Nutidens ikoner

Af
3. september 2008

Hvilke tanker ligger der bag værkerne i Århus Kunstbygnings ‘gadekunst’-projekt Icons for Now?

Et af Miss.Tics værker i Posthussmøgen. Foto: Miriam Nielsen

Hvilke tanker ligger der bag værkerne i Århus Kunstbygnings ‘gadekunst’-projekt Icons for Now?

Af
3. september 2008


info

Kort over værkernes placering kan fås i Århus Kunstbygning eller downloades her.

Gadekunst eller graffiti?
Selv om gadekunsten udspringer af graffitimiljøet er alle de interviewede kunstnere enige om, at graffiti og gadekunst ikke er det samme.
“Graffiti er en mere lukket og nem løsning, hvorimod der tit er mere tanke bag værkerne i gadekunstmiljøet”, forklarer Miss.Tic, der har malet i både Frederiksgade og Posthussmøgen.

Miss.Tic arbejder i Frederiksgade 60. Foto: Miriam Nielsen
Miss.Tic arbejder i Frederiksgade 60. Foto: Miriam Nielsen

Både Victor Ash og HuskMitNavn har brugt gadekunsten som en vej ud af graffitimiljøets strenge regelsæt. “I gadekunstmiljøet kan jeg udvikle mig som kunstner. Graffitiens regler gør praksissen statisk, og værkerne kommer meget hurtigt til at ligne hinanden”, forklarer Victor Ash.
Der er dog ingen tvivl om, at graffitien spiller en afgørende rolle for alle kunstnerne, og flere af dem indarbejder den allerede eksisterende graffiti i deres værker.

Kunsten i blodet
I begge sine værker tematiserer Victor Ash gadekunsten som noget, der løber i blodet på malerens identitet. Værket ved Århus Kunstbygning viser således fem graffitimalere, som er forbundet på tværs af afstand og religiøse symboler.
“Graffitimalerne er forbundet af den adrenalin, der løber i blodet, når du maler på gaden”, forklarer han. “Som maler lever du på byens mure, og adrenalinen er med til at holde dig aktiv hele tiden. Kedsomhed er døden”, pointerer han videre.

Victor Ashs værk på Trøjborgvej 76. Foto: Miriam Nielsen
Victor Ashs værk på Trøjborgvej 76. Foto: Miriam Nielsen
Victor Ash arbejder ved Århus Kunstbygning. Foto: Miriam Nielsen
Victor Ash arbejder ved Århus Kunstbygning. Foto: Miriam Nielsen

Værket på Trøjborgvej viser en graffitimaler, der synes at falde ned oppefra, imens han sprayer, og billedet er en repræsentation af kunstnerens personlige historie.
“Da jeg startede med at male som teenager, opgav jeg alt for graffitien. Værket symboliserer, at hvis du giver dig 100 % hen til det, du kaster dig ud i, kan det ende med at redde dig. På mange måder har graffitien givet mig alt, hvad jeg har i dag”, slutter Victor Ash.

Et genkendeligt univers
Typisk for gadekunsten er, at kunstneren arbejder med værkets forhold til omgivelser og publikum. Værket, som Blu har udført, er baseret på en gammel skitse, som gavlen i Grønnegade viste sig at være helt rigtig til. Selv om værket er udsprunget af en antimilitær holdning, mener han ikke, at det skal fastlåses i nogen bestemt tolkning. Han vil gerne, at folk umiddelbart kan relatere til værkerne, og han bruger altid menneskekroppen som motiv, fordi folk genkender og forstår det.

Blu i Grønnegade 6 Foto: Miriam Nielsen
Blu i Grønnegade 6 Foto: Miriam Nielsen
HuskMitNavn arbejder ved Frederiks Allé 136. Foto: Miriam Nielsen
HuskMitNavn arbejder ved Frederiks Allé 136. Foto: Miriam Nielsen

Også HuskMitNavn arbejder med et enkelt udtryk, der fanger folks opmærksomhed.
“Mine værker tager udgangspunkt i hverdagsiagttagelser og forholder sig til, at mit liv er en lang hverdag. Jeg vil gerne vække en genkendelighed hos folk, som de er fritstillet i, i stedet for at de bliver tvunget til at forholde sig til et eller andet personligt traume”, forklarer han.

Reaktioner fra århusianerne
Reaktionerne har været lige så farverige som værkerne selv. Da Miss.Tic malede i Posthussmøgen, blev politiet tilkaldt, fordi naboerne var bange for, at hun malede ulovligt. Blu malede sit værk ved siden af et måbende ældrecenter, og Victor Ashs værk på Trøjborg blev kommenteret af en kinesisk kioskejer, der var rigtig glad for at have fået et billede af karatelegenden Bruce Lee i sit nærmiljø.

Også HuskMitNavn har fået reaktioner: “Da jeg startede med at tegne de første streger, var der en gammel mand med hornbriller, der stillede sig op og sagde til mig, at det lignede lort. Jeg forklarede ham, at jeg først lige var startet, og han måtte have lidt tålmodighed. Den sidste dag, da jeg næsten var færdig, kom han tilbage med kamera og var meget begejstret.”

Søren Behnckes pap-ur på Århus Kunstbygning. Foto: Miriam Nielsen
Søren Behnckes pap-ur på Århus Kunstbygning. Foto: Miriam Nielsen

Et flydende papur
Selv om de fleste af værkerne er et varigt bidrag til byen, er tidens tand en del af værkernes vilkår. Søren Behnckes værker er lavet i pap, og hans bidrag til projektet handler om tid og transformation. Han har lavet et kæmpemæssigt ur, som installeres midlertidigt i skulpturgården ved Århus Kunstbygning. Med regnvandet håber kunstneren, at uret vil glide ned over glasset som et af Dalis ure.

“Jeg mener, at det er en styrke, at værket kun er midlertidigt til stede. Mine værker er lidt som fyrværkeri; en enorm lang proces, som kun tager et øjeblik at fyre af. Hvad der sker med værket, efter det er installeret, er ligeså uvist for mig, som det er for publikum”, forklarer han.

Kunst til byen
Alle værkerne i forbindelse med Icons for Now forandrer byen – nogle for et kort øjeblik og andre i mange år fremover. “Gadekunsten er en måde at arbejde med sin by, og det at tilføje noget til byen ændrer ikke bare dens udseende men også den måde, man forstår byen på”, forklarer Søren Behncke.

HuskMitNavn mener, at byrummet i dag er alt for administreret og kedeligt. “Det optimale ville være at bryde den sædvanlige, kedelige skilteskov, der er i byen. Når der lige pludselig er en 10 meter høj mand midt i det hele, kan det være, at folk tænker byen på en lidt anden måde, end de er vant til. Måske får værkerne folk til at tænke, at det kunne være fedt med mere af den slags andre steder i byen”, afslutter han.

SE FLERE BILLEDER FRA ICONS FOR NOW HER


Fakta

Icons for Now

28 aug 2008

HuskMitNavn, Faust, Søren Behncke, Papfar, Victor Ash, Blu, Miss.Tic, Zevs, André, Monsieur A, Steve Powers, Herbert Baglione