Nyt arktisk kunstmagasin er en velgørende mudret collage

Arctic Art Newspapers styrke er, at det skaber nye kunstneriske fortællinger som modvægt til de dominerende koloniale myter. At det peger i alle mulige retninger er kun godt.

På et sort/hvid fotografi hænger en cykel i en kran på toppen af en container med et fjeld bagved. På et andet sopper en mand i badeshorts med en vandkande i hånden og en stråhat på hovedet i en smeltesø foran en væg af is. En kommentar til klimaforandringerne? Måske, men det kunne også bare være Grønland på en varm sommerdag. At Home We Belong hedder Inuuteq Storchs fotoserie og bidrag til magasinet Arctic Art Newspaper.

Igennem Storchs arbejde med fotografiet løber en gennemhulning af stereotyper og af det blik på Grønland og Arktis, vi kunne kalde udefrakommende, kolonialt eller eurocentrisk. Det er billeder, der udfordrer disse blikke med andre virkeligheder – for eksempel med rod i det hjemlige.

Klichéer og fastlåste fortællinger står i kø, når man sætter sig for at lave et arktisk kunstmagasin som Arctic Art Newspaper. “Arktis, mit Arktis, hvad er du?”, kunne man spørge spejlet på væggen, for Arktis har mange eventyrreferencer. Den europæiske drøm om norden og den uberørte natur, eller omvendt, mareridtet; der hvor straffefangere og andre uønskede sendes hen. Eller der hvor der hentes og udtømmes ressourcer.

Arktis changerer, alt efter hvor man ser det fra. Det er et narrativ, en forestilling, et geografisk afgrænset sted, men som den grønlandske forfatter og politiker Aqqaluk Lynge skrev, er det også stedet, hvor mennesker lever og bor.

Ingen definition på arktisk kunst

Magasinet udgør ikke endnu en bevægelse fra Europa mod nord, som mange fortællinger om Arktis, men er skabt indefra. Samtidig fungerer det som svampehyfer, der nok begynder et sted i Arktis, men med kunsten trækker i mange forskellige retninger. Det er altså ikke en definition på arktisk kunst, man her skal lede efter.

Magasinet er ikke baseret på et koncept, men på et open call på tværs af Arktis og med bidrag fra Norge, Sverige, Finland, Rusland, Grønland, Island og Canada. Kunstnere og skribenter er altså hverken forenet af motiv, etnicitet eller nogen samlende idé men under det mangetydige begreb og sted, Arktis er.

Et sådan afsæt kunne nemt blive et sammensurium eller en rodebutik. På den anden side er alt for mange dominerende fortællinger om Arktis gjort ud fra et enkelt perspektiv og ofte med rod i eller arv fra det koloniale. Så for mig er collagen, det flertydige, altid at foretrække frem for at skabe et samlet billede.

Arctic Art Newspaper blev søsat som led i en række andre projekter, der dels kredsede om små publikationer om kunst og kunstkritik, dels om samarbejdet på tværs af grænserne. Den nordnorske Troms og Finnmark fylkeskommune har med residenceophold, seminarer, skriveværksteder og Arctic Art Book Fair i en årrække sat fokus på både kunstkritikken og kunstudgivelser samt samarbejdet mellem nordnorske og russiske kunstnere og kulturinstitutioner i Barentsregionen, men også mellem kulturinstitutioner og kunstnere i de arktiske og nordlige dele af Sverige, Norge og Finland samt Grønland. Magasinet blev til i denne proces og som en konsekvens af Covid-19 nedlukningerne, hvor rejser ikke var mulige.

Og det synes vigtigt at krydse disse grænser og med kunsten forblive i nuancerne i en tid, hvor grænser trækkes skarpt op, og hvor der næsten dagligt diskuteres udelukkelse af russisk kunst, kunstnere og kultur. Og at holde verden mere kompliceret end en opdeling i de voldelige og de heltemodige, som retorikken om henholdsvis russere og ukrainere udfolder sig i den danske presse, og at forblive i en mudret gråzone af uendelige nuancer. Og der er ikke noget så mudret som Arktis.

Stedernes selvfortællinger

Magasinet består af kunstnerbidrag samt artikler om konkrete projekter eller tematikker indenfor kunstscenen i Arktis. Kunstbidragene i magasinet spænder fra det nære til det storpolitiske.

I den helt nære kategori er der for eksempel fotoserien Kristians hus af den norske kunstner Inghild Karlsen. Kristian Andersen var en samisk fisker, der havde bygget og boet i dette hus, som Karlsen nu efter hans død behandler som et gesamtkunstverk midt i naturen; en arkitektur af drivtømmer og genbrugsmateriale.

Fra det stedsspecifikke til socio-politiske landskaber i projektet Kwitcherbellíakin, hvor Icelandic Collective tager afsæt i en amerikansk militærbase i Reykjavik oprettet under anden verdenskrig samt en senere NATO militærbase. Herigennem undersøges, hvordan disse militære og udefrakommende tilstedeværelser har været med til at forme Islands historie.

