OL-medaljer til kunsten?

Så har der endnu en gang været afholdt Olympiske Lege, og endnu en gang har vi været vidne til en massiv mediebegivenhed, hvor store befolkningsgrupper går i selvsving over medaljer og obskure sportsgrene, vi ellers kun hører om hvert fjerde år, når begivenheden indtræffer. Kan man overhovedet forestille sig, at kunsten på noget tidspunkt kunne blive genstand for en tilsvarende hysterisk opmærksomhed og fejring?

Som jeg tidligere har anført i en klumme er forholdet mellem kunst og sport ikke helt så sort-hvidt, som mange gerne fremstiller det. Den gængse forestilling i følge politikere og meningsdannere går ud på, at kunst som udgangspunkt er elitært og sport folkeligt. Men som man har kunnet se i den forløbne uge med Cph Art Week og kunstmesser i København, findes der et stort bredt kunstpublikum, og der er, som jeg tidligere har nævnt, langt flere, som årligt går på kunstmuseer end til Superligafodbold.

Men når det gælder den helt store fejring af sportshelte, kan kunsten ikke være med. Kunsten opererer end ikke med begrebet kunsthelte, de findes ikke. Det er hundrede år siden, man hædrede kunstnere med fakkeltog og folkemasser, og den slags er i dag forbeholdt hjemvendte sportsfolk med medaljer om halsen. Men hvad er det sporten kan, som kunsten ikke kan, når det gælder en begivenhed som de Olympiske Lege, hvor sporten celebreres i et helt uhyrligt omfang?

Uhæmmet nationalisme
Det første, man lægger mærke til, er naturligvis den uhæmmede nationalisme, der udspiller sig fra alle sider. Den er blevet beskrevet som en uskyldig nationalisme, fordi alle spiller med på den, og fordi dens genstand er en harmløs kappestrid, hvor ingen lider overlast. Den er også en sand nationalisme i den forstand, at den enkelte nations nationalisme ikke interesserer andre end nationen selv, og dermed er den ret patetisk og meningsløs.

Altså, det er kun danskerne, der interesserer sig for de medaljer, danskerne fik, alle andre er komplet ligeglade. Er der for eksempel nogen herhjemme, der ved, at Ungarn fik en bronzemedalje i fægtning? Nej, det ved de kun i Ungarn. Vi skal være glade for, at kunsten, når den endelig celebreres på højt niveau, gerne er langt mere international. Det ville være dødfødt, hvis danske kunstneriske præstationer kun interesserede danskere, eller om internationale kunstneriske præstationer ikke interesserede danskere.

Hurtigere-højere-stærkere
En af de største forudsætninger for, at sporten taler så nemt og direkte til det meget brede publikum, er konkurrenceaspektet, der udfolder sig aldeles effektivt, i kraft af at sportspræstationerne er konkret målbare. De Olympiske Leges motto er Citius, Altius, Fortius, altså Hurtigere, Højere, Stærkere, og det er umiddelbart muligt for publikum at aflæse, hvem der er hurtigst, kommer længst osv. Det er meget simpelt, og der er kontant afregning øjeblikkeligt.

Gudskelov er kunsten ikke helt så simpel. Det er netop kunstens natur, at den ikke lader sig opmåle så entydigt, men at den er mere komplekst sammensat og kræver længere tid for at sætte sig i beskuerens bevidsthed og følelsesapparat. Heller ikke her skal vi altså ønske, at kunsten ligner sporten, for det ville udvande kunstens potentiale for at favne det uudsigelige.

Intet uforudsigeligt
Når man udefra kigger omhyggeligt på de fleste sportsgrene, særligt på mange af dem, der liver op i forbindelse med OL, er de som regel ret kedsommelige at kigge på. Det bør kunne fastslås helt objektivt. Der er en særlig grund til, at sportsgrene som roning, sejlsport, atletik, banecykling, svømning osv. ikke har tag i det helt store publikum til daglig, men kun hvert fjerde år til OL, hvor de eventuelt kan tænde vores nationalisme med medaljer. Ud fra en helt saglig betragtning er det gudsjammerligt kedsommeligt at iagttage roere ro om kap eller løbere løbe om kap, medmindre der selvfølgelig er en af sportfolkene, som man holder med af sentimentale eller nationale årsager.

Der sker intet uforudsigeligt, der er ingen improvisatoriske sidespring, men det er altsammen blot og bar mekanisk repetition og rutine, der lige så godt kunne være udført af robotter. Hvorfor er det overhovedet interessant at kigge på? Er det et udtryk for åndelig dovenskab, at vi ikke kræver andet end en mekanisk præstation, der udløser en marginal forskel i forhold til en anden mekanisk præstation for at begejstres? Taler det til den indre revisor i os alle? Måske er der tale om den samme ekstatiske tilfredsstillelse, som visse liberalister og finansfolk opnår, så snart der er sorte tal på bundlinjen, uanset hvad der er foregået forinden. Så heller ikke i dette tilfælde bør kunsten lære af sporten.

Den tragiske lidelse
I de senere år har sportskommentatorerne fokuseret mere og mere på lidelsen. Det er måske her sportens faktiske dramatiske potentiale ligger og måske endelig et område, hvor sporten kan føre sig frem på en måde, der nærmer sig en kunstnerisk fortælling. Vi taler om den lidelse, den enkelte sportsmand og sportskvinde må gennemgå for at gennemføre præstationen. Den, der bedst modstår smerten, vinder!

Tidligere, var der en tendens til, at vinderen var den hurtigste eller stærkeste, nu er vinderen den, der bedst kan ignorere smerten og syren i musklerne. Og vi bliver gentagne gange gjort opmærksom på, hvor meget sportsheltene må ofre for sportens skyld: Hvordan de har forsaget fristelser i form af fest og familie for at træne utallige timer dagligt i alskens uvejr under stor lidelse gennem fire lange år, for endelig at nå frem til OL, hvor de som resultat af anstrengelserne opnår at forbedre deres præstation med et par tiendedele af et sekund. Det er tragisk, ingen tvivl om det. Men heller ingen tvivl om, at kunsten er langt bedre til det der med tragedie, når det endelig skal være.