Non-filosofi og samtidskunst IV: Hvad er fremtidens kunstneriske aktivitet og eksistens?

I denne sidste del pointerer Havsteen-Mikkelsen: “Verdenen forandrer sig i en uophørlig selvoverskridelse, og i de forskelle, der opstår, muliggøres de rum, hvori kunstneren kan reflektere og kritisere verdenen på ny.” Vi kommer med andre ord ind på de muligheder, der ligger for kunstnerens fødder, og dermed også det kunstneriske ansvar, der følger med betegnelsen kunstner. God fornøjelse! – Matthias Hvass Borello, redaktør, kunsten.nu

’Jeg tror, at de eneste vigtige begrænsninger for kunst er dem, som er pålagt eller accepteret af kunstneren selv’ (Michael Heizer). [i]

4. Refleksionerne, som jeg har præsenteret her, er spekulative udsagn om kunstnerisk aktivitet og eksistens som en form for non-filosofisk tænkning. Jeg har forsøgt at præsentere mine idéer om, hvordan denne tænkning får sin kraft fra et antal af aspekter, som udgør den individuelle erfaring af at være samtidskunstner. Denne tankeerfaring er, hvad jeg kalder non-filosofi i aktion, fordi kunstneren først og fremmest er placeret i et socialt rum og med magten til at foreslå hvad som helst som kunstværker i en kunstnerisk kontekst. Den non-filosofiske tænkning, der er indlejret i kunst, kommer fra kontingensens epistemiske brud: At kunsten ikke har nogen essens, og at der kun er udsagn om kunst, da sidstnævnte er et generisk begreb (der varierer over tid og rum).

Kunst har kun den mening, som brugere inden for en social sammenhæng bruger begrebet om kunst. Det betyder også, at kunsten er hjemsøgt af en ikke-nødvendighed: Den kan hele tiden gen-defineres og fyldes med ny betydning, så længe der er grupper af individer, der ønsker det.

Dette er det ontologiske paradigme, der ligger til grund for den måde, samtidskunsten bliver produceret i dag, og hvis oprindelse er den radikale kontingens, som Duchamps readymade bragte for dagen. Ikke alene at forstå, men også at handle ud fra denne erfaring, repræsenterer en non-filosofi i aktion, fordi det er at tænke fra den position, at alt og hvad som helst (stadig) er muligt.

På et konkret niveau tænker samtidskunstnere derfor gennem de faktiske kunstværker, de producerer (om det er objekter, begivenheder eller projekter), de beslutninger, de tager (at ville lave kunst i en horisontal flydende verden), de interesser, de har (at vide noget om verdenen), deres inspirationskilder (relation til historiske bevægelser), de karrierer, de forfølger (at udstille i en samtidskunstverden) og endelig, hvad de siger om deres kunstværker (at give interviews eller statements om deres kunst). Alle disse aspekter indvirker på, hvordan kunstnere afgrænser deres kunst i forhold til forskellige kontekster og bredere ideologiske strukturer, der bevidner en situeret tænkning: en non-filosofi. Det er en non-filosofi, fordi alle disse overvejelser formår at skabe en personlig tanke, der knytter sig til den kunst, de faktisk producerer.

4.1. Dette paradigme af radikal kontingens – at kunstens rum ikke har én essens, og at alt stadig er muligt – er den dominerende kraft i kunstverdenen. Det er den teori, der ligger til grund for institutionerne, som styrer og medierer samtidskunsten, fordi det er den mest stabile i systemisk forstand: Den er i stand til at inkorporere hvilket som helst medium i sit system; objekt eller begivenhed og stadig forblive intakt. Kontingensen som radikal situation muliggør samtidskunstens absolutte virtualitet.

Samtidskunsten som kategori og fænomen kan derfor finde sted hvor som helst og når som helst, så længe nogen er enige om det, fordi det er et generisk fremtrædelsesrum. Med ’generisk fremtrædelsesrum’ mener jeg det forhold, at begrebet kunst ikke har en fast forankret reference, men kan indgå i vidt forskellige sammenhænge om vidt forskellige fænomener, fordi de sproglige brugere har mulighed for at tilføje nye aspekter og dimensioner til begrebet kunst. Det er kunst, hvis nogen i fællesskab kalder det for kunst.

