Når publikum tvivler

“Har jeg forstået, hvad det går ud på? Skal jeg gøre noget,jeg ikke selv har lyst til? Vil mine handlinger få reel betydning?”

Når den publikumsengagerende performancekunst rækker håndenud, er det ikke altid lige let at håndtere. Især ikke hvis værket, man ståroverfor, har uigennemskuelige intentioner eller uklare mål.

Som deltager er det altid rart at vide, hvad man går indtil. Men sådan er det sjældent i kunsten. Handlinger, der virker uskyldige, kanpludselig fremstå som kraftige markører i en sammenhæng man sjældent kanoverskue fuldt ud som publikum.

De fleste vælger at sidde over, når usikkerheden melder sig.

At lede kunsten denrette vej
Til det femte Samtalekøkken bødprogrammet på fire præsentationer af engagerende art:

Tyske Jörn J. Burmester indledte aftenen med hanspublikumsstyrede performance-opgør med teatrets distance til virkeligheden, Performance Art ist live, Theatre is death.

Med tydelige referencer til spilverdenen, kunne vi sompublikum lede ham ad otte forskellige veje ind i korteperformance-forelæsninger, der illustrerede på humoristisk vis hvor bådekalkuleret og uberegnelig performancekunst er.

En performance, som Burmesterhar lavet mange gange, men med vidt forskelligt udtryk og slutpunkt, forklaredehan, og denne aften sluttede den performative undersøgelse uafklaret.

Vi fik altså ikke ledt Burmester ad den ‘bedste vej’,forstod man.

Ligesom performance er publikum en uberegnelig størrelse…

Projektet retter sig modasylansøgeres vilkår i Danmark som en alternativ form for maddistribution ogvejledning til, hvor i Danmark (især omkring asylcentrerne) man kan findespiselige vilde planter og urter.

Open Source Food er stadig kun ved at få slået hul tilasylcentrene, og slås med en del kulturelle og politiske udfordringer, men nukan man i hvert fald engagere sig i projektet og supplere med sine egne tips ogopskrifter på: www.opensourcefood.info.

Ved at deltage kan man være med til atfordreje nogle strukturer, normer, handlingsmønstre og vilkår i det offentligerum, som håndhæves på diskutabel vis, i følge folkene bag Open Source Food.

Performance medbarrierer
Der var mindre politik men langt mere nøgenhed og fri leg i Stine MarieJacobsens performance i samarbejde med illustratoren Ib Kjeldsmark. Og her varder for en gang skyld lukket af for publikums deltagelse i helt konkret forstand.Værket legede på effektfuld vis med netop dette.

Jacobsens performances har før foregået i meget intimesettings, hvor blot én person overværer hendes performances.

Det fine twist var,at aftenens ekslusive tilskuer var en illustrator, der så simultan-tegnedehændelserne, der denne aften udspillede sig oppe på loftet over Warehouse 9,imens vi andre sad bænket nedenunder.

De eneste tegn fra selve performancen varen direkte transmitteret projektion fra Kjeldsmarks tegnende hænder kombineretmed de heftige lyde, der slap ned til os.

Den pirrendeuvidenhed
Under værket, der tilsyneladende talte både nøgenhed, skrig, videoklip af denblodige slags og citater som: “Welcome home cunt”, var der tohændelser henvendt til os nedenunder: Et keyboard firedes ned med fleretangenter holdt nede med tape og firedes langsomt op igen, og som le grand finale væltede der et par kilopopcorn ned i hovedet på publikum.

Vi får aldrig at vide, hvad der præcist foregik, ogJacobsens intention om at skabe barrierer og nærmest “slette enperformance,” som hun kaldte det, skabte måske ikke direkte deltagelse. Til gengæld var der både højlydt latter oglarmende stilhed blandt de 80 tilskuere undervejs.

Modstandens æstetik
Aftenens sidste performance er en del af en hel værkserie af Frans Jacobi, derunder sin aktuelle kunstner-phd ved Lunds Universitet og Malmö Kunstakademiundersøger forskellige former for aktivistiske strategier under begrebet’modstandens æstetik’ (Aesthetics of Resistance).

Aftenens værk bærer den dramatiske titel: Silent Stand – en performance for én stemme og 13 performere.

Den fortæller historien om en enorm gruppe unge egyptere, der mobiliserer sig istort antal via Facebook og i stående tavshed demonstrerer deres foragt forregimets fundamentale umenneskelighed og voldelige handlinger mod befolkningenog især politiets uargumenterede tortur af den unge egypter og nu martyr Khalid Saed.

I Jacobis performance legemliggøres de unges tavse protestog myten om en hævnende mumies tilbagevenden som en støtte tildemonstrationerne og folkets kamp for retfærdighed.

Det symbolskeengagement
Som publikum inviteres man til at tage del i en række symbolske handlinger, dermimer hændelserne i Egypten: Vi står i protest og indtager en aktiv rolle bådesom en del af scenografien og den endelige fejring af retfærdighedens komme.

Men baggrunden for denne performance er svær at mime enaften i Warehouse 9, og flere synes at tvivle på deres rolle og lyst til atengagere sig. Det manglende engagement var formentlig ikke et udtryk formanglende sympati for egypternes protester, men snarere en ganske legitim tvivlom hvorvidt handlinger i kunstens rumkan være mere end symbolske.