Nu skal Jorn ud af malerskabet

Mandag 3. marts er det præcis hundrede år siden, Asger Jorn blev født. De næste par måneder bliver det behørigt fejret over hele landet med særlige foredrag, bogudgivelser, rundvisninger, dokumentarfilm, Jorn-busser, Jorn-uger og tilmed et helt Jorn-laboratorium.

I denne weekend (1-2 marts 2014) åbner både Statens Museum for Kunst og Museum Jorn i Silkeborg store udstillinger, der for alvor skal placere Asger Jorn som en international stjerne i danskernes bevidsthed. Ifølge de to museers udmeldinger er formålet også at ændre lidt ved den gængse opfattelse af Jorn, som individualist og farveglad Cobra-maler. Det skal ske ved at sætte fokus på ham som en social, aktivistisk kunstner, der blandt meget andet var med til at skabe Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme og stifte den radikale avantgardegruppe Situationistisk Internationale (SI), der ville forkaste kunstværket til fordel for en eksperimentel, kritisk aktivitet.

At kaste nyt, skarpt lys på Asger Jorn er en tiltrængt, men svær udfordring. De seneste mange årtier er han nærmest eksplicit blevet formidlet som en fabulerende, modernistisk maler i den ekspressive tradition og af samme skole som andre af tidens spontant abstrakte kunstnere som f.eks. Constant, Appel, Corneille og Alechinsky.

Dette ensidige billede har været tydeligt, hvad enten man er blevet præsenteret for Jorns kunst i folkeskolen, på Louisiana, Museum Jorn eller Aros eller er dykket ned i de mange bøger og kataloger om den danske verdenskunstner. Og det enøjede syn dominerer stadig i Jorns hjemby, for organisationen, der arbejder på at få bygget det nye Museum Jorn, er blevet udstyret med det Cobra-inspirerede navn: Silkeborg Colored by Jorn.

Blind for kritiske sider
Men nu vil en ny generation af kunsthistorikere korrigere historien. Amerikanske Karen Kurczynski er medkurator på udstillingen på Museum Jorn, og hun har gennem mange år forsket i Jorns ouevre. I sin artikel Jorn og avantgardebevægelserne skriver hun, at man har været blind for, at “…begreber som kollektivitet, kritik af kunstinstitutionerne og social kritik i bredere forstand fra første færd stod i centrum for Jorns produktion”.

Asger Jorn skabte flere kunstnerfællesskaber, skiftede konstant kurs og blev ofte involveret i nye, dialogskabende og ekstreme projekter, men alligevel er han blevet formidlet som den store individuelle maler, der alene kæmper med sine indre dæmoner. Til trods for at han i Pour la Forme (1958) selv udtrykte, at “rent individuelle ønsker findes ikke”.

Karen Kurczynski mener, vi slet ikke har forstået, hvor gennemgående kritisk, politisk og samfundsengageret, Jorn har været som person og i sin kunst:

“Asger Jorn og hans kolleger i gruppefænomener som Helhesten, Cobra, MIBI (le mouvement pour un bauhaus imaginiste) og SI opfattede avantgarden som politisk engageret i såvel Peter Bürgers som Renato Poggiolis forstand: Avantgarden var en kollektiv organisering, der bestræbte sig på, at praktisere social kritik uden for de etablerede politiske diskurser”.

Nok forholdt Jorn sig kritisk til avantgardepositionen, eftersom han forstod kunsten som noget, der skabes af folket for folket, men han var noget af et modsætningsfyldt paradoks, da han både var aktiv i grupperinger omkring de informelle, abstrakte ekspressionister, der i den grad troede på det maleriske medium og engageret i gruppen med de konceptuelle situationister, hvis erklærede mål var at forkaste maleriet.

Men Asger Jorn forlod begge grupperinger og ifølge Kurczynski er “det kort sagt åbenbart, at Jorn kritiserer Cobra og den abstrakte ekspressionisme for apolitisk kunst og SI for at være anæstetisk og nihilistisk politisk”.

Ind og ud af avantgarden
Mikkel Bolt ser også Asger Jorn som andet end farveglad maler. Den danske kunsthistoriker har forsket i SI og i Situationistisk Danmarkskort – Noter om Situationistisk Internationale i Danmark skriver han, at situationisternes formål var at ophæve kunsten ved at etablere og gennemføre konkrete subversioner i dagligdagen og være revolutionære ved at tilegne sig samfundets produkter og repræsentationer med henblik på specifikke propagandaformål. De udtrykte det selv således: “Vi er kun kunstnere, for så vidt som vi ikke længere er kunstnere: vi vil virkeliggøre kunsten.”

Situationistisk Internationale blev grundlagt af Asger Jorn og franske Guy Debord i 1957. Ifølge Mikkel Bolt spillede Asger Jorn en vigtig rolle i SI’s første år, især fordi han skaffede flere skandinaviske kunstnere som medlemmer. Men i forbindelse med en vedvarende strid om kunstens rolle i kritikken af det samfund, som situationisterne kaldte for skuespilsamfundet, blev de fleste ekskluderet, og da Jorn hverken ønskede at ødelægge SI’s sag med sin kontakt til den internationale kunstverden, eller opgive sin egen kunstneriske praksis, forlod han selv organisationen i 1961.

