Når mennesket blottes
Søren Martinsen iklæder gamle genrer nye klæder i helstøbt installation

Søren Martinsen iklæder gamle genrer nye klæder i helstøbt installation
Helstøbt
Helstøbt er det ord, der først kommer til mine læber om udstillingen Country Song. Udstillingen er en installation af videoen SE-LVP-ORT-R-ÆT og syv store landskabsmalerier. Den selvbiografiske video er en fortælling om Søren Martinsens flytning fra byen og dens laster af stres og stoffer og ud på landet med familien. Filmens æstetik er rå og indholdet usødet, hvor Martinsen gør det selvbiografiske til en kraftfuldt måde at vise noget alment – og dybt aktuelt – om nutidsmennesket.
Scenografi
’X-Rummet’ er næsten henlagt i mørke, kun oplyst af spotlights rettet mod en lille rød cirkel i den ene ende af rummet, hvor tre monitorer viser en video, og langs væggene bliver syv lærreder skarpt oplyst af yderligere projektører. Malerierne er store, men lyset får dem til at svæve frem fra væggene, og da jeg senere tænker tilbage på værkerne, synes de endnu større end målene angiver, hvor de to største måler 220 x 500 cm. Salen bliver en scenografi, hvor helheden på tværs af medierne film og maleri synes logisk og oplagt.
Videoen SE-LVP-ORT-R-ÆT viser hudløs ærlighed, der rammer lige ind til benet af nutidens kaotiske menneske, og landskabsmalerierne fremstår som er de set igennem dette menneskes øjne.




Landskab som drug
Det besjælede landskab i psykedeliske farver, som symbolismen først præsenterede os for, tager endnu et skridt ud mod erkendelsen af det menneskelige. Symbolisterne malede landskaber som billeder på menneskets indre følelsesliv, der hos Martinsen bliver et billede på bymenneskets belastede sind. Det ses lige der, hvor detaljerigdommen møder den løbende maling i værket Raps (2007), som en splittelse imellem dragelsen mod den fysiske natur og på den anden side dens opløsning. Her er landskabet blevet bymenneskets ’drug’, hvor den romantiske naturgengivelse af eksistentialistiske dybder kombineres med abstraktionens opløsning.

Opkast
Værkerne stiller det til skue, som oftest pakkes væk, da det ikke passer ind i samtidens billede af gode værdier: arrighed, frustration og det ukontrollerede, som netop får lov at fylde rummet her og som blandt andet ses, når Martinsen smadrer sin vaskemaskine med en gummistøvle eller kaster op over et rådyrs ildelugtende indvolde.
Maleren på landet
Tidligere har tegneserien været Martinsens malerier nært beslægtede, men i dag nævner han blandt andre L.A. Ring, Arnold Böcklin og Casper David Friedrich som inspirationskilder, og mon ikke Ejnar Nielsens landskaber også kan tilføjes på denne liste. Martinsen viser også i videoen SE-LVP-ORT-R-ÆT, at han med flytningen ud på landet har øjnet horisonten.
Lykkepiller
Country Song foregiver ikke at være noget. Her kaldes tingene ved deres rette navn. Lykkepiller er lykkepiller, og forestillingen om landlig idyl og kernefamilie krakelerer ud i det hjerteskærende og fantastisk menneskelige på godt og ondt. Det er netop dette særlige, som gør Søren Martinsen til en væsentlig ener på den danske samtidskunstscene. Der er langt imellem udstillinger, hvor jeg tilnærmelsesvis røres og må tage udstillingen med hjem i mine tanker, som her.
Fakta
Udstilling
Country Song
6 okt 2007 24 feb 2008
Søren Martinsen
SMK - Statens Museum for Kunst Se kort og tider
Fakta
Videoen SE-LVP-ORT-R-ÆT har før været vist i Kunsthallen Brænderigården i 2006, men er siden blevet klippet ned og vises her som en film frem for tidligere ved tre sideløbende forløb.