Natlig mystik

Kunsthal 44Møen fejrer 10 års jubilæum med gruppeudstillingen Møenlight Sonata – quasi una fantasia – italiensk for ”nærmest en fantasi”. Det er en skarpt og præcist kurateret udstilling, som emmer af poesi og mystik og værker, der hylder nattehimlen over Møn, hvor stjernerne tindrer tydeligere end noget andet sted i landet.

I 1802 komponerede Ludwig van Beethoven sin berømte Måneskinssonaten/Moonlight Sonata – quasi una fantasia.

Udstillingen i Askeby på Møn spiller underfundigt på den fonetiske lighed mellem Møen og Moon – ligesom opfindsomme sjæle på øen har opfundet de populære Camøno-vandringer – lange vandreture på Møn, inspireret af den spanske pilgrimsrute Caminoen.

Udstillingen er en kærlighedserklæring til den sydsjællandske ø. Den er kurateret af kunsthallens leder, tyskeren René Block, som har et mangeårigt tilknytningsforhold til Møn.

I udstillingen indgår såvel nyproducerede som eksisterende værker, indlånt specielt til udstillingen. Der er tale om et stærkt, internationalt ‘hold’ af unge og etablerede kunstnere, hvis værker alle forholder sig direkte eller indirekte til Møns fabelagtige stjernehimmel.

Dette tema er på ingen måde en tilfældighed, eftersom Møns nattehimmel er den mest storslåede i landet, måske i Nordeuropa. Herfra kan man nemlig på en klar nat se over 5000 stjerner, hvorimod man i storbyer som København kun kan spotte ca. 100 på grund af det allestedsnærværende elektriske lys.

Det er simpelthen lykkedes for lokalbefolkningen at forhindre lysforurening på deres ø. Møn er én ud af ti såkaldte Dark Sky Parks i Europa og den første af sin art i Skandinavien.

En mur af jord

Også udearealet er inddraget i kunsthallens aktiviteter. Den tyske kunstner Michael Sailstorfer (f. 1979), der sidste år udstillede separat i kunsthallen, byder gæsterne velkommen med sin ikoniske, sorte skulptur Brenner (2017).

Oprindelig blev denne ‘ting’ anvendt som brændstoftank til et jagerfly, men nu fungerer den som en ovn med en låge til optænding! Men den ligner nu mere raketten i Tintins Månen tur-retur, og man fristes til at kravle ind gennem lågen og tage en tur ud i rummet.

Ved kunsthallens bagside kan man opleve Bjørn Nørgaards markante mur af stampet jord, Arkitektura Natura (2017), der bl.a. er en kritisk kommentar til de mange mure, som i disse år skyder op ved landegrænserne for at holde flygtninge og migranter ude.

Men Nørgaards mur vil efterhånden smuldre og blive forvandlet til en vildtvoksende biotop. Den skråtstillede mur spærrer for udsigten til de vidtstrakte marker, men faktisk får den publikum til at vandre om på den anden side, så de kan se udsigten. Denne publikumsaktiverende mur skærper således opmærksomheden over for både landskabet og muren.

Indenfor bidrager Bjørn Nørgaard også med værket Kosmologisk landskab – en bronzeafstøbning af en brugt og hullet vokstavle fra en bistade. Her optræder også en enkelt bi i sølv – den sidste bi i den antropocæne æra?

Heksagonen – sekskanten – som danner mønstret i vokspladerne, fordi bierne kan lide at bygge bolig i denne form, har en metafysisk dimension: Den er den eneste kantede figur, som kan indskrives i en cirkel, eftersom dens sider måler det samme som cirklens radius.

Kvindelige ledestjerner

Inde i kunsthallen er der mange både konceptuelle og visuelt spektakulære værker. Eksempelvis brillerer Ursula Reuter Christiansen (f. 1943) i bogstaveligste forstand med stjernebilledet jomfru, som hun har ‘tegnet op’ med rhinsten på silika – en sort masse, der tæt på ligner asfalt eller sorte perler, der er omsmeltet til en masse. Et velegnet materiale til at angive himlen med dens milliarder af stjerner.

