Når det er sjovt at blive bange

Billedkunstner Trine Boesens ‘børneudstilling’ Hullet i rummet i Nikolaj Kunsthal er en totaloplevelse, som sætter fokus på børnenes første møde med kunsten. Udstillingen inviterer os til at gå på opdagelse i det ydre rum og inde i os selv. Men før vi kan give os helt hen til sanseoplevelsen og nyde Boesens dragende fantasiverden, bliver man også bange og farer vild. Kunsten.nu har oplevet udstillingen gennem børnenes øjne. Et perspektiv, der overrasker og stiller basale spørgsmål om, hvad kunsten kan.

“Gisp!”
Jeg har taget Carl på 9 år med ind at opleve børneudstillingen. Sammen kravler vi ind ad et hul i væggen og når ikke langt forbi skilteskoven og alle spejlene, før vi støder ind i Lucca på 6 år og Eva på 7 år. De kigger på hinanden og griner overstadigt. Sejrsagtigt. For de overvandt frygten for “de sorte huller”, og nu er det bare sjovt at gå på opdagelse i mørket. “Først var jeg lidt bange,” siger Eva, og Lucca stemmer i: “det var jeg også!”.

Ved “de sorte huller” forstås en konkylieformet spiral af komplet mørke, der findes inde i udstillingens store rum. Spiralen fører os ind til sin midte, hvor vi pludselig opdager et mønster af farvede tråde, der skaber et drømmelignende perspektiv. “Det er mærkeligt at være inde i midten, men det er dejligt, fordi der er lys,” forklarer Eva om oplevelsen. Når vi forbi det skræmmende mørke, kan vi nemlig nyde det svage lys og det smukke mønster.

Therese og Ella på 6 år møder vi senere. De havde samme oplevelse. “Jeg blev først lige bange for de der mørke huller. Det var ret uhyggeligt,” siger Therese. “Jeg blev så bange, at jeg bare gjorde sådan: gisp” – hun holder hænderne op foran munden og spærrer øjnene op – “og så håbede jeg på, at der ikke var nogen, der ville sige bøh til mig,” siger Ella om sit møde med mørket.

Fordybelsens rum
Udstillingen inviterer til dynamiske skift i tempo. Og rolige øjeblikke skabes, hvor fantasien får frit spil. Mødet med “de sorte huller” kan være skræmmende, men rummer også muligheden for en særlig eftertænksomhed.

I første omgang chokerer mørket os, når vores sanser sættes ud. Med sit kulsorte indre er spiralen et uoverskueligt rum, vi ikke kan orientere os i på samme måde, som vi plejer. Tabet af kontrol bliver et eksperimentarium, der giver anledning til at tænke over svært begribelige emner. Når vi altså har forstået, at der ikke er egentlig fare på færde, og vi er fortrolige med rummet.

Inde i et rum af spejle oplever vi uendeligheden. “Hvis man kigger langt ind i det, er det som om, man er der flere gange,” konstaterer Carl om det sære spejlrum. I en sanselig fremstilling kan vi prøve kræfter med hjernevridere som universets uendelighed og tanker om, hvad ‘sandhed’ egentlig er.

At fare vild og finde vej
Boesen leger med optiske illusioner og opslugende sanseindtryk i en parallel virkelighed. Det handler om at blive prøvet af i en anden logik. Om at fare vild. ”Da vi kom ind, var der sådan nogle skilte. Men jeg kunne ikke finde vej igennem det,” siger Eva om skilteskoven, som vi møder allerførst. I skilteskoven findes en hær af skilte og pile med forvirrende anvisninger som “Ulige vej” og “Lykketræf”. Og så er der spejle overalt, og vi må se os om en ekstra gang for at finde vej.

Sanseligt og metaforisk er Hullet i rummet et udfordrende univers, som børnene går til med rørende umiddelbarhed. De undersøger, mærker og vurderer. Går til værks med det samme. I første omgang handler det om at blive fortrolig med udstillingens mange rum og underfundige genstande. Nok er det første møde spændende, men det er i gentagelsen, at udstillingen virkelig bliver interessant. Når den opleves igen og igen af børnene, som hele tiden finder nye veje og fortolkningsmuligheder.

Det nye og det velkendte
“Jorden er giftig!” bliver der pludselig råbt gennem rummet. En gruppe børn giver sig til at hoppe rundt på lysende ‘planeter’, der ligger strategisk spredt på gulvet. Mødet med den fremmede virkelighed, som sætter gang i vanskelige tanker, bliver nu forløst i velkendt leg. Børnene afkoder hurtigt rummets funktioner og digter videre.

Et lille hul i væggen sender momentvis skyer af røg ud i rummet. Det virker magnetisk tiltrækkende på børnene, der også fremhæver røgen som noget af det sjoveste i udstillingen. “Når man gik tæt på, så kunne man ligesom lege, at det var et musehul, hvor der kom mus ud,” starter Adam på 6 år. “Men så kom der røg, og så faldt man om, fordi man ikke kunne trække vejret.” Fantasi og leg flyder sammen med faktiske sansninger og danner grobund for nye, dramatiske meningsdannelser.

Djævelen ligger i detaljen
Men børnene går også bag om værket og ser på selve konstruktionen. “Denne her selvlysende plade er røget af,” siger en dreng og inspicerer den ottekantede ‘planet’, han har samlet op fra gulvet. Og midt i sansebombardementet finder Carl minutiøst en indtørret klat overskudslim fra en af de store skrånende trækasser, børnene tolker som en rutsjebane.

Boesens univers peger tilbage på os selv som sansende væsener og lader spontant børnene gå på opdagelse i kunstens sfære. Når vi kigger dybere ind i rummet og bag konstruktionen, finder vi små huller, særheder og forvridninger. De gør, at vi kan begynde at stille spørgsmål til, hvordan vi i almindelighed opfatter virkelighed og sandhed. Lidt som i en gåde. Og det har Carl allerede forstået. “Det kan godt være, det her er en slags labyrint,” konkluderer han om udstillingen.

På vej mod udgangen møder vi igen Eva og Lucca. Deres mor spørger dem med et smil, om udstillingen er sjovere end at være på fritidshjem. “JAAAA!,” råber de i kor og løber tilbage ind i skilteskoven.