Nærvær i pixi-format

Når man træder ind i Beaver Projects udstillingslokale, blændes man af rummets tomhed og neonrørenes genskær på de hvide vægge. Jakob Roepkes miniatures er opstillet på en liste som små altertavler i øjenhøjde.

Formatet understreger, at det er her, kunsten skal findes. Men som besøgende bliver mødet med Roepkes værker også et spørgsmål om det lille formats muligheder og umuligheder.

Fortættet servering
Jakob Roepke arbejder konsekvent i miniatureformatet 12 x 13 og har indtil videre skabt 800(!) fortløbende tavler med et identisk billedsprog, der pendler mellem maleri og collage.

Værkerne fortæller drømmelignende scenarier med identiske mandspersoner, som er taget fra gamle Jiu-jitsu manualer og yoga håndbøger fra 1970’erme.

Sammen med Roepkes detaljerede streg og fantasifulde tilgang til materialet, får værkerne et udtryk, der er så stemningsmættet, at man forstår, hvorfor han serverer det i små portioner.

Pixi-besættelse
Når det så er sagt, er Roepkes klippe-klister teknik interessant. Ofte er overlapningen mellem tapet, tusch og pensel så pinligt udført, at det bliver en lille leg i sig selv at afkode materialerne.

En mærkeligt proportioneret arm eller en skæv vinkel gør, at man kigger en ekstra gang for at finde ud af, hvordan billedet er sammensat.

Som beskuer bliver kunstnerens arbejdsmetode og insisteren på pixi- formatet noget af en besættelse. Man fastholdes af betagelsen over, at noget så småt kan rumme så megen kompleksitet.

Freudianske udslip
Man kunne fristes til at tro, at Roepkes insisteren på formatet gjorde indholdet sekundært. Men dette er ikke tilfældet i Enigmatic Chambers. Rummene er fulde af handling, surrealistiske referencer og freudianske udslip.

Oftest udspiller historierne sig imellem identiske mænd i skævt proportionerede rum og dyr i badedyrsstørrelse. Formatet er igen et virkningsfuldt greb, når Roepke skaber en trykket stemning ved at forskyde perspektivet for sine figurer.

Og man skutter sig ved tanken om en overdimensioneret slange, der smyger sig i en overkøje under en ganske afslappet (uvidende?) mand. Ubehageligt.

Klaustrofobisk nærvær
Historierne i Jakob Roepkes værker insisterer på et nærvær fra beskueren for at opnå en effekt. I dette tilfælde ligger fascinationen i den dogmatiske tilgang til materialet, hvor formatet bliver præmissen for udførelsen.

En spilleregel som kunstneren udfylder til fulde ved at skabe et indhold, der står i dyb kontrast til, hvad man umiddelbart forventer.

Det giver en pingpong- effekt mellem format og motiv, som ved første indskydelse er let fordøjelig, men hurtigt bliver klaustrofobisk nærværende, når man går på opdagelse i værkerne.