Olga Ravn: “Jeg vil finde en lille verden og gøre den dyb”

Olga Ravn, der nok er bedst kendt som forfatter, er netop nu aktuel med udstillingen Et henført år på KØS Museum for kunst i det offentlige rum. En udstilling der viser et års arbejde med indsamling af planter ved Ellebækken i Køge og farvning af stof, alt sammen med historien om Køge Huskors som omdrejningspunkt.

I år 2010 blev Olga Ravn uddannet fra forfatterskolen og debuterede i 2012 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng. Hun har senere udgivet en række bøger, heriblandt romanerne De ansatte og Mit arbejde. I 2021 vandt hun Politikens Litteraturpris.

I 2015 startede hun Hekseskolen sammen med forfatter Johanne Lykke Holm. Det skulle vise sig at blive startskuddet på hendes årelange beskæftigelse med trolddom og hekse. Hun har læst hyldevis af arkivmateriale om emnet, udgivet podcasten Onde Anna i samarbejde med Ruth Storm, og er netop nu aktuel med udstillingen Et henført år i samarbejde med KØS.

Ravn har gennem årene arbejdet tværmedialt ad flere omgange, og udfordrer med udstillingen sit virke som forfatter. Det har dog ikke altid ligget i kortene, at hun skulle lave en udstilling på et museum, og det tværmediale er ikke opstået på baggrund af en bevidst handling:

“Jeg bliver ofte mødt med ideen om, at man skal vælge genre, at de er adskilt. Jeg har også forsøgt at holde mig indenfor bestemte genrer, men det er som om, at hver gang jeg har gjort det, så bliver det ikke rigtig, som jeg ville have det.”

En klingende akkord

I udstillingen bliver man ledt ind i dét, Ravn selv beskriver som et rum, inspireret af middelalderens wunderkammer. Her kan man se metervis af plantefarvet stof i form af silkegardiner, stofprøver, arrangeret i lange rammer med tilhørende tekster, en samling af udvundne farver og små tegninger fra kunstnerens notesbog. Alt sammen produktet af et års planteindsamling ved en lille bæk ved Køge, inspireret af 1600-tallets hekse.

“Jeg har læst helt vildt meget om den her periode. De fleste af dem, der blev dømt for trolddom, blev brændt i den tidlige renæssance, men jeg har også læst meget om middelalderens kunstsyn. Her var der noget, der sagde “klik” i mit hoved. Dengang arrangerede man kunstoplevelser, som inkorporerede forskellige genrer. Den katolske nadver er et ret godt eksempel på det. Her har man både arkitektur, billedkunst, musik, lyrik, performance, duft og smag.”

Det bliver næsten kropsligt?

“Ja præcis! Man havde en tro på, at Gud havde skabt verden som én stor smukt klingende akkord. Det var Kepler, der sagde det – man troede i øvrigt også, at hans mor var heks. Det betød, at det kunstværk eller den musik, man lavede, skulle mime den fælles store akkord, som Guds skaberværk bestod af, så det skulle kombineres på tværs af genrerne. Jeg har nok altid oplevet en skam over ikke at holde mig i min bane som forfatter og digter. Så det var dejligt at få nogle forbilleder, hvor det var helt naturligt, at tingene spilder over i hinanden.”

Kan de trolddomsanklagede gøre os klogere på os selv?

Udstillingen kan opleves i Køge, hvilket ikke er helt tilfældigt. Det er nemlig her en af de mest omfattende trolddomsprocesser foregik, nemlig Køge Huskors. Det er historien om hekseafbrændinger i Køge i starten af 1600-tallet. Her blev i alt seksten kvinder anklaget for at være troldkoner af byens købmandskone, der oplevede, at familien blev ramt af ulykker og besættelser. Forklaringen på de begivenheder måtte være trolddom, og det blev altså disse kvinder, der fik skylden. Af de seksten kvinder blev tretten brændt, to tog deres eget liv inden dommen, og én slap væk.

Ravn blev opslugt af historien fra Køge, og hun har de seneste år brugt meget tid på at læse arkivmateriale og på at besøge området omkring Køge. I denne undersøgelse ramte det hende, at den historie, vi fortæller om hekse, ikke stemmer overens med, hvordan det faktisk foregik.

