Nu er det personligt!

I det koldkrigs-forskrækkede USA blev der i 50erne udgivet en lille instruktionsbog med titlen How to survive a nuclear fallout? En manual der beskriver, hvordan man skal forholde sig under et atombombe-angreb. Det er alt fra at kaste sig ned under et bord til at pakke sig ind i staniol og så videre.

“Det vi var fascineret af, var det her system, som så tydeligt vil forsøge at signalere, at alt er under kontrol, selv i den værst tænkelige situation. I forhold til udstillingen handler det om at de kunstnere vi har inviteret til udstillingen italesætter, hvad det er, der sker, når man vælger at positionere sig uden for systemet eller når systemet ikke kan rumme den position, du selv indtager,” forklarer medkurator og ny rektor for Det Fynske Kunstakademi, Merete Jankowski.

Personlige potentialer
Målet er ikke at revitalisere en eller anden avantgardistisk ide om at stå uden for systemet og rejse sin samfundskritik.

“Det er en præsentation af vovemod, alternativer, originalitet men også bare det at turde være sig selv, hvilket nogen gange kan være en stor udfordring,” forklarer udstillingens anden kurator, Mads Damsbo, og påpeger dermed kunstens leg med detaljen – det alternative greb som reaktion på systemets hæmmende logik.

“Man kan også sige det sådan, at alle de kunstnere, der er med, bevæger sig alle i et politisk felt, men gør det med udgangspunkt i noget personligt. Vores verden går jo altid fra vores subjekt. Alle kunstnerne forsøger med andre ord at skabe plads i et system, der ikke nødvendigvis er skabt med dem for øje,” siger Merete Jankowski.

Kunstnere i konflikt
Det forhold bliver meget reelt i mødet med den politisk ukorrekte og systemudfordrende kunstnerduo Oreet Ashery og Larissa Sansour. Begge kunstnere er vokset op i Jesrusalem, men på hver deres side af Israel-Palæstina-konflikten.

Sammen har de siden 2007 forsøgt at rette et kritisk blik på både kunsten og den politiske virkelighed, de lever i. På Fall Out vises blandt andet tegneserieværket The Novel of Nonel and Vovel (2009), hvor kunstnerduoen optræder som kunstnersuperhelte, med kunstnernykker, håbløse utopier, men også vilje og kraft til at nedbryde systemets barrierer på folkets vegne.

At falde uden for systemet
“Hvis man arbejder med tematikker, som os, så er det meget svært ikke at falde uden for systemet. Det er ikke et bevidst valg, men ganske enkelt på grund af emnevalget,” pointerer Larissa Sansour.

Oreet Ashery supplerer:
“Det er meget specielt i vores situation, fordi kunsten ofte betragtes som et middel til skabelsen af en bedre verden, men samtidig er vi en del af en konflikt, hvor alle er opgivende og ikke tror på at man kan gøre en forskel. Vi forsøger trods det at distribuere tegneserierne i begge lejre af konfikten, og vi møder en enorm respons fra begge sider.”

Men andre kunstnere, kuratorer og kunstinstitutioner er ifølge duoen bange for at formulere sig så skarpt, som de gør, også fordi der er meget politik i kunstscenen.

“Det er vi nødt til at være meget bevidst om. Derfor forsøger vi også konstant at stille spørgsmålstegn ved vores egen rolle som kunstnere i det system, og det er dybest set det, projektet handler om,” siger Oreet Ashery.

Opråb fra kunsten
Kunstnere er gennem historien ofte blevet henrettet for de ting de formulerede sig omkring, og i 70erne havde den israelske regering en reel politik omkring henrettelse af palæstinensiske forfattere, og det er i duoens øjne helt generelt, at undertrykkende regeringer har et ønske om at forstumme de intellektuelle stemmer i samfundet.

“Så selvom vi har den her opfattelse af at være hjælpeløse, så er det meget vigtigt, at vi varetager den her rolle som oprørere,” understreger Larissa Sansour.

“Israels besættelse er jo båret af absurditeter og er på mange måder surreel, men vi påpeger at den altså er virkelig og er NU,” siger Oreet Ashery og Larissa Sansour forklarer:

“Det er helt generelt, at vi forsøger at påpege nogle klichéer og absurditeter både i kunsten og i den virkelighed, som hersker i mellemøsten.”

At satse sig selv
Hvis du ser dig selv og agerer som et ‘fall out’, så ligger der hele tiden en risiko for at blive magtesløs og ydmyget, men det er måske netop det, der skal til ifølge Jankowski og Damsbo, for at kunne pege på systemets svagheder.

“En kunstner som Kirsten Justesen har jo konsekvent indtaget den position hele vejen gennem sin karriere ved at inddrage det at være mor, kunstner, og dét at gå på akademiet. Og mange af kunstnerne peger netop på samfundets svagheder på baggrund af deres personlige position,” forklarer Merete Jankowski, og Damsbo uddyber:

“Idag er det meget svært at være radikal, fordi alt er gjort, alt er prøvet, og hvad er der så tilbage? Det spørgsmål besvarer disse kunstnere jo positivt, og gør det i vores øjne fænomenalt godt ved at gøre det politiske til et personligt anliggende.”