Netkunst i en krisetid

Hvor 1990’ ernes netkunst havde fokus på nettets formsprog og kommercialisering, er de mest interessante netkunstnere i dag optaget af at udfordre og kaste kritisk lys på platforme som Google, Facebook og Amazon. Lektor i Digital Design og Informationsvidenskab, Søren Pold, giver her et indblik i netkunsten.

Mens jeg sidder og skriver dette her i mit hjem, kan jeg kigge ud på en verden, der er lukket på grund af en virus. Det er ikke en computervirus, så mit primære vindue til omverdens er gennem skærme som alle andre, hvor vi kan opretholde vores sociale distance. Gennem disse skærme flyder kulturelt indhold fra nettet, hvilket ikke er nyt. Musik, film, tv og dele af litteraturen er i dag distribueret via nettet i streaming-platforme, mens kunsten stadig primært opsøges på gallerier og museer.

Lige nu er museerne lukkede, og noget tyder på, at selv når de forhåbentlig snart åbner igen, må kunstverdenen indrette sig på en fremtid med mindre rejseaktivitet, færre biennaler og internationale udstillinger. At være sammen på afstand er en ny kulturel og social model vi kommer til at vænne os til med Corona og klimakrise. Netkunsten kan vise os noget om, hvordan og med hvilke distancer vi er sammen på nettet.

Dengang der herskede utopisk tiltro til nettet

Netkunsten, som fik sit gennembrud på det dengang nye web i 1990’erne findes kun i meget begrænset omfang på danske museer, som generelt synes, at det er mere interessant at digitalisere deres malerier end at undersøge, hvilke rum og muligheder digitale medier giver for kunstnerisk udforskning.

Netkunsten tager direkte udgangspunkt i de netbaserede platforme, undersøger deres former og hvordan de påvirker os. Den fik sin opblomstring på det web (WWW) som dukkede op på vores skærme i midten af 1990erne. I 1990erne herskede der stadig en stor, næsten utopisk tiltro til nettet, som man troede ville være mere frigørende og demokratisk i kraft af sin netværksstruktur.

Siden er nettet blevet kommercialiseret og fanget ind i platforme monopoliseret af en håndfuld globale firmaer (Facebook, Apple, Google, Amazon m.fl.) og nettet er – også inden Corona – blevet det sted, hvor vi finder en stor del af vores kulturelle indhold, fra streaming af musik, film, serier, lydbøger til de sociale mediers kommunikation og adspredelse.

På platformene bliver vores adfærd indsamlet som data og udnyttet i profilering og overvågning på en måde karakteriseret af den amerikanske forfatter og Harvard-professor Shoshana Zuboff som ‘overvågningskapitalisme’ – en ny slags kapitalisme rettet mod at forudsige og ændre menneskelig adfærd gennem overvågning, profilering og manipulation af interfaces.

Zuboffs hovedeksempler er Google og Facebook, men denne forretningsmodel har bredt sig. Det er altså ikke blot vores privatliv, der er på spil, men hele vores adfærd som kortlægges og manipuleres, og vores valg af kulturelt indhold er værdifuldt i denne sammenhæng, da det netop handler om værdier og smag.

Kunstnerne udfordrer nettets platforme

Hvor 1990ernes netkunstnere havde fokus på nettets formsprog og kommercialisering – en række af værkerne er stadig tilgængelige og er bevarede på rhizome.org – er meget af den mest interessante netkunst i dag fokuseret på platforme. Platformene kan selvfølgelig bruges til distribution af kunstnerisk indhold, men der er også en række kunstnere og projekter, der udfordrer platformenes formsprog og måder at fungere på.

Kunstnergruppen Telekommunisten har for eksempel med deres projekt thimbl  lavet en microblogging service a la Twitter, men i modsætning til Twitter er den decentraliseret og fungerer via den eksisterende Finger-protokol.

thimbl fungerer teknologisk, men de kalder det en ”økonomisk fiktion”, der vil kræve finansiering for at kunne markedsføres og opbygges som et socialt medium. Siden det ikke er muligt at kontrollere og overvåge brugere og deres data uden centralisering af platformen, så kan de gældende overvågnings-kapitalistiske forretningsmodeller ikke bruges.

Telekommunisten viser med andre ord, at centralisering, kontrol og lukkethed, hvor vi ikke kan følge, hvad der sker med vores data, er en uundgåelig del af de nuværende platformes forretningsmodeller. Vi kan ikke påvirke Facebook og Google til mindre overvågning og manipulation, da det er kernen i deres forretningsmodel.

House of Cards, House of interfaces

Amerikanske Benjamin Grosser er en af de netkunstnere, som har arbejdet mest direkte med sociale medier og platforme. Udover værker som Demetricator og Safebook, der piller ved centrale funktioner ved Facebook, har han lavet film som Touching Software, som er et sammenklip af de mange gange personerne i Netflix-serien House of Cards benytter interfaces: berører skærme, sender og modtager beskeder og emails, tager fotos med deres telefoner, spiller og interagerer med underholdning osv.

Berøringsinterfaces er overalt i serien (som i vores virkelighed) og Grossers sammenklip demonstrerer, at interfacene er centrale for plottets mange intriger og konspirationer og samtidig for vores opmærksomhed.

