Nedgangsoptrin

“Det var ligesom i 80erne”. I kælderen stod en kvinde med kulsort hår i snehvidt jakkesæt og fortalte om dengang hun skulle portrætteres som barn. Hun havde ønsket at bære en pink kjole, men blev malet i blå kanvasdragt, hun var jo gårdmandsdatter.

Kunstneren, der hedder Molly Haslund, blev for nylig kontaktet af en anden kunstner, Maria Wandel, der havde set hende optræde med ukulele og tillempede rocksange.

Derfor kunne man dén fredag se Molly synge en alternativ version af alle tiders rocksang, Stair way to Heaven, akkompagneret af blokfløjte og minitrommesæt til et barn. Optrinnet udspillede sig foran Maria Wandels malerier, der portrætterede kunstneren Molly nøgen – og i pink kjole, med ukulele.

En behagelig flugt
Kunstneren kan synge. Ikke at det handler om musikken som sådan. Det handler om nærværet og sårbarheden. Malede Molly er blottet men overlegen. Hun vover at vise sig, fortælle et barndomsminde, synge en yndlingssang.

I Maria Wandels malerier bliver optrinnet fuldendt. Portrætmaleriet har alle dage handlet om repræsentation: Hvordan man ønskede at vise sig selv. Kongelige og bedsteborgeren viste sig fra en god vinkel. Med optrinnet i hin kælder viste kunstnerinderne sig frem med sådan inderlighed, at det var en behagelig flugt, en passende afslutning på en arbejdsuge. Optrinnet var tilmed inspirerende, for i al sin sprødhed genkaldte det egne længsler.

Performativ selvsikkerhed
Der tales i tiden meget om performativ kunstpraksis, herunder også billedkunst. Maria Wandel og Molly Haslund er begge uddannet billedkunstnere, men har i dette samarbejde koreograferet et tid- og stedbegrænset optrin. Molly Haslund har endda gjort det til sin primære praksis at performe, som oftest i institutioner for billedkunst.

Selve optrinnet varede knap ti minutter, men det var ikke et spontant indfald, kunstnerne havde øvet sig. Deres selvsikkerhed var med til at skabe nærvær i fremførelsen af en rå, symbolladet og temmelig patosfyldt rocksang.

There’s a lady who’s sureall that glitters is gold
And she’s buying a stairway to heaven
When she gets there she knows, if the stores are all closed
With a word she can get what she came for
Ooh, and she’s buying a stairway to heaven

There’s a sign on the wall but she wants to be sure
‘Cause you know sometimes words have two meanings
In a tree by the brook, there’s a songbird who sings
Sometimes all of our thoughts are misleading
Ooh, it makes me wonder

There’s a feeling I get when I look to the west
And my spirit is crying for leaving
In my thoughts I have seen rings of smoke through the trees
And the voices of those who stand looking
and it makes me wonder
really makes me wonder

And it’s whispered that soon if we all call the tune
Then the piper will lead us to reason
And a new day will dawn for those who stand long
And the forest will echo with laughter

If there’s a bustle in your hedgerow, don’t be alarmed now,
It’s just a spring clean from the May Queen
Yes, there are two paths you can go by, but in the long run
There’s still time to change the road you’re on
Ooh, it makes me wonder

Your head is humming and it won’t go, in case you don’t know
The piper’s calling you to join him
Dear lady, can’t you hear the wind blow, and did you know
Your stairway lies on the whispering wind

And as we wind on down the road
Our shadows taller than our soul
There walks a lady we all know
Who shines white light and wants to show
How everything still turns to gold
And if you listen very hard
The tune will come to you at last
When all is one and one is all, yeah
To be a rock and not to roll.

And she’s buying the stairway to heaven.

Led Zeppelin (Jimmy Page & Robert Plant) 1971.

Respekt og Dødsprins
Afslutningsvist sang både Molly, Maria, den kvindelige trommeslager og manden med blokfløjten. Der var ingen, der fniste. Heller ikke selvom “buying” konsekvent var udskiftet med “fucking”.

Der var kun respekt og klapsalver.

Bagefter spillede O.D. Dødsprinsen og gæsterne kom til at sætte deres dåseøl på de øvrige skulpturer på kunstudstillingen.

“Det var ligesom i 1980erne”, som flere af de fremmødte sagde. Et halvt hundrede mennesker, en halvfugtig kælder, drikkevarer til en flad ti´er og saltstænger i et plastikkrus. Det var en fin fest.

På vej op ad trappen frakælderen passerede jeg ulven. Han var blevet korthåret siden sidst.