Nye muskler under lædervesten

Den kommercielle galleribranche vil gerne komme først til byens aflagte industriområder og -lokaler, faktisk er firstmovers et begreb, der særligt gør sig gældende i denne del af kunstscenen. Engang var det Islands Brygge, senere var det Valby, så var det Vesterbros Carlsbergområde, siden Nørrebros små lokaler.

Nu gælder det ”Nord(læder)vest” i folkemunde. Nærmere bestemt Bispevej 29, hvor et tidligere autoværksted, nu er transformeret til hvide, højloftede rum – sande drømmerum for kunsten og kunstpublikummet.

Dynamisk duo
Hver gang er der nogen, der skal turde tage skridtet som den første. Denne gang har to gallerister fra henholdsvis Bredgade (David Risley) og Den Hvide Kødby (Christian Andersen) taget hinanden i hånden.

David Risley har markeret sig tydeligt med et internationalt og særligt anglosaksisk program, der har gjort især store britiske kunstnere og omfattende galleri-installationer til hverdagskost i København. Christian Andersen er mest profileret i det danske felt med en særlig position inden for det helt minimale og ekstremt hotte, hvor materialet og dets sanselige dialog med vore søgende apparater er spændingen i mange af de kunstneriske oplevelser.

Vi har altså det internationale, edderhotte, danske, installatoriske, minimale og stærkt sanselige samlet i en ny Nordvest-pakke. Ikke dårligt. Og de er næsten de første, hvis man fraregner de mere politiske, aktivistiske institutioner som Ungdomshuset på Dortheavej og CAMP – Center for Art on Migration Politics i Trampolinhuset på Thoravej.

Større armbevægelser
Det bliver ikke mindre ringe af, at de begge har fået virkelig (vildt) store lokaler – særligt for Risley, der gerne dyrker totalinstallationerne og derudover nu har fået bedre plads til hans passionerede sidegeschæft: smal undergrundsmusik, kaffe og livemusik i ’The Gutter’, som den del er hjemme-tatoveret.

Nå, men sker der så noget? Det kan man vist godt sige, for der er da blevet åbnet med kæmpefest, folkevandring fra ferniseringsrunderne i centrum, støj-koncerter, stride strømme af alkoholiske drikke og to yderst ambitiøse åbningsudstillinger, der sætter nye standarder for begge gallerister.

Risley præsenterer – ud over en ophængning af galleriets kunstnere – en mægtig udstilling af britiske Ryan Gander (f. 1976, Chester, UK), der har sluppet sit fiktive sidekick Spencer Anthony (f. 1946, Saint Leven, UK) løs i galleriet. Udstillingen bærer titlen: The Canter of Edward de Bono. Bono er i dag en 82 årig fysiker og psykolog, der skabte begrebet ‘lateral tænkning’, som blev centralt for nyere kreative praksisser.

Han sagde dengang i 1967: “Lateral Thinking is for changing concepts and perceptions.” Og det er et godt udgangspunkt for Ganders dekonstruktive greb, hvor sproget bryder sammen og sanserne mødes af et nærmest voldeligt udtryk.

Stilhedens vold
”Jeg kan lade Spencer udtrykke ting, jeg aldrig selv ville,” griner Gander lunt, da jeg spørger til den tredive år ældre og tydeligt mere hårdhændede kunstner. Installationen er i det hele taget ret voldsom, tenderende til det masochistiske og nihilistiske. Man får nærmest et indtryk af at værkerne er lavet imens, der er blevet skreget FUCK YOU med dertilhørende vandalisering, knæspark og stenkast.

Installationen er med andre ord som et gerningssted, nu tavst, hvilket en række hærgede informationstavler – kun med små flygtige spor – illustrerer. En meget ung, afklædt pige er fotograferet liggende på en madras med påskriften: ”Hi kids – do you like silence” og overfor er installeret en række skærme, der er lige så tavse.

Stilheden er som et overgreb. 10.000 nummererede jetoner flyder ud over gulvet og på en poledance-stang sidder plastik-strips, der imiterer danserens ufrivillige, nedadgående rotation. På gulvet står en stor bunke arkivbokse – måske en analogi over hukommelsens lager, og også dé er gjort ubrugelige med påklistrede dueværn.

Det er en lystens hule, det lyssky menneskelige hovmod og begær, ramt af nemesis. Et stenkast gennem den lydisolerede rude. Forstummet vrede og intethed runger på gerningsstedet. Gander er immervæk en overbevisende sanselig fortæller, så er det sagt.

Absurd krimi
Hos Christian Andersen er den kriminelle og menneskelige vildfarelsestematik ført videre. Ikke i minimale greb, men i et helt nyt omfattende videoværk – ikke hverdagskost i Andersens tidligere biks – af tre helt unge kunstnere med blik for både pop- og filmkulturens billedsprog, fortælleteknikker og karakterer.

Robert Kjær Clausen, Steffen Jørgensen og Allan Nicolaisen står bag Sirens, der er et syret og humoristisk mash-up af en krimi, hvor ofre, helte og forbrydere skifter pladser, relationer og replikker som vinden blæser. Stilen låner gods i amerikanske vestkyst-krimiserier tilsat lidt absurd-teater, der bliver holdt nede på jorden af platte kommentarer og høhø-sexisme.

Sande tabere
Et budskab om den menneskelige eksistens toner tydeligt frem: ”She was too beautiful for this world,” lyder det følsomt konstaterende fra et brød af en kriminalassistent. Han står bukket, mærkeligt småhulkende, over en død havfrue sammen med sin skrappe, kvindelige makker, der tydeligvis har bukserne på. Havfruen blev fundet død i en lille bitte swimmingpool og trukket på land af én af de tre temmelig dorske livreddere. Det var øjensynligt hverken mord, voldtægt eller en anden form for forbrydelse, men snarere blot et symptom på en verden, hvor skønhed, empati og kærlighed er under afvikling.

Alle karakterer i dette drama er lige på kanten til at give op, og det er i denne resignation at skurkene og heltene omsider smider facadens klæder og endelig møder hinanden som ’sande menneskelige fiaskoer’.

Det lyder corny, og det er det også, men er absolut ikke spild af tid. Det er faktisk et sjældent skævt og imødekommende indsalg hos Christian Andersen, også selvom 37 minutter er lige i overkanten. På den anden side er det jo rart at få noget ordentlig kunst i krydderen, når man først er nået til Nordvest, og det ansvar kan disse to gallerier med nye, flotte og større muskler sagtens løfte.