Nyt blod – færøsk samtidskunst

I anledning af at den årlige Sct. Olaj udstilling i Thorshavn i år, fra 28. juli til 12. august 2007, viste en ung og visionær generation og dermed fornyede et ellers traditionsbundet koncept, har aarhus.nu opsøgt de to kuratorer bag udstillingen for at høre mere om samtidskunsten på øerne i Atlanterhavet.

Pernille: Sct. Olaj udstillingen hed i år Slóarblóð. Kan I oversætte det til dansk?

Jóannes: Titlen på udstillingen er Ólavsøkuframsýningin – Slóarblóð. Et sekundært navn blev valgt for at påpege, at det ikke var tale om den almindelige "Olaj udstilling", der indtil i år ikke havde ændret sig indholdsmæssigt i over 50 år.
Titlen "Slóarblóð" er en leg med ord. På færøsk er "slóð-brótandi" noget banebrydende, "blóð" henviser til nyt blod, mens "sló" er benet i vædderens horn og andre kreaturer, som det synlige horn så vokser ovenpå. Med basis i denne enkle metafor har vi valgt at belyse de unge færøske kunstnere på udstillingen som en levende, blød og følsom kerne, der skaber grundlag for vækst og udvikling i moderne færøsk kunst.

Pernille: Hvorfor var det netop nu, at den årlige Sct. Olaj udstilling skulle repræsentere den unge færøske samtidskunst?

Jóannes: Olajudstillingen har tradition for at være en af årets største begivenheder i færøsk kunst, og formålet med udstillingen er primært at fremvise et repræsentativt udvalg af det, der rører sig på den færøske kunstscene. Men siden den første Olajudstilling i 1948 er der kommet flere og flere udstillinger på banen – hvilket kun er positivt – men dette har desværre medført, at interessen for Olajudstillingen er faldet med tiden.
For at forhindre udstillingen i at falme helt, blev det afgjort at ansætte to kuratorer til at fremtænke et nyt koncept og således forny Olajudstillingen. Opgaven faldt på mig og Heiðrik á Heygum, der før havde udtalt os meget kritisk om den traditionelle færøske kunst, det elitære færøske kunstmiljø og om unge kunstneres omstændigheder. Vi valgte at skabe en eksklusiv og yderst selektiv udstilling, der udelukkende bestod af værker af unge færøske kunstnere, som er født mellem 1977 og 1988. Vi mener, at det er bedrøveligt, at nogle af disse kunstnere ikke får mere rampelys og tillid, når man tænker på, hvor dygtige de er til deres håndværk, og hvad de i virkeligheden rummer som kunstnere. I det hele taget føler vi, at dette er en meget interessant generation af kunstnere, som i høj grad er undereksponeret i det færøske kunstmiljø.

Pernille: Hvad har jeres intention som kuratorer været?

Heiðrik: Idéen med Olajudstillingen er, at den skal være en "åben" kollektiv udstilling, hvor alle, som sender deres værker ind, i princippet kan være med, men til Slóarblóð blev størstedelen af kunstnerne dog headhunted til udstillingen. Disse kunstnere, som vi ville have fat på, er normalt ikke interesserede i den slags "åbne" udstillinger, mest på grund af dårlige erfaringer. Gang på gang viser det sig nemlig, at al vægpladsen går til de folkekære etablerede kunstnere.
Man kan sige, at vores kuratoriske intention med Slóarblóð var for en gangs skyld at lukke dørene for den etablerede populære kunst og i stedet introducere og promovere nogle af de navne, der uden tvivl kommer til at præge færøsk og forhåbentlig nordisk kunst om nogle år.

Pernille: I er to kuratorer på udstillingen. Kan I fortælle lidt om jeres baggrund og interesse herfor?

Heiðrik: I de sidste par år er den færøske kunst stagneret. Vi har haft et par veletablerede kunstnere, men der er ikke sket noget nyt gennem mange år. De unge har ikke kunnet komme til, opmærksomheden har kun været rettet mod de gamle og kendte.
Man har i det store og hele svigtet de unge kunstnere på Færøerne. Der har ikke været steder, hvor de unge kunne samles, ingen atelierer til rådighed for unge og ingen steder, hvor man kunne udstille.
Jóannes og jeg har været blandt de få, der har turdet stille os åbent frem i medierne og kritisere tilstandene – de fleste vil jo så nødigt træde de etablerede over tæerne.
I foråret 2006 skete der dog noget. Det færøske fjernsyn inviterede Jóannes og jeg som kritikere af den årlige ”Várframsýningin”(forårsudstillingen). Programmet ”Mentanartíðindi”(Kulturnyhederne) blev et forum for vores kritik af den etablerede kunst på Færøerne og den manglende nytænkning. Bl.a. deltog ikke en eneste af de mange unge kunstnere i udstillingen. Der var ikke nogen, der havde ulejliget sig med at kontakte dem.
Flere af medlemmerne i ”Listafelagnum”(kunstbestyrelsen på Nationalmuseet) så programmet og kunne heldigvis erklære sig enige i vores udtalelser. F.eks. kunne de se, at den årlige Olajudstilling var mindre populær end nogensinde, samtidig med, at salget var faldende på de årlige udstillinger. Der måtte ske noget nyt, og det endte med, at jeg og Jóannes blev bedt om at kuratere Olaj udstillingen 2007.

