Nørgårds nerve

I det store, centrale udstillingsrum på Horsens Kunstmuseum vises for tiden en udstilling, der eksponerer Lars Nørgård som en konsekvent søgende kunstner. Man får uundgåeligt associative tanker, der rækker over Atlanten til USA, når man går på opdagelse i disse store malerier. Ikke så mærkværdigt, da Nørgård allerede tidligt i sit kunstneriske forløb uddannede sig i San Fransisco, hvor han tilegnede sig en bachelorgrad fra Academy of Art College.

Et besøg blev i 1981 til permanent ophold i fædrelandet Danmark, hvor han mødte nogle af sine generationsfæller – Lars Nørgård er født i 1956 – i det legendariske kunstnermiljø Værkstedet Værst. Hans maleriske udtryk, som i årene i USA havde udviklet sig imod det rent abstrakte, skiftede til pudsige kompositioner, som blandt andet portrætterer nogen af tidens største notabiliteter inden for kunstmiljøet.
Lars Nørgårds maleri har i de seneste år undergået en forandring, der har foranlediget et billedsprog præget af energi og koloristisk betonede perspektiveringer. Han blev tidligt kendt for et semiabstrakt billedunivers, der efterfølgende blev afløst af et maleri præget af helt anderledes og narrative fabuleringer. I dag arbejder Nørgård med fokus på farven i næsten musikalsk forstand.

Satiriske anekdoter
I en årrække arbejdede Lars Nørgård sig ind i en verden, der i langt højere grad var forankret i noget, man oplever i en satirisk sammenhæng. Hans malerier blev til små anekdotiske fremstillinger af mennesket i absolut lidet misundelsesværdige roller. Jeg husker således et maleri, der forestillede en hotelpiccolo, der var ved at blive ædt af den kuffert, han angivelig burde bære rundt på.

Senere blev disse scenarier blot endnu mere grelle og detaljerede, inden kunstneren fandt sig selv som maler i et helt anderledes og raffineret koncept. Malerierne antog en kalejdoskopisk og halvfigurativ karakter, forankret i en helt modsatrettet malemåde end tidligere. Nørgård følte sig dengang fanget i sin motivverden og lod, som en konsekvens af dette, malerierne overtage styringen på et langt mere autonomt betingelsesgrundlag.

Tegning og maleri
Lars Nørgård har dog ikke sluppet det underfundigt fortællende. En række tegninger, som vises sammen med malerierne på udstillingen, vidner om, at det tidligere behov for at lave billedlige beretninger, er usvækket. Disse tegninger bliver, ifølge teksten i Lisbeth Bondes bog, der bærer samme titel som udstillingen Dårlige nerver, fremstillet i et hæsblæsende tempo. Tegningerne rummer surreelle, absurde motiver, som umiddelbart i motivisk forstand kan virke langt fra kunstnerens aktuelle malerier. Ofte forekommer de samme emner dog på et subtilt plan i malerierne. Med Lisbeth Bondes formulering er der således tale om en pendulering mellem effekter og elementer fra tegningerne, som integreres i maleriet.

Netop Lisbeth Bondes tekst giver et kvalificeret indblik i Lars Nørgårds kunstneriske univers. Hun opridser klart og præcist kunstnerens liv og karriere og i et interview beskriver kunstneren selv detaljeret sine arbejdsmetoder og bevæggrunde. Blandt andet  berører han noget, som vel er centralt for alle billedkunstnere, nemlig det helt eksistentielt afgørende aspekt i malerprocessen. Her siger Nørgård: ”Malerierne har en kolossal betydning for mit velbefindende – jeg er ikke særlig rar at omgås, hvis jeg ikke har malet i et stykke tid. Mit maleri er et fuldkomment ’drug’, og det er meget vanskeligt at holde ferie fra det. For mig er maleriet det eneste medie, der giver adgang til disse uendelighedsoplevelser, som uophørligt lader nye aspekter dukke op”.

Selv om de store malerier på udstillingen Dårlige Nerver kan forekomme monumentalt voldsomme, og dermed i kontrast til den intimitet, som tegningerne rummer, er der alligevel en vis sammenhæng i tingene hos Lars Nørgård, og det kan man opleve på Horsens Kunstmuseum indtil 20. januar 2008.