Når politikerne går forrest, hvad angår diversitet og ligestilling i kunstens verden

Måske er grunden til, at diversitet og ligestilling, hvad angår kunst, er længere fremme i Frankrig, England og USA, at nogle af disse landes politikere i flere årtier har sat det tydeligt på dagsordenen. Er det danske kulturministeriums nye ligestillingspris et tegn på, at det politiske niveau herhjemme er ved at vågne op af tornerosesøvnen?

Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Den 8. marts i år, på kvindernes internationale kampdag, sendte Kulturministeriet en pressemeddelelse ud om, at de nu – for første gang – har indført en ligestillingspris i dansk kulturliv.

Prisen har fået navn efter den første kvindelige kulturminister, Bodil Koch (1903-1972), et daværende medlem af Socialdemokratiet – et parti, der nu gennem denne pris fremstår som et politisk parti, der følger med tiden.

Der har været mange kulturministre siden Bodil Koch i 1966, men ingen har turdet starte reelle tiltag for at komme manglen på diversitet og ligestilling i billedkunst til livs i Danmark – ikke før 2022 med pressemeddelelsen om et nyt projekt vedr. dataindsamling på køn (hvis redegørelse vi stadig venter spændt på) fra museers praksis og samling – og nu i 2023 en ligestillingspris til kulturlivet.

Det kan godt være, at de fleste regner Danmark for ligestillingens land, og at vi har et godt ry som retfærdighedssøgende nation, men i forhold til samtidskunsten og museumsverdenen er det i hvert fald ikke sådan, og vi er bagud i forhold til resten af Skandinavien.

Vi har altså et dansk kunstliv, der har bevist, at vores fagfolk og museumsledere er bagud fagligt set. Fagfolk inden for kunst både herhjemme og andre steder i verden har nemlig stadig svære blinde optikker og vinkler, blandt andet pga. de gamle kunsthistoriske oversigtsværker, der favoriserer de mandlige kunstnere og giver et skævt og upræcist billede af fortiden.

Ikke kun fordi man har antaget forkert, og der rent faktisk har været kvindelige kunstnere i fortiden, men også fordi der har været kvindelige kunstnere i fortiden, som havde stor succes, mens de levede (Rachel Ruysch, Artemisia Gentileschi, Marisol osv.), men som efterfølgende er blevet skrevet ud af historien, eller slet og ret aldrig nævnt i nogen oversigtsværker i kunsthistorien. Simpelthen tiet væk fra historiens ide- og kulturhistorie. Heldigvis sker der nu flere og flere tiltag for at rette op på netop denne ukorrekte fortælling om kunstfaget og fortiden.

Dette er nødvendigt, fordi vi generelt set i Vesten, og især i Danmark, mangler formidling (tv, film, dokumentarer, podcasts, biblioteksafdelinger, bøger) om denne ‘nye’ kategori: “kvindelige kunstnere fra 1500 og frem til i dag”. Vi mangler et nyt tv program til de store europæiske kunstmetropoler, der viser kunsthistorien set fra nye vinkler end patriarkatets og dokumentarer med fokus på kvindelige kunstnere.

Virginia Woolf skriver i sit berømte feministiske essay Women and Fiction om, hvad vi egentlig ved om kvinder og deres produktion af litteratur:
”Svaret ligger lige nu låst inde i gamle dagbøger, gemt væk i gamle skuffer, halvvejs udslettet i de gamles erindringer. Det skal findes i de ukendtes liv – i disse næsten helt mørke korridorer i historien, hvor skikkelserne af generationer af kvindelige kunstnere kun kan skimtes så svagt og uklart. For vi ved meget lidt om kvinder. Englands historie er historien om mændenes slægtslinjer, ikke om kvindernes. Om vores fædre kender vi altid et eller andet faktum, en eller anden bedrift. De var soldater eller sømænd; de sad på det kontor, eller de skrev den lov. Men vores mødre, vores bedstemødre og vores oldemødre – hvad er der tilbage af dem?” (Virginia Woolf: Women and Fiction, 1929)

Kulturministeriets nye ligestillingspris er for mig længe ventet og har i høj grad manglet i dansk kunstliv. Vi kan vel ikke gå og vente på, at alle museumsdirektører kommer ajour med deres tid og deres fag af sig selv, når det ikke allerede er sket? Imens Danmark bøder fagligt, og en hel kulturs muligheder sakker bagud, synker vi hen i en tidslomme – som HEART-Herning Museum of Contemporary Art og Cisternerne blandt andre er ‘gode’ eksempler på.

Men måske finder vi simpelthen grunden til, at diversitet og ligestilling, hvad angår kunst, er længere fremme i Frankrig, England og USA i blandt andet det faktum, at nogle af deres politikere i flere årtier har sat det tydeligt på dagsordenen. Ligesåvel har EU en pris til en hel by, der går forrest i ligestilling og diversitet, og også en ligestillingspris til akademikere.

Der er mange eksempler på, at man i England, USA og Frankrig fra statens side har bedt sit kulturliv om at være fremsynet og efterleve dyder som diversitet og ligestilling. England har gjort det gennem for eksempel The Arts Council England, et ligestillings analyse råd, og Tate Britain hænger lige nu hele deres faste samling om, således at kvindelige kunstnere får omtrent halvdelen af vægpladsen. Eller som Whitechapel Gallery i London. der (med økonomisk støtte fra erhvervslivet, MAXMARA) har udviklet en pris, der hvert år hædrer en kvindelig kunstner.