“Mange af de fælles antagelser, vi har af trolddomsprocesserne, er helt forkerte. Det var ikke særligt kloge koner eller folk, der udfordrede magten, der blev anklaget. Det var ganske almindelige kvinder og mænd. De blev ikke bundet til en pæl midt i bålet, når de skulle brændes. Det var ikke horder af vrede mennesker med høtyve, der gik amok. Det hele foregik med meget ordnede og strukturerede retsprocesser. Det var utrolig interessant, at den fælles fortælling, vi har om det, ikke holder stik.”

Men hvorfor tænker du, det giver mening at beskæftige sig med det nu?

“Der er sket meget i forskningen af historien de seneste 10 år. I Skotland har regeringen været ude og sige undskyld for alle dem, der blev anklaget og brændt for trolddom i landet. Det samme arbejdes der på i Tyskland. Så måske er der ved at ske et skift i, hvordan vi forstår den periode. Måske de fejlantagelser, vi har haft om, hvad der skete, kan gøre os klogere på, hvordan vi er i dag?”

“Jeg er ikke interesseret i at gøre ting færdige”

Når Ravn taler om udstillingen forstår man, at det har været en lang rejse at komme hertil – og hun er stadig ikke færdig med arbejdet og undersøgelsen af historien om de trolddomsanklagede.

“Jeg er ikke interesseret i at gøre ting færdige; jeg er mere interesseret i processen, derfor har det også været svært at lave udstillingen. Jeg er vant til skriften, som på en måde er én lang dokumentation, men som jo også skal være færdig på et tidspunkt.”

Hun har da også sørget for, at udstillingen aldrig er helt færdig. Den er foranderlig over tid.

“Et par af farveprøverne er det, man kalder lyssvage, så de vil blegne med tiden. Det betyder, at de kommer til at forandre sig, og det kan jeg meget godt lide. Det er faktisk et af argumenterne imod at bruge naturfarver kommercielt, fordi man ikke kan styre det. Men man kunne også vende det om og sige, at det er vidunderligt, at det er levende.“

Bækken som samlingspunkt

Et af beviserne mod de trolddomsanklagede kvinder i Køge var, at de mødtes ved en lille bæk i byen, hvor de efter sigende udøvede trolddom. Netop denne bæk har været udgangspunktet for udformningen og undersøgelsen af historien og udstillingen.

“Ifølge kilderne havde de deres hemmelige møder ved Ellebækken. Der er jo ingen, der ved, om det er rigtigt, men dét sted er nok det nærmeste, man kan komme på de 16 kvinder. Det har været interessant at opleve på egen krop, hvad det gør ved min bevidsthed og mit verdenssyn at forsøge at få en relation til et lille, vildt stykke landskab, som de her mennesker også har haft. Jeg er blevet ret grebet af landskabets eget liv, næsten som om det er en person.”

Ved bækken har Ravn samlet planter i et år i forsøget på at skabe en forbindelse til fortiden. Det er ikke blot naturen, der har optaget hende i jagten på at komme tættere på kvinderne. Det har de historiske kilder også. Her fandt hun opskrifter: både trylleformularer, mad, plantefarver og blæk.

En fysisk erfaring

Olga Ravn besluttede, at hun ville dokumentere et år ved bækken ved hjælp af indsamlede planter fra stedet. Det handlede for hende om at blive henført af stedet og dets historie, deraf titlen på udstillingen Et henført år.

“Jeg har besøgt bækken to-tre gange om måneden, og det har givet mig en forståelse af min egen økologi og praksis. Her er et stykke jord, som får lov til at passe sig selv til en vis grænse. Der er jo nogle fyre, der går og slår græs engang imellem. Men det meste får lov at vokse vildt og blive liggende. Så det er noget andet end en have; det er levende på en anden måde.”

Planterne brugte hun til at udvinde farve og blæk, sådan som de gamle opskrifter fra arkiverne beskriver det. De blev senere brugt i den dokumentation af årets gang, som vises i udstillingen.

