Det er også synd for mig

Hvis vi skal tale kunsten og kulturen op, må vi stoppe med at bekrige hinanden og strenge os an med at tale pænt.

Nyligt var der én, som ringede mig op og sagde, at jeg ikke har forstået noget som helst. Kvinden i røret brød sig generelt ikke om kunsthistorikere. Vi kunsthistorikere er bagud, mente hun, der forklarede, at hun selv er kunstner og har studeret teori og historie. Gennem adskillige års selvstudium var hun kommet frem til, hvordan kunsten skal forståes. Og det er ikke via Heinrich Wölfflin, lod hun mig vide. Hun fortalte mig, at jeg havde læst alle de forkerte bøger og stillede retoriske spørgsmål for at få bekræftet sin tese.

“Wölfflin er skizofren, du kan ikke bruge ham til noget som helst.” Hertil bedyrede jeg, at jeg ikke mener, denne tænker er skizofren, men at hans teori (udgivet første gang i 1915 under titlen Kunstgeschichtliche Grundbegriffe) er dialektisk og ganske anvendelig. Samtidig gav jeg hende ret i, at den formalistiske metode ikke bør stå alene og forsvarede Wölfflins fem begrebspar som værende ganske anvendelige og hjælpe til analyse af i al fald nogle former for kunstværker. Det vil sige de mere klassiske og traditionelle kunstværker.

Jeg mindede hende om, at Wölfflin vist selv havde gjort opmærksom på, at hans metode alene kunne anvendes på visse kunstarter, og at nulevende kunsthistorikere og kunstkritikere også har læst nulevende tænkere og derfor har en teoretisk ballast som går ud over Wölfflins formanalyse.

Hvem kan forklare Guernica?
Men hun gav ikke op. “Kan du måske forklare Guernica?” Jeg sagde, at jeg kunne godt give en fortolkning af Guernica, men at dette alene ville være min fortolkning, og at denne fortolkning kunne være mere eller mindre interessant.

Hun godtog ikke mit svar og sagde selvsikkert, at hun kunne forklare Guernica, altså Pablo Picassos hovedværk fra 1937, der er en kommentar til et godt og vel tre timer langt luftbombardement udført af primært tyske men vist nok også italienske fly på bestilling fra generalísimo Francisco Francos militærdiktatur. Angrebet gik ud over en baskisk landsby i det nordlige Spanien, Guernica, der fungerede som base for de baskiske seperatister bestående af kommunister, socialister, anarkister m.fl., som havde dét tilfælles, at de opponerede mod Francos katolskfunderede nationalisme.

Den nærliggende fabrik, som producerede krigsmateriel til de baskiske oprørsstyrker, blev ikke ramt af Francos angreb. Det gjorde derimod op mod 1.500 civile, der var stimlet sammen i bymidten til markedsdag. De døde var først og fremmest kvinder og børn, fordi størstedelen af mændene var udenbys grundet modstandskampen.

Maleriet blev, samme år som det var produceret, udstillet på Verdensudstillingen i Paris. Herefter blev det udstillet i udvalgte byer. Disse var henholdsvis Oslo, København, Stockholm, Göteborg, London, Leeds, Liverpool, Manchester, New York, Chicago, Rio de Janeiro, Milano og Philadelphia. Maleriet turnerede helt frem til 1956, fordi kunstneren ikke ønskede, at det kom ‘hjem’ til Spanien, så længe landet var ledet af Francos regime.

Picasso døde i 1973, Franco døde i 1975, men først i 1981 – efter heftige forhandlinger mellem MoMa, New York, og Museo del Prado, Madrid – kom maleriet tilbage til spansk jord. Maleriet bidrog på signifikant vis til øget opmærksomhed omkring Den Spanske Borgerkrig.

Maleriet ses som udtryk for kunstnerens kritik af Francos diktatur og samtidens kulturelite. Picasso var som bekendt dedikeret pacifist og lykkedes, via dette maleri, med at udtrykke en farveløs smerte forvoldt af en usynlig angriber (alt dette fik jeg ikke sagt til kvinden i røret).

Men hun sagde, at vi blev nødt til at mødes, fordi vi skulle sidde sammen og se på billedet, mens hun talte. Jeg sagde, som jeg mener, jeg har ret til, at det kunne jeg desværre ikke afsætte tid til. “Det siger de allesammen! Ingen gider tale mig!” Hendes stemme blev skinger.

Jeg prøvede at sige noget om, at jeg var glad for at høre, at hun har så stærke holdninger til og meninger om kunst og kunstværker, men at jeg ikke mener, at jeg er den rette for hende at tale med. Snarere burde hun bruge sin energi på de mennesker, som slet ikke synes at interessere sig for kunst og kultur. I øvrigt anbefalede jeg hende at læse tekster på og bidrage i kommentarsporet ved relevante tekster på medier som kunsten.nu og Idoart.dk.

Det er ikke spor sjovt
Det var i grunden ganske morsomt sådan midt i efterårsferien at blive ringet op og skulle forsvare en af mine helte fra studietiden, Wölfflin. Alligevel var det meget trist. For kvinden var simpelthen så vred. Jeg kan godt rumme, at det ramte mig. Men under vores samtale, der hurtigt fik karakter af en enetale, som hun leverede med stort engagement og sproglig styrke, kunne jeg forstå, at hun var skuffet over samfundet, fordi hun ikke kunne få anerkendelse for sin kunst. Hun virkede dybt frustreret og personligt ulykkelig over, at hendes aktuelle leveomstændigheder er så uværdige.

Jeg har medfølelse. Det sagde jeg også til hende. Men jeg sagde også til hende (efterhånden lidt bestemt), at hun ikke skulle råbe ad mig. Jeg sagde til hende (og det mener jeg virkelig), at det ikke er min skyld. Jeg sagde til hende (som ret er), at jeg som kunsthistoriker i dagens Danmark også føler mig dybt frustreret og personligt ulykkelig over, hvad, jeg mener, er uværdige leveomstændigheder i form af manglende professionel anerkendelse og usikker økonomi. Til sidst smed hun røret på.

Rindalisme R.I.P.
Usselt er det, synes jeg, at os, der elsker kunsten, ikke længere kan finde ud af at tale pænt til hinanden. Bevares, jeg kan rigtig godt lide, når bølger går højt, og mennesker har deres meningers mod. Men disse meninger bør være saglige og må meget gerne have afsæt i professionelle og/eller personlige erfaringer. Vi, kulturlivet i Danmark, kommer ingen vegne, hvis vi bliver ved at kaste mudder i hovederne på hinanden. Hvis vi gør dét, bekræfter vi blot Hr. og Fru Kaffekops fordomme om ‘besværlige kunstnertyper’ og ‘verdensfjerne akademikere’.

Om vi står sammen, vil det måske ad åre endelig lykkes at begrave rindalismen et sted, hvor peberet gror. Langt væk. Dybt nede. Om vi står sammen og taler hinanden op, kan vi måske gavne kulturen bredt set. Og helt ærligt, det er på høje tid.