Når mennesket drømmer

Da Louis Armstrong i 1967 sang What a Wonderful World, var det midt i en urolig tid, hvor USA var præget af racemæssige spændinger, Vietnam-krig og en altid nærliggende trussel om atomkrig.

Lige siden er sangen blevet fortolket og anvendt skiftevis som utopi og som en ironisk samfundsbeskrivelse. Når sangens titel her er brugt som tema for Göteborgs Internationale Biennale for Samtidskunst, er ordene "What a Wonderful World" skrevet i skinnende sort på forsiden af den ellers matsorte mappe.

Mennesket og visionerne
Menneskets dunkle skæbne præger også udvælgelsen af værker til udstillingen, for selvom de fleste kunstnere har været interesserede i behandlingen af kløften mellem utopi og dystopi, drøm og dommedag, så er udstillingen i sin helhed præget af alt andet end et lyst syn på verden.

Kuratorerne Celia Prado og Johan Pousette skriver, at hensigten bag valget af tema først og fremmest er at belyse, hvordan kunstnere skildrer verden, som den ser ud i dag: At vor tids blik på de utopiske og dystopiske visioner først og fremmest er et billede på vores egen verden.

Fortidens monumenter
Biennalen er spredt på seks forskellige steder i Göteborg. Hovedbygningen er kunst- og kulturhuset Röda Sten, der ligger et par kilometer uden for centrum. Andre af biennalens udstillingsrum er beliggende centralt i gåafstand fra hinanden.

Noget overraskende – og i strid med kuratorernes smukke visioner i katalogteksten – har man valgt at vise Alexander Vaindorfs værk Present Unfinished / EUR Chronicle ude på Röda Sten og ikke i Kunsthallen eller Kunstmuseet på Götaplatsen.

Disse to monumentale kunstbygninger, som også huser biennalen, er bygget i samme nyklassicistiske stil, og næsten på samme tidspunkt som det utopiske byggeprojekt EUR (Esposizione Universale Roma – iværksat af Mussolini i 1935 i Rom), som Vaindorfs værk omhandler.

De to nyklassicistiske bygninger i Göteborg har ikke samme mørke fortid som EUR, men indeholder nogle parallelle tanker omkring den monumentale opførelse. I Vaindorfs Present Unfinished / EUR Chronicle er det ikke kun de oprindelige utopiske ideer, der er i fokus, men især hvordan visionerne omformuleredes i årenes løb, og hvordan bydelen fungerer og bruges i dag.

Byvandring med en fremmed
Den idag københavnsbaserede norske kunstner Kristina Kvalvik har til biennalen skabt videoinstallationen Notes Frome a Stranger. Værket består af tre filmprojektioner. I den første vandrer man rundt i et forladt hus. I den anden ser man et øde bymiljø, og i den tredje filmprojektion nedskrives historien langsomt bogstav for bogstav.

Fortælleren får man ikke noget billede af, men tilgengæld er det mere tydeligt, at der i værkets underliggende fortæller findes et udtalt, men udefineret had. Om hadet er indre eller ydre er lige så umuligt at se, som hvorvidt det er samfundet eller personen, der gradvis forgår.

Absurdistan
Et af de lettest tilgængelige, men også mest utilgængelige værker, er Tim Etchells City Changes. Utilgængeligt, fordi det er et tekstbaseret værk, der kræver, at du læser omkring tyve siders tekst på væggen. Let tilgængeligt, fordi det ikke er uden humor.

På første side beskriver Etchell en by, hvor der ingenting sker, derefter har han skrevet teksten om igen og igen og markeret ændringerne med forskellige farver i teksten. Byen, der normalt aldrig ændrer sig, begynder pludselig at forandre sig på de mest absurde måder.

Nutidens traumer
Det er absurd, humoristisk, men beskæftiger sig ligesom Catherine Sullivans Ice Floes of Franz Josef Land også med nogle af nutidens mere traumatiske begivenheder.

I hendes værk er den indledende begivenhed massakren, der fandt sted i Dubrovka-teateret i Moskva i 2002, hvor omkring 40 tjetjenske oprørere trængte ind i teatret og tog publikum og ensemble som gidsler.

En hændelse, der endte med at over 160 mennesker mistede livet. Sullivan har beskrevet hændelsen ud fra det skuespil, som blev spillet på teatret. Resultatet er en tvetydig, sjov og kulsort forestilling vist på fem filmprojektioner.

Overraskende styrke
Det ville være løgn at sige, at biennalen byder på direkte overraskelser, men den holder dog et højt bundniveau. Udover filmprogrammet, som vises i biografen Capitol og de relaterede satelit-udstillinger, består biennalens hovedprogram kun af sytten kunstneres arbejde, og disse bidrager næsten alle kun med ét værk.

Men selvom biennalen på papiret kan se meget tilforladelig ud, så er den det langtfra, når man kommer tæt nok på. Den består i vid udstrækning af store og lange videoinstallationer eller også af værker, der på anden vis kræver tid og tænkning.

En anden slående detalje i eftergranskningen af de deltagende kunstnere er, at en meget stor del af dem er født i ét land, virksom i et andet, mens deres projekter tager udgangspunkt i en helt tredje kultur. På den måde er biennalens kunstnere også oplagte repræsentanter for nutidens udveksling i samtidskunsten – blandt drømmere og især sortseere.

(Oversat fra svensk af Matthias Hvass Borello)