger lig Bruyns portræt.

Det er jo ikke noget, jeg kan forudsige, det er noget, der opstår, og det er en forbindelse som et dobbeltsyn, som opstår i mødet med billedet. Det fremkalder en form for slumrende hukommelse, for det er ikke et niveau, som er present hele tiden – det dukker op i mødet med billedet, kan man sige. Billedet hjælper mig til at huske.”

CMH: “I UDTOG skriver du: “Jeg kan efterhånden se, at der igennem min rejse løber et spor af stedfortrædende dobbeltgængere. Et ekko af billeder.” Er dette citat ikke meget sigende for dit generelle virke både som kunstner og forfatter?”

CV: “Først og fremmest er det igen et både og. Jeg tror ikke, at man kan sige, at det udelukkende er stedfortrædende ekkoer af billeder, men det er rigtigt for så vidt, at jeg arbejder en del med eksisterende billeder og tager dem op, kigger på dem og sætter dem ind i en anden sammenhæng. På den måde er der hele tiden en form for samtale i gang, men det er jo også et interview med materialet. Man spørger om noget og får et svar. Derudover har jeg også nogle andre spor kørende, hvor jeg laver store malerier eller helt mikrosmå collager, som handler om tidslighed på en anden måde.

Med hensyn til det skrevne, så har jeg lavet flere udgivelser efterhånden – Brev til Sverige som var lavet til udstillingen Dr. Topic og egentlig lavet ud fra samme idé som UDTOG. Så lavede jeg en rejsetekst, hvor jeg tog til Glorup på Fyn, og i 2006 tog jeg til Sauherad kirke i Norge for at se dæmonvæggen der. Og så har jeg skrevet i andre sammenhænge også.

Men egentlig opfatter jeg det som en collage. Det er på en måde det samme som at lave en udstilling. Det handler om at stykke forskellige dele sammen i et meningsfyldt forløb, give materialet en anden tæthed. Ud fra de notesbøger, jeg skrev undervejs, ligger der også to eller tre andre bøger, som jeg kunne have skrevet. Man vælger nogle ruter og nogle veje ned i materialet og fravælger andre.

Denne her gang vidste jeg, at jeg ville skrive et rejseessay, men allerede i midten af 90’erne rejste jeg også rundt. Jeg rejste egentligt bare på tommelfingeren og sov i en park og kom f.eks. helt blæst hen på Boijmans Van Beuningen-museet efter at have sovet i en garage eller i en trappeopgang. På de rejser skrev jeg også i en notesbog undervejs, men uden tanke for at udgive det. Det er en måde at komme til at se nogle billeder på ganske enkelt. Jeg tror, at de ting som kommer til en langsomt, bliver hos en på mere varige måder.

De gentagelser, som kører i den nye tekst som en slags rytme, var jeg på forhånd ikke klar over ville opstå. Jeg kunne jo ikke vide, at jeg på en udstilling i Bruxelles ville se to æsker lavet med indlagt træ af Kurt Schwitters, så jeg dermed kunne trække en forbindelse til tobaksskrinet ANNA af Schwitters som boghandleren i Rønne, Edmund Petersen, købte på friherre Herbert von Garvens-Garvensburgs frasorteringsauktion i Sandkås på Bornholm. Det er jo fuldstændigt uforudsigeligt.”