“Det handlede om at få en fysisk erfaring med de ressourcer, der er lige udenfor døren. Én ting er at forstå det med sin hjerne eller læse det i en avis, noget andet er faktisk at være i det i et år. Det giver en anden forståelse af naturen og det liv, de levede dengang.“

På bunden af en tragt

“Når jeg går ved bækken, får jeg en ny fornemmelse af årets gang. En fornemmelse af, hvordan kvinderne dengang havde en hverdag, der var forbundet med årstiderne på en helt anden måde, end vi har nu. Årets gang er mere cirkulær i naturen. Men jeg har også fået en anden tanke end den cirkulære. Når det er vintersolhverv, kan jeg godt få følelsen af at bo på bunden af en tragt, hvor det er helt mørkt.”

Netop tragten afspejles i værket Året som tragt med vintersolhverv i bunden og sommersolhverv øverst. Her ses en trekant malet i blæk, fremstillet af de planter Ravn har samlet ved bækken. Hver farve er blæk fra en af årets tolv måneder, og farverne nuancerer fra næsten sort til lysegule toner.

“På en måde er det en kalender, bare anderledes end vi plejer at se den.”

Et andet af værkerne i udstillingen med titlen Farver fra bækken over 12 måneder, fra venstre mod højre: januar til december består af tolv rammer, der strækker sig lodret fra gulv til loft. Ved første øjekast ligner det næsten et søjlediagram, der topper i midten. Rammerne er fyldt med farveprøver lavet på stof. Her træder trekanten frem igen, og bliver et billede på årets gang som supplement til den cirkulære forståelse af året.

“Det viser plantesæsonen i et år. Den går fra januar til december, med en ramme for hver måned. Man kan se, at farverne starter med at være lyse og blege, så bliver de gule og kraftige, hvorefter de bliver mørke. De midterste rammer er sommermånederne. De er så høje på grund af de mange planter, der findes på det tidspunkt. Det er jo faktisk bare mig, der dokumenterer, hvad jeg fandt nede ved bækken.”

“Jeg havde på ingen måde fattet, at det var så massivt. Det var først, da vi skulle måle op til rammerne, at det gik op for mig, hvor omfattende det var. Jeg har måske lavet fire farveprøver på en måned, og det tager en dag at lave. Siden har de ellers ligget i en mappe. Men pludselig antog det karakter af et værk, og så begyndte jeg at kombinere farveprøverne med tekst. Jeg kan ret god lide at være fri fra bogsiden. Normalt når jeg skriver, så har jeg en side, som teksten skal passe til, men her kan jeg sprænge læseretningen.”

“Jeg vil finde en lille verden og gøre den dyb”

For Olga Ravn har arbejdet med udstillingen ikke bare resulteret i en viden om historiske begivenheder. Det har i høj grad også haft indvirkning på hendes måde at se og opleve verden på; noget hun håber, andre også får mulighed for at opleve.

“Jeg vil gerne vise, at den almindelige verden er mindre, end vi måske går og tænker til hverdag. Udstillingen handler om det øjeblik, hvor man bliver grebet af naturoplevelsen. Når man får følelsen af at blive henført af en lille blomst. Dér hvor der opstår et sammenfald af selvet og verden på en meget berusende måde – men også en flygtig måde.”

“Det er så banalt, men nu siger jeg det alligevel: Dét at lære tingenes navne at kende, åbner verden for én. I stedet for bare at stå i en skov fyldt med ting, man ikke ved, hvad er, så bliver det et landskab fyldt med historier og liv. Jeg er ret betaget af idéen om, at alt er levende og ladet med merbetydning, hvilket er en ret gammel tanke, som var før affortryllelsens og fornuftens indpas, hvor alt blev gjort til genstand.”

“For mig har udstillingen næsten været som en sorghandling i forhold til, hvor vi er med klimaet lige nu. I stedet for at blive overvældet af den store verden, så vil jeg finde en lille verden og gøre den dyb. Jeg vil finde et lille sted og lære det at kende. Det kan måske virke verdensfjernt, men jeg tror, at den omsorg og nænsomhed, man begynder at føle for et konkret stykke jord, er en omsorg, der breder sig ud – også i forhold til, hvor vi er klimamæssigt.”