Billedvæveren og tekstilkunstneren Inge Bjørn er død, 100 år gammel. I mere end syv årtier satte Inge Bjørn sit præg på dansk kunsthåndværk. Hun vævede billeder, der både rummede tradition og fornyelse, og hun blev en samlende figur for den generation, der gjorde tekstilkunsten til en selvstændig og anerkendt kunstform.
Et liv i væv og undervisning
Da hun i foråret 2025 modtog Ny Carlsbergfondets Hæderslegat, lød det i begrundelsen, at hendes kunst »har påvirket tusinder af hænder«. Et halvt århundrede tidligere havde hun på Askov Højskole givet netop disse hænder form og retning.
Da hun i foråret 2025 modtog Ny Carlsbergfondets Hæderslegat, lød det i begrundelsen, at hendes kunst »har påvirket tusinder af hænder«. Et halvt århundrede tidligere havde hun på Askov Højskole givet netop disse hænder form og retning.
Fra 1953 til 1993 underviste hun i vævning, materialeforståelse og kulturhistorie – og hun blev en del af højskolens særlige ånd, hvor håndværket blev forbundet med tanke, tradition og samtale. Askov blev hendes kunstneriske hjem, et sted hvor både hun og hendes elever lærte, at tekstilkunst kunne rumme både poesi og politik.
Tradition og fornyelse
Som kunstner arbejdede Inge Bjørn i et felt mellem det billedlige og det sanselige. Hendes værker – skabt i uld, hør og silke – bærer præg af en tålmodig og præcis fordybelse. Hun mente, at håndens arbejde burde værdsættes på lige fod med litteratur og filosofi, og hun viste i praksis, hvordan det kunne gøres.
Som kunstner arbejdede Inge Bjørn i et felt mellem det billedlige og det sanselige. Hendes værker – skabt i uld, hør og silke – bærer præg af en tålmodig og præcis fordybelse. Hun mente, at håndens arbejde burde værdsættes på lige fod med litteratur og filosofi, og hun viste i praksis, hvordan det kunne gøres.
I slutningen af 1950’erne samarbejdede hun med flere vævere om gobelinen Le long voyage (Den lange rejse), vævet efter forlæg af Asger Jorn og Pierre Wemaëre til Aarhus Statsgymnasium. Siden fulgte en række udsmykninger og billedvævninger til skoler, kirker og institutioner over hele landet. Hendes værker er i dag repræsenteret på Designmuseum Danmark i København.
Et åbent blik mod verden
Når hun ikke underviste, rejste Inge Bjørn ud i verden for at møde andre vævere og håndværkere. Hun samlede teknikker og traditioner op i Nordafrika, i Norden og i Asien – altid med ønsket om at forbinde mennesket, materialet og kulturen.
Når hun ikke underviste, rejste Inge Bjørn ud i verden for at møde andre vævere og håndværkere. Hun samlede teknikker og traditioner op i Nordafrika, i Norden og i Asien – altid med ønsket om at forbinde mennesket, materialet og kulturen.
Hendes blik var åbent og undersøgende. Hun så det enkle som det væsentlige, og hun insisterede på, at materialet havde sin egen stemme.
En arv, der består
Da hun i 2024 modtog Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, sagde hun med sin karakteristiske beskedenhed, at hun blot havde forsøgt »at væve verden sammen, tråd for tråd«.
Da hun i 2024 modtog Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, sagde hun med sin karakteristiske beskedenhed, at hun blot havde forsøgt »at væve verden sammen, tråd for tråd«.
Det lykkedes. Med Inge Bjørn er et stykke dansk kulturhistorie vævet til ende. Men hendes værker – og hendes syn på håndens værdi – vil fortsat stå som et mønster for kommende generationer.
