Ny trup på scenen

Under titlen The Drama viser Afgang 18 fra Det Fynske Kunstakademi varierede og fint sammensatte værker, og som velkurateret gruppeudstilling indfinder den sig særdeles godt i Brandts 13’s markante lokaler.

En afgangsudstilling kan fortælle noget om, hvad der er interessant for den unge samtidskunstscene netop nu, mens den som gruppeudstilling kan være en udfordrende og fragmenteret størrelse. Gruppen af bidragende kunstnere har et fælles afsæt i kunstakademiet, men er ligeså meget til stede med deres individuelle erfaringer, udvekslinger, interessefelter og baggrund.

Udstilling som scene
Denne præmis præsenterer udstillingens kurator Charlotte Sprogøe på fineste vis i det trykte afgangskatalog, hvor hun beskriver, hvordan udstillingen kan ses som en dynamisk og levende form med selvstændige og samtidige optrædener. Her formuleres idéen om at se The Drama som en scene eller platform, hvorpå de enkelte kunstnere kan træde op og ‘performe’. Ved at indsætte udstillingen i en dramaturgisk ramme aktiveres bygningens nyklassicistiske, pompøse arkitektur, ligesom det reflekterer fornemmelsen af, at kunstnerne nu skal præstere og vise deres værd ’på scenen’, udenfor skolens mure.

Kataloget blev lanceret midtvejs i udstillingsperioden, så det var muligt at få værkfotos in situ med, og er i det hele taget et større bogværk, som fortjener at blive nævnt. Her kan man foruden Sprogøes præsentation læse om kunstnerne og de enkelte værker og se i hvor høj grad manuskripter, tekst og tale har været arbejdsredskaber som baggrund for handlinger, ligesom de figurerer som selvstændige værkdele i udstillingen.

Animatronik og facilitator
Dette bliver tydeligt allerede ude foran Brandts 13, hvor udstillingen begynder med en monolog sendt ud gennem højtalere. Som man træder ind i bygningens forhal, møder man afsenderen og udstillingens første værk Broadcaster af Jonas Kjeldgaard Sørensen, en robot med en silikonefåremaske – animatronik, som formidlingsmaterialet legende formulerer det. I værket er stemmen separeret fra maskinfårets ‘krop’ og refererer både til cyborgen – her imellem maskine og dyr og til den udvidelse af bioteknik, som begyndte med det klonede får Dolly i 1990’erne. Jeg besøgte udstillingen en helt almindelig hverdag, men under åbningen skulle Kjeldgaard Sørensen iklædt fåremaske og uldjakkesæt have performet monologen og aktiveret det ellers meget levende værk yderligere.

Herfra træder man ind i udstillingens hovedrum i bygningens skulptursal, hvor Lea Mombergs stedsspecifikke værk Raidx-Relatio findes som en blåt markeret gridstruktur, der dækker hele salens gulv og mimer rummets hvælvede kassetteloft. Som opmærksomheden vendes opad får man i øvrigt øje på en metalrig med lamper, som man typisk genkender som en del af en scenearkitektur. På bogstaveligste vis agerer gridet scene for de andre værker i rummet og er et stærkt, enkelt greb og værk, som ligeledes refererer tilbage til Mombergs kuratoriske praksis, som facilitator for andre kunstneres arbejder.

Uddøde arter og moderfigurer
Centralt på den ultramarineblå scene findes Rasmus Myrups installation Love Nest Diorama. Her findes et lille leje af jord, mos og grene samt små håndredskaber og memorabilia omkranset af fire portrætter af elskende homoseksuelle, som man også forstår værende uddøde tidlige menneskearter. I at anvende dioramaet som form leger Myrup med referencen til zoologiske bure og naturhistoriske kunstige iscenesættelser af dyr i eget habitat, og værket bliver en supplerende fremstilling af de forestillinger, vi har om vores forhistorie.

