Nis Rømer er ny formand for Billedkunstnernes Forbund
“Jeg er blandt andet optaget af, at forbundet får flere yngre og nyuddannede kunstnere som medlemmer,” siger den nyvalgte formand.

“Jeg er blandt andet optaget af, at forbundet får flere yngre og nyuddannede kunstnere som medlemmer,” siger den nyvalgte formand.
info
Nis Rømer var indstillet til formandsposten af en enig bestyrelse og blev valgt ved fredsvalg af BKF’s generalforsamling, der løb af stablen lørdag 7. november 2015 på Statens Værksteder for Kunst i København.
“Jeg glæder mig til at være med til at videreføre BKF’s arbejde med at forbedre arbejdsvilkårene for alle professionelle kunstnere. Det ligger mig også på sinde at gøre BKF større og stærkere – bl.a. er jeg optaget af, at forbundet får flere yngre og nyuddannede kunstnere som medlemmer,” sagde Nis Rømer efter valget.
Nis Rømer (f. 1972) har været medlem af BKF’s bestyrelse siden januar 2015. Han er medstifter af kunstnergrupperne Free Soil og Publik, der står bag en lang række kunstprojekter i det offentlige rum. Til daglig er han ansat som underviser på Holbæk Kunsthøjskole.
Farvel til en garvet formand
Nis Rømer afløser Bjarne W. Sørensen, der har været formand for BKF siden 2010, og dermed er den længst siddende formand i BKF’s historie.
Bjarne W. Sørensen har bl.a. stået i spidsen for indgåelsen af Den Ny Udstillingsaftale, som BKF forhandlede på plads med en række af kunstlivets organisationer i 2014.
Aftalen satte for første gang en fælles standard for kunstneres og kunstinstitutioners samarbejde i forbindelse med udstillinger.
Bjarne W. Sørensen var før sin formandsperiode medlem af BKF’s bestyrelse. Han forlader formandsposten for at få tid til sit kunstneriske virke som grafiker og maler, men fortsætter dog som BKF’s repræsentant i Statens Kunstfonds Repræsentantskab frem til 2017 og i Dansk Kunstnerråds bestyrelse.
“Jeg er glad for at overrække stafetten til Nis og er sikker på, at han og bestyrelsen på bedste vis vil fortsætte arbejdet for BKF’s mærkesager,” sagde Bjarne W. Sørensen, der modtog en lang applaus fra salen og en varm tak for sin indsats på formandsposten fra bestyrelsen og den nye formand.