House of Card var den første serie, der blev produceret af Netflix på baggrund af platformens kortlægning af brugernes interesser, så udover at blive distribueret på en netplatform er serien også direkte produceret af denne platform med dens data og kvantificering som del af produktionsformen.
Touching Software er på denne måde et værk, der giver et kunstnerisk indblik i Netflix’ eget produktionsapparat og hvordan vi selv er del af det i kraft af sit fokus på interfaces.

Læs også:
Dagens netkunstner: Ben Grosser

ORDER OF MAGNITUDE af Benjamin Grosser.

Mark Zuckerberg – stor, større, størst

Benjamin Grosser har lavet flere værker omkring platformes kvantificering, for eksempel også den tilsvarende sammenklippede film Order of Magnitude, hvor man kan lytte til Facebookchefen Mark Zuckerberg sige ”more”, ”grow” og en række fantasillion-tal i næsten 50 minuter, hvis man kan holde det ud, hvilket siger en del om mandens tankegang.

Da Facebook lancerede sine ”reactions” som udvidelse af ”like” knappen i 2016, hvilket gav brugerne mulighed for at reagere med seks forskellige reaktioner (‘like’, ‘love’, ‘haha’, ‘wow’, ‘sad’, ‘angry’), udviklede Grosser Go Rando browserudvidelsen, som vælger en tilfældig reaktion for at forstyrre Facebooks monitorering af følelser.

Go Rando peger på den måde på et af værktøjerne i den affektive følelsesøkonomi, som Facebook er en af hovedaktørerne i, og igen demonstrerer Grosser, hvordan vi på uhyggelig genial vis er med til at bygge vores eget fængsel.

Vores brug af Go Rando vil selvfølgelig forstyrre Facebook, men det vil samtidig forstyrre vores kommunikation med vores venner, når vi fx reagerer med ’haha’ på en vens triste nyhed. Vi er med andre ord tvunget af vores sociale omgang til en vis ærlighed, som Facebook så kan høste.

Man kunne hævde, at det ville være smartere, hvis Go Rando kun forstyrrede Facebooks dataindsamling og ikke kommunikationen med venner, men det er netop en pointe, der demonstrerer, hvordan vi indfanges af sociale platforme som Facebook. Vi kan kun lyve for Facebook ved også at lyve for vores venner – vi er med andre ord fanget i Facebooks net.

Overvågning som onlinespil

Den catalanske kunstner Joana Moll har lavet en række værker om klimaudfordringer og de oplagte problemer med strømforbrug og deraf følgende co2 udledning fra de store datacentre, og hun har en særlig interesse for de materielle og politiske konsekvenser af nettets infrastruktur.

Læs også:
Dagens netkunstner: Joana Moll

The Virtual Watchers viser, hvordan frivillige har brugt en Facebookgruppe til at overvåge grænsen mellem USA og Mexico via distribueret overvågningsvideo. Værket viser, hvordan en kombination af overvågningskameraer, social netværkskommunikation og samarbejde bruges til at kontrollere en grænse på en måde, der er konkret og samtidig fører til en ideologisk legitimering af overvågning og i sidste ende Trumps mur.

Vi får indblik i Facebookgruppen, som Moll har indsamlet og anonymiseret, og hvordan den agerer som en slags onlinespil, hvor brugerne holder øje med kameraerne, diskuterer hvad de ser i gruppen og bidrager med deres politiske (ofte højreorienterede) kommentarer. Via et kort kan vi se, at mange af deltagerne bor langt fra grænsen, men danner et fælles samtalerum centreret om grænsen. Vi ser kort sagt, at Facebook og overvågning ikke virker af sig selv, men fordi vi (som også påpeget af Grosser) deltager og bliver formateret til at deltage på bestemte måder via platformenes skabeloner.

Til gengæld viser et andet af Molls værker, Algorithms Allowed, hvordan software-sporing tilsyneladende undviger alle grænser, inklusiv dem der er lukkede af amerikanske embargoer.

Digte om ting

Nettets platforme bliver i det hele taget ikke på nettet. Den danske kunstner Andreas Refsgaard har lavet det enkle og smukke værk Poems About Things, som består af et mobilt website, der konstruerer små digte om de ting, som det ser gennem telefonens kamera.

Poems About Things illustrerer på poetisk vis, hvordan alle ting og alting med teknologier som kameraer, sensorer, og det man kalder Internet of Things/tingenes internet, bliver til forbundne dataobjekter, som i lighed med onlineaktivitet kan spores, profileres og kobles sammen i en udfoldet overvågningskapitalisme, hvor Google indtager verden.

Selvportræt på tre browsere

Der er dog stadig veje udenom de globale platforme. En kunstner, der bygger bro mellem 90’ernes netkunst og i dag er russiske Olia Lialina.

Læs også:
Dagens netkunstner: Olia Lialina

Lialina laver værker, der peger på den oversete dagligdags netkultur, og på alt det vi mister, når vi nøjes med platformenes skabeloner. Self Portrait kræver tre forskellige browsere med adgang til både det almindelige web, det mørke web og peer-to-peer nettet, som skal arrangeres ved siden af hinanden for at vise hele portrættet.

På den måde demonstrerer Lialina, at der stadig findes alternativer, forskellige net med andre muligheder end de kommercielle platforme. Portrættet er sammensat, nettet er ikke fuldstændig indfanget af overvågningskapitalismen, men der er andet og mere at bekymre sig om end Trumps tweets og fake news, hvis vi skal have en kvalificeret diskussion af den digitale kultur, vi lige nu er mere end almindeligt fanget i.

Det og meget mere viser netkunsten os – også efter museerne åbner igen.