Andre eksempler er den tidligere amerikanske præsident Barack Obama, der lånte et værk fra National Gallery of Arts af Susan Rothenberg til at hænge på hans kontor og opkøbte et værk af Alma Thomas til at indgå The White House Collection i 2015 – det første værk af en afroamerikansk kvindelig kunstner i The White House’s kunstsamling. Og i Frankrig har man nedsat et statsligt råd, der holder øje med diversiteten på de af landets museer, som de giver støttekroner til.

Der er ingen garantier for, at tingene ændrer sig af sig selv – tværtom, den myte har vist sig at være usand. De sidste 20 år er der nemlig udklækket flere kvinder end mænd fra de danske kunstakademier, og alligevel er der stadig dårligere tal for kvindelige kunstnere i dansk kunstliv, hvad angår museer og gallerier. Før det rigtig rykker herhjemme, skal vi have data på alle statsstøttede museer og deres kunstindkøb, samlinger/arkiver, repertoire, og disse tal skal lægges online, synlige for alle. Desuden mangler der en revurdering af de faste udstillede museumssamlinger. Så længe vi herhjemme ingen tiltag har fra politisk side, der vedrører landets museer, eller at staten intet kræver eller melder ud værdimæssigt, så sker der nemlig meget lidt. Det går langsomt eller ligefrem helt i stå.

Man kan håbe, at der nu endelig er startet en ny epoke, hvor både flere århundredes og Generation X’s form-idealisme endelig ses for, hvad den er, nemlig ubevidst kønsdiskrimination og faglig kortsynethed. Og hvor en verden omkring os kræver så meget af vores etiske overvejelser, at politikerne nu tør være fremsynede.

På Folketingets webside finder jeg et forslag om undersøgelse af kønsbalancen i kunsten på Christiansborg, dateret 2. marts 2023 fra Ligestillingsudvalget. Jeg ved ikke endnu, om denne politiske drøftelse bliver konkret eller ej – men det ville være et tiltrængt gennemgribende tiltag. Staten kan jo svært bede om forandring, hvis de ikke selv først griber i egen barm.

Der står “Folketinget er ikke et kunstmuseum, men et åbent parlament, som hvert år besøges af mere end 100.000 borgere og udenlandske gæster, og derved fremviser Folketinget mange forskellige kunstværker for offentligheden.”

Ligestillingsudvalget foreslår, at man overvejer retningslinjer, der sikrer kunstværker med en repræsentation fordelt lige mellem kønnene, og at starte med i de områder, der er offentligt tilgængelige. I så fald ville det betyde, at der kom en opgørelse af kunstværker baseret på kunstnerens køn, der er repræsenteret på Christiansborgs vægge, som offentligheden har adgang til. Der ville dog stadig mangle en total opgørelse over alle værker og kunstnerens køn, som Folketinget besidder i interne kontorer og mødelokaler.

Udvalget fortsætter: “Derudover vil flertallet bede om en opgørelse over, hvor mange henholdsvis mandlige og kvindelige politikere der er portrætteret på malerier, buster m.v. i den del af Folketingets mødelokaler, gangarealer og sale, som offentligheden har adgang til.” Bliver dette projekt konkret, så kan vi endelig stikke fødderne i fremtiden!

På samme måde ville det klæde Det Danske Kongehus at lægge data frem online mht. køn for deres kunstværker og kunstneriske udsmykninger.

Kulturlivet er mere end billedkunst, selvfølgelig, og den nye pris dækker over hele kulturlivet, teater, film, litteratur, ballet, billedkunst, musik, poesi og dans. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt prisen også gælder for landets biblioteker og universiteter. Både England og USA har diversitets- og ligestillingspriser for deres universiteter. Man kunne netop også indføre en ligestillingspris for landets professorer, uddannelsesledere, forskere og undervisere, hvis arbejde fremmer kønsforskning og ligestilling gennem deres metode, formidling og forskning.

På University College Londons hjemmeside står der om køn:
“Både balance og inklusion med hensyn til køn er vigtige for fakultetet. Kunsthistorie er et fag, hvor der er flere kvindelige end mandlige studerende og akademikere, og vi er interesseret i at skabe bedre balance på dette punkt. Men det er også et område, hvor kvindelige kunstnere er blevet skrevet ud af historien eller overset i den kunsthistoriske kanon, og det vil vi også meget gerne rette op på.”

I Danmark har vi ingen tiltag eller allerede eksisterende fysisk afdeling med kønsopdeling af kunstnere på Det Kongelige Bibliotek eller Danmarks Kunstbibliotek. Hvilket er vildt mærkeligt, for uden særsektioner af ‘kvindelige kunstnere’ og ‘kunstteori og kønsforskning’ får vi aldrig en metodisk oversigt over hele de kategorier af kunstnere og teoretiske positioner, som vi mangler at integrere i kunsthistorien, i kunstteorien og i museumssamlingerne, såsom “kvindelige kunstnere fra 1500 og frem til i dag”, “LGBTQIA+ kunstnere”, “Kønsoptikker og kunsthistorieskrivning”.

Som eksemplerne fra udlandet viser, er det afgørende nemlig ved ligestillingspriser at lægge en ny strategi for, hvad Danmark vil lægge navn til. Ideen med en diversitetspris, som jeg selv foreslog daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i mit interview med hende sidste år, var, at man dermed vil gøre det svært at fortsætte kønsdiskriminationen i kulturlivet – og omvendt være med til at sikre både faglig innovation i kulturen, men også en menneskelig bæredygtig udvikling.