Rhinstenene tegner stjernebilledets koordinater, men de store rhinsten, der angiver stjernerne i dette feminine stjernebillede, har navn efter kunstnerens kvindelige ledestjerner som Hannah Ahrendt, Rosa Luxemburg, den kvindelige, italienske barokmaler Artemisia Gentileschi, Sarah Bernhardt og andre kvindelige tænkere, revolutionære og kunstnere, som har inspireret Ursula Reuter Christiansen gennem tiden.

Et andet ikonisk, på en gang forbløffende præcist og poetisk værk er polske Alicja Kwades (f. 1979) lille skulptur Urknall (2018) i bronze. Den hviler på en smal sokkel af hvid marmor. Et ‘billede’ i miniformat af Big Bang, da universet opstod ved en eksplosion for ca. 13 mia. år siden.

Det er en form, som krøller rundt om et indre. Sådan kunne det sagtens have set ud, men hvor rørende er det ikke, at det er så lille i betragtning af det uendelige og umålelige kosmos, som stadig udvider sig? Det er en af kunstens fornemste opgaver at gøre billeder af det ufattelige og ufremstillelige, og den opgave har Kwade påtaget sig med en imponerende forestillingskraft.

Det jordiske og det kosmiske

Også Nam June Paiks (1932-2006) lille, undselige olieskitse Moonlight Sonata (1979), der har givet navn til udstillingen, rummer en uafviselig poesi. Det består udelukkende af en firkant – et fjernsyn – selvfølgelig, når det nu er Paik – nederst i billedet og en halvmåne øverst.

Her får han samlet det evige menneskelige paradoks, at stort set al vores opmærksomhed er rettet mod det nære, jordiske liv – det gælder også alt det, som fjernsynet transmitterer – mens himmellegemerne, inklusiv Jorden, kredser om hinanden i nogle evige omløb så fjernt fra os, at vi sjældent skænker dem en tanke – og dog er vi selv en del af denne store natur, ligesom vi bærer kosmisk stof i vores legemer.

Tyrkiske Ayşe Erkmen (f. 1949) har af blåmalede metalrør skabt et spektakulært vægrelief af stjernebilledet Løven, mens russiske Olga Chernyshevas (f. 1962) lyskasse (2008) med et s/h-fotografi, Alley of Cosmonauts, viser en allé, som i Sovjetunionens slutfase var under opførelse til ære for de russiske kosmonauter.

Også finske Maaria Wirkkalas (f. 1954) objekt Unaccompanied Luggage: Moonlight Souvenier (2018) rummer en underfundig dobbelthed: I en åben kuffert fyldt med kaffegrums ligger en krystalkugle, som bruges til at spå om fremtiden – det samme gælder for kaffegrumsen. Værket er en ‘boîte-en-valise’ i bedste Duchamp-stil – et transportabelt værksted for clairvoyante.

Store navne

Der er mange andre tankevækkende og originale værker – hvoraf nogle er skabt af store navne som Sigmar Polke, Darren Almond, Lawrence Weiner, Imi Knoebel m.fl., som den begrænsede spalteplads desværre ikke giver mulighed for at omtale.

Det ville have været et fantastisk, sanseudvidende supplement til udstillingen, hvis man i nærheden af kunsthallen havde etableret et James Turrell-inspireret uderum med bænke og en åbning i taget, så man kunne sidde og opleve den mønske stjernehimmel, når mørket falder på.

Kunsthal 44Møen byder imidlertid som et bonus track til udstillingen på et større program om stjernehimlen. Bl.a. optræder astrofysikeren Uffe Graa Jørgensen fra Institut for Astrofysik og Planetforskning ved Niels Bohr Instituttet i en samtale med Bjørn Nørgaard lørdag den 21. juli.