Nye samarbejder mellem folke- og billedskoler på vej
KBUB igangsætter med støtte fra Undervisningsministeriet et nyt projekt, der skal kigge på samarbejderne mellem folke- og billedskoler.

KBUB igangsætter med støtte fra Undervisningsministeriet et nyt projekt, der skal kigge på samarbejderne mellem folke- og billedskoler.
info
Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst er et landsdækkende projekt, som samler en række aktører – på tværs af den billedkunstneriske fødekæde – for at skabe gode muligheder og rammer for arbejdet med børn og billedkunst.
For nyligt modtog kompetencecentret så støtte fra Undervisningsministeriet. Penge, som skal bruges på et nyt modelprojekt, der skal kortlægge samarbejderne mellem de danske folkeskoler og billedskoler og ikke mindst bidrage til disse samarbejders udvikling og udvidelse.
Helt konkret skal KBUB nu igang med at indsamle eksempler på gode samarbejds- og organiseringsformer, der bygger på lokale undervisningsfoløb; videreformidle disse erfaringer fra både store og små kommuner og etablere nye modeller for et mere varigt samarbejde kommunerne imellem.
Modelprojektet er ifølge KBUB særligt relevant set i lyset af den nye folkeskolereform. Skolerne er nemlig i højere grad blevet forpligtede til at åbne sig over for det omgivende samfund og indgå samarbejder – blandt andet med billedskolerne. Men lige præcis, hvordan disse samarbejder skal foregå, er endnu uklart. Det vil KBUB forsøge at komme med bud på.
Fakta
Fakta
Samarbejdet mellem billedskoler og folkeskoler er et projekt under Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst.
Projektet er støttet af Undervisningsministeriet og løber hele 2015.