4.2. Duchamp var den første, der placerede en readymade i et galleri; Han var ikke inviteret af institutionen til at gøre det. De spurgte efter traditionelle kunstværker: maleri eller skulptur. Han så det som en mulighed, og han havde modet til at udføre provokationen. Han var kunstner, og denne position udpeger for mig et vigtigt aspekt af samtidskunsten og dens fremtid. Systemet har magt, men de mest magtfulde er kunstnerne, fordi de har magten til at placere hvad som helst i systemet og dermed tvinge det i nye retninger (”Jeg tror på kunstneren,” som Duchamp sagde). De har magten til at tro på og autorisere det, de gør – uanset om institutionen vil det eller ej. Røg, vand, ild, digitale bits, flydende beton, tape, kage – alt er muligt i ontologien for hvad som helst. Hvis det er interessant og vedvarende, vil institutionen på et eller andet tidspunkt inkludere det i sit udstillingsprogram. En kunstner kan være ude af ’sync’ med sin tid, men tiden vil være tvunget til at indhente ham. Kunstnere gør altid deres egen tid forlegen, fordi de performer det nye. Nødvendigheden af hele tiden at måtte genskrive kunsthistorien bevidner dette.

4.3. Denne essay-serie handler ikke om ’samtidskunstens aktuelle status’ lige nu og med en beskrivelse af nye vigtige kunstprojekter. Det er som sagt en spekulativ serie, hvor jeg reflekterer åbent over den paradigmatiske struktur, der ligger til grund for samtidskunsten: institutionen, den generiske singularitet, kunstværket som udsagn og det kunstneriske projekt – og altså ikke de aktuelle kunstværker, der bliver produceret lige nu. Jeg ønsker ikke at promovere en bestemt måde at lave kunst på eller specifikke kunstnere, snarere ønsker jeg at forstå de ontologiske grunde for den mangfoldige fremtrædelse af samtidskunst – både den gode og den dårlige, den interessante og den kedelige, den grænsebrydende og den ligegyldige. Jeg ønsker ikke i udgangspunktet at være normativ.

Hvis jeg skulle forsvare noget som helst, ville det være den fundamentale institutionelle frihed til kunst. I mine øjne, så kan alt i princippet blive en del af samtidskunsten som system, så længe kunstnere, kuratorer, samlere eller publikum ønsker det. Dette er et grundlæggende princip i en nihilistisk opfattelse af institutionen. Institutionen er i princippet åben for alle – og især for os kunstnere, der i kraft af vores evner til ikke bare at udtænke ideer, men også realisere dem, har en enorm frihed.

Det er os, menneskene, der afgør, hvad vi vil, og hvis jeg er uenig, så kan jeg enten protestere eller gøre det selv: et gallerirum behøves ikke være større end en bærbar kasse. Jeg siger ’i princippet’, fordi kun et begrænset antal af aktuelle kunstneriske projekter i virkeligheden og af utallige årsager bliver understøttet af institutionen og dens agenter; af årsager, der bunder i strategiske nødvendigheder, økonomiske betingelser, personlig smag og definitioner af institutionelle profiler. Ikke desto mindre: Den største magt, som institutionens frihed rummer, er, at nye fællesskaber kan opstå omkring deres egne begreber om kunst, uafhængigt af hvad den etablerede institution måtte synes, tænke eller værdsætte. Kunst kan altid opstå iblandt dem, som vil den.

4.3.1. Vi kunne kalde dette for samtidskunstens institutionelle paradoks: Den blev født af en radikal sætten spørgsmålstegn ved institutionen som en destruktion af institutionen, men i dag er samtidskunsten holdt i live af institutionen og de kunstnere, som viser samtidskunst. Enhver samtidskunstner, og med ham hver eneste kurator, samler, kritiker og borgmester, tror på værdien af institutionen og den anerkendelse, der kommer fra institutionen. Men dette er ikke samtidskunstens oprindelse, og vi skal ikke glemme det. Jeg er bevidst om dette paradoks i min egen praksis, som i mine vedvarende forsøg på at opnå opmærksomhed og anerkendelse fra institutionen, men jeg er samtidig bevidst om, at der findes en mulighed for kunst uden for den officielle institution. Ligesom der er mere til livet end kunsten, er der mere til kunsten end den etablerede institution.

4.3.2. Jeg tror på samtidskunsten, og at den har en fremtid, for så vidt at den kan være hvad som helst. Jeg tror på samtidskunstens radikale kontingens og på muligheden for at etablere kontekster ved at lave nye sprogspil med andre mennesker. Vi er stadigvæk ved kunstens afslutning i en ontologisk forstand (ingen essens, alt er muligt), men dette er præcis dens fremtid. Som kunstnere er vi frie; De eneste begrænsninger for kunst er vores egne pålagte forbud, som Michael Heizer siger i citatet øverst i denne tekst. Samtidskunstens fremtid er afhængig af, hvordan jeg forhandler de grænser, jeg selv vælger eller de begrænsninger, som kunstverdenen pålægger mig. Vi har med andre ord brug for en ny kunstens terapi: en de-autoriseringen af mig selv og det generaliserede systemiske hysteri, der hjemsøger kunstverdenen.