Til værket har Myrup skrevet en erotisk novelle, som er relativt lang og lægger sig som et parallelt lag til installationen, da den for de fleste sikkert først vil læses efter udstillingen.

I rummet findes også videoværket Sisters of Valerie Iris Camp af Pernille Kragh Christensen med tilhørende, karikerede, ‘life size’ kludedukker på gulvet og balkonen over. I en blanding af teatralsk camp’et musikvideo og musical synger dukkerne om afhængigheden og had/kærlighedsforholdet imellem dem og moderen og hovedfiguren i værket, Valerie Iris Camp. De bliver skabt af moderen og er både pacificeret, livløse objekter, parallelt med at de i koret af stemmer er levende karakterer.

Maleri som snapchat og hverdagsfortælling
Foruden installationen og videoværket viser to kunstnere malerier af ret forskellig karakter. Helene Vestergaard viser med fire malerier i forskellige størrelser glimt af hverdagsinteriør i en lidt urolig, ‘hurtig’ stil typisk for de motiver, man også kan finde på de sociale medier. De rummer meget forskellige lys, farver, perspektiv og stemning, som om at det netop var en samling snapshots i et Instagram-feed.

For endevæggen hænger to malerier med den samlede titel Augments of F. 1-5 af Bertil Osorio Heltoft. De kredser dels om formelle traditioner indenfor landskabsmaleriet og det perspektivflade og abstrakte Color field-maleri og er begge lidt lukkede i deres udtryk. Det løsnes dog op af en ledsaget tekst i kataloget, der beskriver et individs uheldige hændelse på en cykeltur til Føtex, og således kan nonsens (non-sense) i mødet med de stumme malerier give mening og et levet liv at associere ud fra.

Landskab og VR-sejlads
I trapperummet og på 1. sal er Anna Weber Henriksens installation Landskabsforme at finde. Med kontinuerlig kortlægning og indsamlinger fra de udgravninger og minilandskaber udenfor Brandts 13’s vinduer udfolder Henriksens undersøgelse sig i løbet af hele udstillingens periode. Store, sanselige stofbannere mættet med jord fra udgravningerne hænger fra loftet foran vinduerne med kobberplader ved siden af. Kobberpladerne er anvendt til tryk på papirer og markerer, hvad jeg forestiller mig er steder fra området udenfor Brandts 13. Værket er smukt med referencer til Land Art og Arte Povera, og placeringen i et rum for gennemgang er et godt greb til at illustrere, at værket også er et værksted, ligesom det giver et fleksibelt rum til de nye materialer, som løbende vil ophobe sig der.

Øverst oppe og ret separat fra udstillingens andre værker er der opbygget en lille verden i sig selv af plast, grønt, kunstigt lys og en hængekøje med high tech Virtual Reality-udstyr, omkranset af et stående stage-grid, der fungerer som ramme for installationen. Jeppe Jørgensens Scrying er et sci-fi-kig ind i en potentiel fremtid, som man træder ind i ved at lægge sig op i den vuggende hængekøje tage VR-brillerne på. VR-universet er en behagelig sejlads op af en flod i en lille båd, som vugger i takt med hængekøjen, med et sneklædt landskab og noget syret sci-fi-arkitektur i baggrunden. Det er en fascinerende rejse, som dog hurtigt afløses af svimmelhed fra VR-universet og dets millimeterforskudte fysiske oplevelse. Uden at jeg tror, det er intentionen, lægger denne oplevelse en følelse af ubehag over den fortsat mere og mere udflydende grænse mellem maskiner og mennesker, som værket refererer til.

Afgangsudstillinger er aldrig en let disciplin, men med den kloge scenografiske anvendelse af de forskellige rum og trappeskakter og en enkelt tematisk struktur, får de enkelte værker plads til at udfolde sig relativt uafhængigt af hinanden, og The Drama bliver derfor en både sammenhængende og velkurateret udstilling.