Pernille: Samtidig med denne udstilling viste Nordens Hus på Færøerne udstillingen Naturligvis, som har fået meget omtale i medierne, særligt i forhold til en motivisk ændring i den unge færøske samtidskunst. Ser vi på jeres udstilling på Færøernes Kunstmuseet, kan man godt sige, den ligger i tråd dermed?

Jóannes: Det er helt tilfældigt. Som kurator må man indse, at en udstilling aldrig kan blive bedre end det indsendte materiale. Den motiviske ændring i færøsk kunst er til gengæld en naturlig proces, som vi vidste ville finde sted før eller senere, og det er både sjovt og bekræftende at se to udstillinger, der helt uafhængigt af hinanden har noget til fælles. Færøernes kunsthistorie er kun godt 150 år gammel, og i 50’erne og 60’erne så man en stor stilistisk acceleration og udvikling, hvor den vilde færøske natur mesterligt blev fortolket med pensel og palet.
Det traditionelle færøske ekspressionistiske halv- og hel-abstrakte landskabsmaleri så dagens lys, og har i bund og grund været den færøske kunsts varemærke lige siden. Men nu fornemmer man en reaktion blandt unge færøske kunstnere. Vi oplever et slags oprør mod det navlebeskuende og det nationalnostalgiske. – Denne bølge af færøske kunstnere har svært ved at relatere til de klassiske færøske motiver og naturfortolkninger og søger ofte mod nye synsvinkler, nye udtryk og nye sandheder.

Pernille: Hvordan vil I karakterisere de nye motivvalg?

Jóannes: De unge kunstnere har et ønske om at kommunikere med et bredt publikum, og at overføre et budskab, en stemning eller et sentiment til beskueren via deres medie. Emner som identitet, situation og eksistens er f.eks. gennemgående på Slóarblóð.
Dog kan man bestemt se samfundskritiske værker på udstillingen, f.eks var der 3 værker af Harry Knudsen (f. 1977), hvor han maler et portræt af tre offentlige færøske personer. Alle personerne har ikke andet til fælles, end at de sidder i hver sin magtposition i samfundet, og at de alle bærer briller. Serien fik navnet ”Brillebærerne”.
Erla Marita Askham(f. 1981) viser også tydelige samfundskritiske islæt. Her bliver der dog kastet lys på kvindens køns- og funktionsidealer inden for hjemmets fire vægge. Maleriet er et meget godt eksempel på, hvordan den færøske kunst har vendt sig indad og er mere spørgende og tager kritisk stilling.

Pernille: De to udstillinger på henholdsvis Kunstmuseet og Nordens Hus giver indtryk af en færøsk kunstscene i stor udvikling. Er Torshavn base for flere af kunstnerne, eller er de bosat i udlandet? Hvordan ser I fremtiden for den unge færøske samtidskunst?

Heiðrik: De fleste af de unge færøske kunstnere bor i udlandet eller er på vej ud. Det færøske kunstmarked er ikke særligt stort, og hvis man planlægger at leve af sin kunst, bliver det nødvendigt at opbygge et internationalt netværk.
Den nye bølge af færøske kunstnere repræsenterer en generation, der har oplevet en stor ændring i samfundsforholdene. Den velkendte færøske isolation er stort set ikke-eksisterende længere, da denne generation er den første, der er opvokset med bl.a. parabolmodtagere og adgang til internet. Dette sætter selvfølgelig dybe spor i kulturen og kunsten og kunstopfattelsen i det hele taget.
Slóarblóð var bevis på, at dette nok er et af de mest betydningsfulde generationsskift i nyere tid. På Færøerne er løbet kun lige begyndt, og det bliver enormt spændende at se, hvordan færøsk samtidskunst vil udvikle sig i de kommende år.