4.3.3. Vil samtidskunsten nogensinde blive andet end dette? Altså: Den kan regrediere, den kan blive censureret, og den kan opleve at miste sin økonomiske støtte (beskæringer i statens kunststøtte til projektrum og kunstnerisk uddannelse). Samtidskunsten er ikke en given uforanderlig størrelse, fordi der er kræfter, som konstant fylder kontingensens rum op med ideer om folket, nationen, underholdning, finansiel spekulation, beskuer-ratings, berømthedsfaktorer og andre idéer om substanser, man tænker kunne være kunstens essens. Samtidskunsten kan ødelægges. For eksempel er den nuværende situation (2015) for kritisk samtidskunst rigtig dårlig i Rusland, fordi præsident Vladimir Putin og statscensorerne undertrykker enhver kritik, der rejses i mod staten gennem kunstneriske udsagn. Samtidskunsten som offentligt fænomen (åben adgang til folket) er betinget af civilsamfundet, og hvis sidstnævnte er ødelagt, så forsvinder samtidskunsten fuldstændig eller eksisterer kun som en undergrundsaktivitet for de få.

4.4. Fra et andet perspektiv vil samtidskunsten have en fremtid, fordi den er non-filosofi omsat til handling: Hvis samtidskunsten tager del i non-filosofiens rum, og non-filosofien er forsøget på at transformere personlige fortolkninger af idéer og egne erfaringer til kunstværker, så vil samtidskunstens fremtid være betinget af fremtidens liv. Det er, hvordan vi vil leve om 10, 20 eller 30 år fra nu, som vil påvirke fremtidens kunst – måske ikke i ontologisk forstand, men de strategiske definitioner (nye begreber) og måder at lave kunst på (nye teknologiske muligheder) vil udvikle sig sammen med det ukendte liv af fremtidige generationer.

Richard Huelsenbeck sagde det således i hans Kollektive Dada Manifest fra 1920:

”Kunst er i sin udførelse og retning afhængig af den tid, hvori den lever, og kunstnere er skabt af deres epoke. Den højeste kunst vil være den, som i sit bevidste indhold præsenterer tidens mangfoldige problemer; Kunsten, som er tydelig rystet efter sidste uges eksplosioner, som konstant forsøger at få styr på sig selv efter gårsdagens sammenbrud.” [ii]

Hver ny generation genopfinder kunstens institution, fordi de har forskellige behov for kunst. Behovene ændrer sig, fordi de relationer, vi udfolder til verdenen, hverken er funderet i én og samme væren eller forbliver sig selv over tid. Verdenen forandrer sig i en uophørlig selvoverskridelse, og i de forskelle, der opstår, muliggøres de rum, hvori kunstneren kan reflektere og kritisere verdenen på ny.

4.4.1. At opfatte samtidskunstneren som non-filosof er at se på, hvordan begreber, der betegner kunstneriske positioner, bliver oversat og fortolket i en konkret eksistens. Det øjeblik, nye begreber bliver opfundet inden for samtidskunsten – som i skabelsen af nye bevægelser og begreber til at betegne kunst – får kunsten nyt liv. Samtidskunstneren skal ikke være bange for at absorbere begreber, men fortære og fordøje dem for sin egen praksis skyld som en forvrænget og forskudt kunstner. Det er kulturel kannibalisme, en antropophagi: en uendelig proces af genskabelse af fortidens højdepunkter og landvindinger ind i nutiden.

At genfolde samtidskunstens rum betyder derfor at lære dens historie: at forstå al den kunst, som skete i det 20. århundrede med det formål at skabe kunst til det 21. århundrede. Når samtidskunstneren reflekterer over alle de muligheder, som allerede er afprøvet, og hvordan han selv skal bevæge sig fremad – så bliver han en non-filosof i aktion. I dette moment konfronterer han kontingensen med, hvad han vil. Der er ild i samtidskunstneren, og han ønsker, at verdenen skal åbne sig mod virtualitetens flammer.

Denne tekst er et lettere revideret og forkortet uddrag af Asmund Havsteen-Mikkelsens bog Non-Philosophy and Contemporary Art, publiceret 2015 på forlaget A Mock Book. For at få den fulde oplevelse og udfoldelse kan bogen bestilles her.

[i] ‘Michael Heizer, Dennis Oppenheim, Robert Smithson – Discussion’, i Theories and Documents of Contemporary Art, p. 536.
[ii] Richard Huelsenbeck, ‘Collective Dada Manifesto’, in The Dada Painters and Poets, pp. 242–43.