Han fortsatte dog med at finansiere gruppens tidsskrift og blev hemmeligt medlem under pseudonymet George Keller indtil 1962.

Paradokset Jorn
Phd-stipendiaten Helle Brøns arbejder også med at udvide fortællingen om Jorn ved at sammentænke de to fremherskende opfattelser af Asger Jorn som enten ekspressiv, modernistisk maler eller som politisk, teoretisk avantgardekunstner.

“Asger Jorn har malet, skrevet og sagt utroligt meget, og hans samlede værk er fyldt med paradokser. Alt efter om man lægger vægt på Jorns malerier eller dykker ned i hans rigtigt mange bøger og tidsskriftsartikler, kan man sætte Jorn ind i enten en modernistisk eller avantgardistisk diskurs”, mener Helle Brøns.

Som medkurator på den aktuelle Jorn-udstilling på Statens Museum for Kunst vil hun præsentere publikum for begge sider ved både at vise en række eksempler på Jorns kunstværker og en stor samling af hans bøger og tidskrifter.

“Det er vigtigt at udfordre og nuancere opfattelsen af Jorn, så den stigende anerkendelse af ham som en central figur i den europæiske efterkrigskunst ikke stivner i et heltebillede, men uddyber kompleksiteten og dobbelttydigheden i hans praksis. Jorns metodiske brug af flere indbyrdes modsigende tankesæt er relevant for både den akademiske og den kunstneriske forskning i dag”, siger Helle Brøns.

Cobra spillede ingen rolle
På Jorns fødselsdag 3. marts udkommer bogen “Asger Jorns kunst” skrevet af idéhistorikeren Lars Morell. Han tilføjer også nye sider til historien om Jorn, men ser ham ikke som avantgardekunstner.

“Jeg mener slet ikke, Jorn er avantgardist. Det mener alle de her unge, kvindelige kunsthistorikere. Jeg er lodret uenig. Jorn har aldrig været avantgardist. Jorn var revolutionær, han var eksperimenterende og surrealist i sit udgangspunkt, men han var ikke avantgarde”.

Hvor ser du, at Jorn var revolutionær?
“Hans måde at leve på, hans måde at male på, hans måde at organisere det hele på. Også hans syn på samfundet, samtiden og Skandinavien. Alt sammen revolutionært. Han var en bombe. Men man finder ikke et eneste sted, hvor Jorn har skrevet eller sagt, at kunsten skal opløses, at vi skal leve på en ny måde, bekæmpe varesamfundet osv…”

Men Jorn var jo med til at grundlægge Situationistisk Internationale?
“Jorn har aldrig været avantgardekunstner eller en vigtig del af SI. Der er intet belæg for, at han ville forlade kunsten eller ikke ville male længere. Intet”, siger Lars Morell. Han medgiver dog, at det er på tide at gøre op med Jorns branding som Cobra-maler.

“Cobra er ikke med i min bog. Cobra får én over hatten. Og det er igen en nytolkning. Jeg mener Cobra er en lille bitte parantes, der ingen rolle spiller for Jorn”.

Jubelidiotisk reception
Den tidligere akademiprofessor, Claus Carstensen, fortæller, at han har været fascineret af Asger Jorn siden begyndelsen af 70’erne, og at situationismen har betydet meget for ham som kunstner.

Det vil kun glæde ham, hvis synet på Jorn bliver ændret.

“Det har været min helt store anke i forbindelse med de sidste mange års Jorn-udstillinger, især her i Danmark, at der stort set ikke har været nogen vinkling i forhold til situationismen, de mange fællesarbejder, forfatterskabet eller de politiske aktiviteter”, siger han og fortsætter:

“Alt har kørt på det nordiske, eneren, Cobra-sporet og de kunsthistoriske referencer. Det er den sædvanlige, jubelidiotiske og ret så deprimerende reception, der reducerer hans arbejde til en glad Cobra-naivisme i et forsøg på at tækkes populismen og underkaste sig besøgstallets tyranni. Sørgeligt, men ikke desto mindre sandt”, mener Claus Carstensen. Han tvivler på, at den gængse opfattelse af Jorns værk nu vil blive ændret.

“Det er jo på mange måder stadig publikums smag, der styrer receptionen. Jorns aktivisme og engagement i situationismen har jo været kendt i kunsthistorikerkredse i årevis”, hævder Claus Carstensen og uddyber:

“Det problematiske i denne institutionelle fortrængning af nogle måske knap så oplevelsesøkonomiske kunsthistoriske kendsgerninger såsom aktivisme og situationisme er, at kunstmuseerne i deres ambition om at højne besøgstallet forsøger at indføre en oplevelsesøkonomi, der måske i virkeligheden er en form for kunsthistorisk glemselsøkonomi”.

Om Claus Carstensens kritik er berettiget, eller om det virkelig vil lykkes museerne at skabe et mere nuanceret billede af Asger Jorn, kan kun tiden vise.