Når tandbid og lysmos hænger sammen

Nogle gange ser man to udstillinger i rap, og selvom de umiddelbart intet har med hinanden at gøre, så bliver de to perler på en snor, to sange, som følger hinanden.

Således med en udstilling af Stense Andrea Lind-Valdan hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel og Hiroshi Sambuichis værk i Cisternerne, to meget forskellige udstillinger, som jeg så med kort tids mellemrum, og som er kommet til at hænge sammen i mit hovedet.

Lind-Valdans værker er hovedsageligt papirværker, våde værker, hvor vandholdig farve (gouache, blæk, tusch, tidselolie) får papiret til at rynke sig som ved en skælvende berøring. Hun har malet med tungen, hun har lavet aftryk af hænder og fødder, hun har lavet aftryk af det meste af sin krop, og hun har bidt i et foldet papir, så en hakket oval viser mundens tandbid. Der er så meget krop i den kunst, selvom – eller fordi – den viser sig som tryk og rester. Den var der, og den var nøgen. Papiret er endnu et lag hud. Det er huden, som er hængt op. Huden og de væsker, der løber indenunder.

Indeni og udenpå
I udstillingen er der ikke noget grønligt og heller ikke noget gulligt. Det er farver af rødbrun, (størknet blod), blågrå, dyblilla og toner af mat sort. En smule cyanrød og en lille bitte smule tyrkisblå. Udstillingens hovedværk er tæt sammensatte, todimensionelle akvareltegninger af ting. Heriblandt ting, som kan puttes i kroppens åbninger.

Det er på ingen måder en larmende udstilling, men den nulrer sig tæt på, også på grund af de sætninger, der er skrevet som alt for store personlige noter og nu hænger som håndskrevne plakater og gentagne gange siger “I paint myself more than I am”, “Remember Mommy loves you” eller taler om døden og om at ville slikke, sutte og sluge. Det er ikke lige sådan nogle papirlapper, man normalt går rundt med i lommen.

Men er det sådan nogle sætninger, man gemmer på? Er det sådan nogle kropsaftryk, som vi går rundt og sætter, uden at kunne se dem? Det indeni kommer udenpå. Jeg går på udstilling og føler efter.

Gå under jorden og se lyset
Jeg kan også gå andre steder hen. Jeg kan gå under jorden i udstillingsstedet Cisternerne i det tidligere vandreservoir på toppen af en bakke i Søndermarken. Her har arkitekten Sambuichi ladet bygge en omfattende, meget japansk udseende, trækonstruktion, så man kan gå tørfodet rundt mellem stalaktitter og stalakmitter, over en bro, forbi en moskube, en spejling af slotsbygningen over jorden og de stråler af dagslys, som får lov at komme ned gennem luger på klem.

Sambuichi er gået til Cisternerne som var det et stykke natur, der skal have noget arkitektur, så man kan gå omkring og opleve det. Han har ladet det eksisterende og det forvitrede, sporene af fugtighed, blive en attraktion i sig selv. En attraktion, som han viser frem ved at bygge en passage gennem det underjordiske rum.

Her kan man gå ned i mørket og se lyset. Enten fordi man tager en af de rispapirslamper, som udleveres ved indgangen, eller fordi man forsøger at lade øjnene vænne sig til omgivelserne og begiver sig rundt på den udstukne rute, som arkitekturen tilbyder.

Ovenfor og nedenunder
Store spejle giver skønsom forvirring, når akserne i det allerede interessante rum bliver kastet tilbage, også som del af den spejling, der henter et realtidsbillede af Frederiksberg Slot ned i mørket, så man øjner bygningen og trafikken fra Roskildevej, som løber langs Søndermarken.

Foruden dagslys kommer også regnvandet ned i Cisternerne, for Sambuichi lader regnen falde ned gennem luger, der plejer at være lukkede. Når vandspejlet hæver sig, vil man kunne padle rundt i nogle store baljer. Det er forventningen, at vandstanden vil stige til knap en halv meter i løbet af udstillingsperioden.

Kombinationen af regn og lys får desuden lov at arbejde i den glaskube med mos, hvor CO₂-målere viser den naturlige proces, der finder sted. Planterne vokser gennem hele udstillingsperioden, fordi der er sørget for de rette omstændigheder.

Det er meget enkelt, et lille stykke natur, men det er også inspireret af helligdommen Itsukushima på øen Miyajima, der er på UNESCOs verdensarvsliste for sin særegenhed. Helligdommen er bygget på pæle i et naturområde, så rejsen derhen bliver en del af oplevelsen. Når man ankommer, ser det ud som om bygningen svæver på vandet.

Tegn på liv
Lind-Valdan laver værker med spor af krop, stadig næsten fugtige. Sambuichi har lavet et rum, hvor naturen er kommet ind i arkitekturen, men den lever stadig. Begge steder er der et åndedrag, så indeni bliver udenpå, og når jeg besøger de to udstillinger, så får jeg den oplevelse, at de handler om det samme, selvom de ikke ligner hinanden.

Det handler om noget, som lever. Om flader og overgange. Fladerne er fra kroppen, der sætter aftryk, når Lind-Valdan laver sine serier. Fladerne er også dér, hvor natur og kultur bytter plads, når Sambuichi med sit værk lader kulturen gøre naturen synlig.

Udstillingerne har desuden vandet tilfælles. Lind-Valdan laver billeder på vædet papir, hvor farven er løbet ud men størknet. Det virker lidt vildt og voksende, billedet er en metode, mere end et styret udtryk. Sambuichi har lavet hele sit værk til Cisternerne med vandet som tema. Oplagt, når udstillingsstedet er et tidligere vandreservoir, men også fordi han vil lave et levende naturrum i et byrum.

Vand er symbol for liv. Vand er nødvendigt for at planter og dyr kan leve. Hos Sambuichi siver regnvandet ned, så ting kan gro, og hos Lind-Valdan er vand og kroppens væsker naturlige ingredienser. Begge sætter tegn på liv, så jeg ser, at tandbid og lysmos hører sammen.