Nina Jan Beier og Marie Jan Lund

Interviewet fandt sted i Århus Kunstbygning d. 21. februar 2007
Lene: Hvordan karakteriserer I jeres kunstneriske praksis?

Nina og Marie: Vi undersøger menneskelige relationer. Vi initierer og dokumenterer situationer, som fokuserer på feltet mellem individet og det at vœre del af en gruppe. I The Play me series dokumenterer vi situationer, som vi har iscenesat med forskellige grupper som bands, familier, kolleger og vennegrupper. I situationerne udfordrer vi den sociale struktur inden for gruppen og sœtter fokus på individuelle behov – styrker og svagheder – som står frem i konfrontationen med en kollektiv handling.

Vi har netop lavet en event på Tate Modern i London (d. 10. marts 2007, red.), som hed Clap in time (all the people at Tate Modern). Vi havde inviteret vores venner og familie og havde instrueret alle de ansatte på Tate; dem i boghandleren, galleriassistenterne, garderobepersonalet osv., til at klappe i takt, når de hørte lyden af klappen. Vi gik i gang med at klappe nede i den store turbinehal i museet, og lyden rejste så fra person til person hele vejen til restauranten på toppen.

Vi er interesserede i, hvordan en handling kan definere tilhørsforhold; hvordan man føler et sammenhold ved at gøre det samme. Men også i, hvordan handlinger ekskluderer og tvinger folk til at vœlge side. Enten klapper man, eller også bliver man klappet af. Situationen på Tate endte med at blive virkelig storslået, men samtidig mœrkelig og akavet. Nede i turbinehallen klappede nœsten alle med i takt, mens der i flere udstillingsrum kun stod en enlig vagt og klappede genert. Folk klappede med, enten fordi de gerne ville vœre med, fordi de havde fået besked på det, eller fordi det var pinligt ikke at gøre det. Vi synes, det er interessant at se, hvordan vi agerer i forhold til de forventede adfærdsmønstre, og hvad der sker, når man bryder det. Vi er interesserede i massens magt og individers behov for at stå ud fra mængden.

Lene: Hvad er det for en type relationer mellem mennesker, I arbejder med?

Nina og Marie: Vi tager udgangspunkt i almindelige dagligdags situationer, traditioner og vaner, såsom at bukke, klappe eller skåle. Dem tager vi ud af deres vanlige kontekst og behandler dem som abstrakte koreografier. At klappe er en handling, vi genkender, og som normalt har det formål at udtrykke sin begejstring for noget. Men når der ikke er noget åbenlyst at klappe af, bliver det handlingen i sig selv, man bliver gjort opmœrksom på.

Lene: I videoen Put on each other’s clothes bytter en gruppe mennesker tøj i sneen. Det er en adfærd sat på spidsen – ikke noget, man plejer at gøre.

Nina og Marie: Nej, men vi er vant til udvekslinger: Man låner for eksempel hinandens vanter, hvis man har kolde fingre. På den måde tager vi ting og handlinger, der allerede eksisterer, og skruer op for dem. Det er ligesom festlege, en handling uden egentligt formål, som vi alligevel accepterer og udfører så godt, vi kan.

Lene: Hvad er hensigten med disse instruktioner?

Nina og Marie: Vi udfordrer sociale strukturer og peger på spændingsfeltet mellem individ og gruppe. Vi påtvinger en kollektiv handling og ser, hvordan gruppen og hver enkelt deltager reagerer på situationen og på hinanden.

Lene: Hvordan registrerer I gruppens adfærd?

Nina og Marie: Både i fotografi og video. Vi har brugt kameraet både som motivator for situationerne og som dokumentation, som en indramning af situationen og en retfœrdiggørelse af den. Men der er nogle situationer, hvor kameraets tilstedeværelse skaber for stort pres på situationen. For eksempel som i Tate Modern, hvor kunstinstitutionen i sig selv sætter tingene på spidsen, hvor en sœrlig opførsel er påkrœvet. Hvis en hel masse mennesker begynder at lave noget, der larmer, ved man, at der er noget sœrligt på spil.

Lene: Og hvad har I så fundet ud af gennem arbejdet?

Nina og Marie: Til forskel fra videnskabelige undersøgelser konkluderer vi bevidst ikke noget på det arbejde, vi laver. Vi er interesserede i spændingsfeltet; der, hvor forhandlingen sker og det tovtrækkeri, der hele tiden foregår i mødet mellem mennesker. Vi fokuserer på situationen, umuligheden og skønheden i den sociale utopi. Vores virke understreger dette ved gang på gang at presse en ny gruppe ud i en form for fællesskab, som lige så mange gange bryder op igen. Hver instruktion indeholder sin naturlige slutning, når folk ikke kan holde til at klappe længere, holde vejret sammen længere eller ganske simpelt får for meget af hinanden.

Lene: Den tjekkiske performancekunstner Jiri Kovanda, som I før har udstillet med, begyndte sit arbejde i 60’erne. Han var også med i eventprogrammet på Tate Modern. Kan I fortælle om hans arbejde i forhold til jeres projekt?

Nina og Marie: Vi var meget glade for at skulle udstille sammen med Jiri igen. Hans arbejde lægger sig et virkelig stærkt sted mellem det helt nære og det allerstørste. Han arbejder med rummet mellem ham selv og mennesker omkring ham. Tematisk er vores arbejde meget beslægtet, og vi beundrer hans evne til med de mindste, næsten usynlige situationer at få os til at mærke individets både storhed og skrøbelighed.

Lene: Er I også ude i en slags performancekunst i jeres praksis?

Nina og Marie: Nej. Vi skaber situationer mellem mennesker, vores mål er, at alle involverede er deltagere. Det er deltagerne, der skaber situationen. I Clap in time (all the people at Tate Modern) valgte vi bifaldet som situation netop af den grund. Som en handling fungerer den som en slags rumdeler, der involverer alle de tilstedeværende. Du er enten med til at klappe eller bliver klappet ad. Man kan ikke vœre den neutrale betragter.

Der er blandt andet en grund til, at vi ikke beder folk om at være nøgne, som der var en tendens til i ’60-’70’ernes performancekunst. Man er påklædt i gruppen og opgiver dermed ikke sin individualitet. Vi vil ikke reducere mennesket til masse eller til en ikoniseret repræsentant for sin race. Det er for eksempel ikke et kødbjerg, men en flok meget selvbevidste og forskelligt udseende mennesker, der ligger i rundkreds i Cover each other’s backs. Det er vigtigt, at folk indtræder i vores situationer og interagerer og reagerer ud fra deres egen identitet.