Naturens nådesløse spejl

Der er noget utrolig smukt ved at de tre store videoinstallationer, der udgør den primære del af HUMAN ANIMAL, er installeret i en gammel kirke. For denne udstilling handler ikke om mennesker, der er dyr, men om mennesker, der i mødet med naturen på godt og ondt, realiserer en side af livet, der burde være rimelig ligetil, men som de fleste er nødsaget til at genfinde i reality shows, livsstils-bøger eller lignende absurditeter.

HUMAN ANIMAL handler om at opnå kontakt og i mødet med naturens eksistens, håndtere noget så simpelt som sprog, indføling og omsorg. En retur til en intim relation og forståelse af naturen. Og hvis der er noget, der har været hot shit i de sidste par år, så er det menneskets retur til et mere autentisk forhold til naturen – i Deres anmelders øjne kunne man godt gå så langt, at man kunne kalde det en ny religion i vores samtidskultur. Derfor: Velkommen til Nikolaj Kirke anno 2013.

Hestehviskere
Det er ikke alle tre værker på udstillingen, der formår at skildre og udfordre denne autenticitets-søgen, og det blik på og forbrug af kulturelle fænomener, som også præger udstillingen, er ikke helt uproblematisk.

With Horses (2013) møder publikum, så snart vi træder ind ad døren, og det er intet mindre end et virkelig godt værk, absolut udstillingens bedste. I en gennemført og velkomponeret halvcirkel-installation med fem projektioner møder vi fem erhvervsledere, der skal gennemgå en workshop med hver deres hest som ‘coach’ (det er et eksisterende fænomen, som Hesteriet Kumlegaard tilsyneladende praktiserer).

Både sammen og hver for sig skal de få hestene til at lystre og gennemføre mindre forhindringer.

Fra strategi til konsekvens
Projiceringen af menneskelige egenskaber og karaktertræk løber gennem hele seancen, men udkrystalliserer sig, når erhvervslederne overvejer fx brugen af en pisk og i de nedtonede samtaler forsøger at opnå hestens tillid og villighed. Og det er lige netop, når værket er allermest stillestående og nedbarberet, at With Horses udfolder en sitrende og klassisk poesi. En moderne Narcissos-myte, hvor det selvoptagede menneske kommer til kort i mødet med sit eget spejlbillede.

Værket veksler mellem forklaringer fra de fem erhvervsledere om deres strategier, til den efterfølgende udførelse. Og det er til tider næsten ubarmhjertigt, så udleverende With Horses bliver i sit portræt ikke af hesten, men af en desperat erhvervsmand i mødet med den uberegnelige, viljestærke og kontante natur.

Kontrasterne og konsekvenserne står i minidramatiske momenter ætsende skarpt i dette møde, hvor der kæmpes med egne begrænsninger og stereotype forestillinger om natur, magt og kommunikation. En sand fornøjelse, intet mindre.

At udstille fænomener
Denne spejlning som With Horses smukt får skabt løber gennem hele udstillingen, men i værkerne High on Hogs (2013) og Mothers – Others (2013) er der ingen veksling mellem tanke og handling, eller egentligt nærvær med publikum.

Vi kommer i de resterende værker aldrig dybere end spejlbilledets overflade.

Vi er, når alt kommer til alt, tilskuere til to ret absurde fænomener, som kunstneren har fundet frem til, rekonstruerer og udstiller: grise-kald og silikone-babyer – begge amerikanske fænomener.

Exhibitionistiske mødre
Mothers – Others er en skildring af YouTube-fænomenet “mothers”, hvor ‘mødre’ til særligt producerede silikone-babyer gennemgår forskellige hverdagsritualer med disse virkelig livagtige og, undskyld mig, klamme dukker.

Særlige seancer, som fx at pakke dem ud af papkassen, har fået sin egen genre på YouTube. En form for offentlig ‘fødsel’, kan man vel kalde det.

Fænomenet bunder til tider i meget følsomme afsavn og tragiske realiteter, hvilket blot får hele dette set-up til at fremstå endnu mere utiltalende, fordi perspektivet ender med at være udelukkende betragterens. Og helt ærligt, det er ikke kunstnerisk interessant at være tilskuer til meget personlige exhibitionistiske eller psykiske behov, og den kobling burde ligge i Seidlers bearbejdning af fænomenet, der desværre forbliver voyeuristisk og ensidigt i sin fremstilling.

Udfordring af blikket
Det ensidige perspektiv er ret humoristisk udfordret i High on Hogs, hvor vi nu er tilskuere til ‘hog-calling’ – en dyrskue-disciplin, som kunstneren har nærstuderet på State Fair i Springfield, Illinois, USA. De såkaldte hog-callers optræder til disse dyrskuer og krediteres for deres kropslige og vokale simulerings-evner.

Der står de så, én for én, og grynter, hviner og synger (?), og igen står vi overfor en ret ensidig skildring som tilskuere – parallelt med dyrskue-publikummet, dog uden den livlige og sansemættede kontekst.

Men i denne fire-kanals videoinstallation møder vi på forfriskende vis også grisene selv, der overfor de tre højlydte projektioner grynter uforstyrret rundt og roder i jorden – fri for mærkværdige simuleringer og tilnærmelser.

Og det er et greb med markant og humoristisk effekt, der dog får samtlige værker på udstillingen og de menneskelige motiver til dette møde med naturen til at falde til jorden med et ordentligt klask.

Det er muligvis en fin pointe at komme med, men den rammer (intenderet?) også værkerne selv.