Olafur Eliassons rum i rummet på ARoS

Tyngdekraft og uendelighed
Olafur Eliassons bidrag til De 9 Rum på ARoS Århus Kunstmuseum, består meget umiddelbart af et rum med to vinduer og to døre. Rummet fremstår i en neutral, hvid finish og gør som sådan ikke noget videre væsen af sig. På vejen derind er man nødt til at betræde en ganske kort gangbro, som består af en gitterkonstruktion og et gelænder. Et antal spejle er placeret i dette mellemrum og spejlene fremstiller et kosmos, der skaber en fiktiv uendelighed, og som tager livtag med både tyngdekraften og uendeligheden.

Det nøgne, hvide rum bliver sat i kontekst med hele den museale verden og hvilken rolle denne vil spille i forhold til samtidskunsten de næste mange år. Olafur Eliasson siger i den forbindelse: ”Den kunst jeg laver – og kunst i almindelighed – kræver at museet også er i stand til at evaluere, hvordan det får et værk ind i samlingen. Hvis man ser på samtidskunsten i dag, kan det nogle gange være svært at forestille sig, hvordan museet skal udvikle sig de næste 10 eller 50 år – og hvordan kunsten skal udvikle sig… Og overlapper disse to udviklinger overhovedet hinanden? Det er derfor nødvendigt, at man ikke bare laver hver sit; men også evaluerer den måde, man taler sammen på”.

Kommentar til det museale rum
I museumsverdenen er det væsentligt at se ud og iagttage verden udenfor, lige som det er ret afgørende at man som udenforstående har et begreb om, hvad, der sker inden for murene. Dette understreges af værkets titel Omgivelser. Det er udenfor installationens rum, de perspektiviske forskydninger sker.

Således kan Olafur Eliassons værk opfattes som en kommentar til det traditionelle museumsrum. Med andre ord, et lille museum i museet. Her er det blot løsrevet fra sine omgivelser. Sådan anskuer kunstneren, at museet i tidernes morgen er blevet til. Man isolerede ting og objekter fra deres tid, hvorved man fratog dem deres samfundsmæssige og funktionelle rolle og placerede dem på et museum, sådan at de efterfølgende – med Eliassons ord – er blevet tidsløse.

Det er også væsentligt for kunstneren at påpege, at hans værk på ingen måde er endegyldigt; men tværtimod til stadig forhandling. Dermed tilkendegiver han blot, at billedkunstneren i samtiden giver sit bud på, hvordan verden tager sig ud gennem kunstnerens optik.

Publikums rolle
Installationen Omgivelser har en del af sit potentiale i forhold til sin egen omskiftelighed. Værket er under stadig forandring i kraft af, at publikum – når det invaderer rummet – samtidigt bliver en del af det. Mange installationer skaber et rum til en enkel iagttagelse af eksempelvis en videoskærm eller et andet visuelt medie. I Omgivelser spiller publikum i bogstaveligste forstand med og dermed skaber værket en social relation, som udelukkende opstår i forlængelse af publikums tilstedeværelse. Denne forbindelse ville være umuliggjort, hvis værket ikke havde eksisteret.

Netop nærvær i tilknytning til andre mennesker udgør ét af Olafur Eliassons afhængighedsforhold. Alene oplever han nærmest, at han forsvinder fra Jordens overflade for blot at genopstå i samme øjeblik, han indgår i en social funktion. Dermed besvarer han faktisk selv spørgsmålet vedrørende idéudviklingen af de mange projekter, som han over tid har skabt. Denne udvikling foregår i en stadig proces i samarbejde med hans mange medarbejdere i atelieret i Berlin. Det er under ingen omstændigheder noget, der sker på hans utallige rejser rundt i Verden. Efter hans eget udsagn går hans hjerne nærmest i stå i samme øjeblik, han træder indenfor i en lufthavn eller går om bord på et fly.

Eliasson på den globale scene
Ovennævnte er ikke et udtryk for flyskræk hos kunstneren. Det ville også være katastrofalt, hvis det var tilfældet, når man nu har valgt at udfolde sig på den globale scene. Olafur Eliasson viser for tiden f.eks. udstillingen Take Your Time på San Fransisco Museum of Modern Art.

Mens vi venter på den kolossale udsmykning af Olafur Eliasson på ARoS’ tag – denne tager som udgangspunkt i en cirkulær form – kan man nu gå den modsatte vej og få en oplevelse i museets dyb med Eliassons white cube.