Hvordan der blev opsat stålpalmer i militærbasens klub under verdenskrigen som en trøstende påmindelse om troppernes hjemmebase i Caribien, og hvordan dette kan læses som den første kunstinstallation i Island. Hvordan USA’s tilstedeværelse i Island under Anden Verdenskrig var med til at sikre Islands selvstændighed fra Danmark. Hvordan Marshallhjælpen og det militære samarbejde med USA tog Island fra at være et af Europas fattigste lande i begyndelsen af krigen til et af de rigeste ved afslutningen. Hvordan den islandske regering frabad sig sorte i det amerikanske militær for at holde Island såkaldt etnisk rent.

Men også den miljøforurening disse militærbaser afstedkom, som der dels blev set igennem fingrene med og dels ikke blev ryddet op efter, da baserne lukkede. De små g(l)emte historier, som ikke altid finder vej til den officielle historiefortælling, fordi – som kunstnerkollektivet gør opmærksom på – identitet er en forhandling, der aktivt performes og tilpasses global politik, turisme, industri og medier.

Identitet, klima og geopolitik, retten til land, historie, ressourcer og kapital går hånd i hånd. Arktis er også militær tilstedeværelse. I Nuuk, hvor jeg har boet, sejlede ugentlig et af den danske flådes skibe forbi eller lagde til. Arktisk Kommando har nok som deres primære hverdagsopgaver fiskerikontrol og redningstjeneste i de grønlandske farvande, men først og fremmest er skibene en vedvarende territorial markering i et arktisk farvand, der bliver mere og mere klimaaktuelt og geopolitisk højspændt.

Magasinet spænder også fra det legende og stemningsfyldte som fotoværkerne Genius Loci Norr af den russiske kunstner Anastasia Savinova, hvor en svensk fiskehytte i et snelandskab har formeret sig til en udvidet lettere kosmisk mobilhome, til det mere aktivistiske og debatterende i to sort/hvide fotografier taget med telefon af den russiske kunstner Sasha Ts.
På et fotografi rydder kommunale arbejdere sneen omkring et sovjetisk monument af Jurij Gargarin, og på det andet river kommunale arbejdere en kulturhistorisk træbygning i Arkhangelsk i det nordlige Rusland ned. Et afdæmpet – men dog tydeligt – spørgsmål til begrebet kulturarv, og til hvem bestemmer, hvad er kulturarv, og ikke mindst, hvorfra beslutningerne tages.

Det skal indskydes, at magasinet blev samlet før krigen i Ukraine. Det bygger derfor videre på det kulturelle samarbejde og udveksling mellem kunstnere, der har været i Barentsregionen gennem de sidste 30 år.

Akavede Arktis

”The intention of this essay is to make myself uncomfortable”, reflekterer den finske kunstner Savu Korteniemi i sit essay On Making Art with Another. Essayet er en eftertanke over et kunstprojekt kaldet Kven Connection, hvor kunstnere fra Nordnorge og det finske Lapland skulle lave kunst blandt minoritetskulturen af Kvenere, som er en del af de oprindelige folk i disse områder.

Sociale kunstprojekter, hvor kunstneren bevæger sig ind i anden kultur, kendes også fra Danmark. I de år, jeg har boet i Grønland, er utallige udefrakommende fotografer kommet og har lavet utallige fotoprojekter med blandt andet unge mennesker. Koveniemis spørgsmål omkring majoritet og minoritet er derfor evigt aktuelt, hvis man bevæger sig i det sociale kunstlag:

”Did we really end up only repeating the same historical power structure that we meant to be dismantling?”

Den norsk/kvenske kunstner og aktivist Katriina Pedersen lægger i den efterfølgende tekst et lag mere på denne diskussion, både i forhold til den sociale kunst, minoritet/majoritet problematikken og til spørgsmålet om repræsentation og kulturel appropriation, hvilket for nylig også var til offentlig debat i Danmark omkring en indianerfest i en børnehave. Noget som ikke kan reduceres til symbolværdi og følelser. Langt mere handler det om magtstrukturer og om, hvem får taletid på bekostning af hvem.

“I am not against others writing or creating art about the Kvens. It is interesting. But we have not had a major art exhibition of our own. We have not been able to show, who we are, or what stories we wish to tell”, skriver Pedersen.

Kunsten i Europa har i århundrede været med til at danne stereotype fortællinger om Arktis og arktiske folk; både med romantisk længsel og hånd i hånd med imperialismens ekspeditioner, koloniseringer og vidensindsamling.

Ikke kun politik udgår fra Nordens sydlige centre som Helsinki, København, Stockholm, Oslo. Også de store kunstinstitutioner og udstillingssteder er placeret her – og oftest uddeles kunstlegater og kunststøtte fra disse byer. Ofte har samme institutioner og deres fortællinger rødder i kolonialismen og i de eftervirkninger og strukturer, som uanset velmenende kunstneriske tiltag, ikke altid bearbejdes eller gøres synlige.

Det er tæt ved umuligt at gøre Arktis til et (mod)center, dertil spænder det over et for stort område, over for mange mennesker og forskellige lande og kulturer. Styrken ved at danne et magasin som Arctic Art Newpaper på tværs af grænser og kulturer er at skabe en modvægt til de dominerende fortællinger skabt andetsteds fra.

Styrken består først og fremmest i at insistere på kunsten selv og derved på, at Arktis er et sted i sig selv – med forbindelser til resten af verden.