Om tidsånden

Læs også:
Ugens kunstner – Peter Carlsen

Værkerne på udstillingen Après nous le déluge (maleri, grafik, tegninger og keramik) er en munter registrering af tidsånden, de danske værdier og den nationale selvforståelse.

Forceret ubekymrethed

Peter Carlsen anvender en velkendt frase fra tiden omkring Den Franske Revolution som udstillingstitel. Udsagnet “Après nous le déluge” (Efter os kommer syndfloden) henviser til kong Ludvig den 15. og hans ekstravagante og overdådige livsstil i midten af 1700-tallet. Udsagnet stammer fra hans elskerinde Madame de Pompadour.

“I nutidens levemåde og livsform ser jeg en lignende tendens til ødselt overforbrug og mangel på ansvar. En forceret ubekymrethed præger vores livsholdning og overflodskultur. Det er som om vi tænker:

“Bare det holder vor tid ud”, som en fagforeningsmand en gang kom for skade at udtrykke det. Vi har en viden om hvad vores materielle overforbrug gør ved klimaet, miljøet, naturen og vores helbred.”

“Men vi er tilsyneladende ligeglade. Vi handler ikke på den viden. Ingen stiller sig selv spørgsmålet om hvad tilværelsen skal fyldes af, – ud over forbrug.”

Aktuelt historiemaleri

Peter Carlsen betegner sig som en fortællende historiemaler. Det er nutidige tendenser og fænomener han muntert og biografisk (i form af hans Villy-figur) skildrer. Han er ikke tynget at det klassiske historiemaleris idealisme:

“Jeg registrerer det jeg ser. Jeg ikke moralist. Mit maleri og min malemåde er på overfladen bagstræberisk og gammeldags. Det læner sig op af klassiske genrer. Det spiller på den ærbødighed og de traditioner som knytter sig til f.eks. historie- og genremaleriet.”

“Mit kunstneriske ærinde er noget så gammeldags som at lave fortællende og aktuelt  historiemaleri. Jeg skildrer nutiden og manglen på visioner gennem fænomener som folk kender fra deres dagligdag. Selvfølgelig er der historiske og akademiske referencer i mine billeder men det må være op til de kulturelt dannede og intellektuelle at finde forbillederne og parafraserne.”

“Det traditionelle historiemaleris idealisme kan ikke bruges. Og jeg tror ikke på modernismens kunstsyn. I mine kunstneriske projekter gør jeg brug af traditionen. Dens  metoder og teknikker er mine ‘redskaber’, når jeg maler og fortæller. Men jeg elsker  postmodernismens frihed; jeg låner og blander genrer, motiver, finkultur og populærkultur.”

Ingen moralisering

Motiverne af tidens materielle forbrug, overflod og forurening skildres uden at moralisere eller fordømme. For eksempel afbildes hans velkendte Villy-figur med fyldt indkøbspose fra Superbrugsen i et ovalt billede med titlen Forbruger. Og en overfyldt skraldespand med pizzabakker og blikdåser benævnes Skraldespand.

Læs også:
“Jeg vender idyllen på vrangen” Interview med Peter Carlsen

“Jeg er selv forbruger og deltager i tidens forbrugsfest. Jeg er en del af mentaliteten. Når jeg er en del af det, der skildres, kan jeg ikke moralsk harcelere over andres forbrug og værdier.”

“Men jeg sætter det til diskussion i min kunst; – kunst er et stilfærdigt tilbud om forandring!”

Maleriet som medie

Selv når motiverne handler om vores overflods- og affaldskultur skildres det med bevidste æstetiske virkemidler. Maleri er ifølge Peter Carlsen et forførende men aldrig uskyldigt medie.

“Jeg forholder mig kritisk til den holdning og attitude, at dét kunstneren udtrykker, er en subjektiv følelse. Selvfølgelig er der intensitet i et vellykket maleri. Den følelse som betragteren aflæser i billedet kommer snarere fra ham/hende selv. Et maleri er fra kunstnerens side altid lavet med kølighed og ildfuldhed. Et vellykket maleri er altid både
overblik og følelser.”

Villy figuren

At Peter Carlsen muntert og konsekvent bruger sig selv som model for den velkendte Villy-figur er ikke udtryk for subjektive eller biografiske tilbøjeligheder. Det subjektive er en forudsætning for at skildre nutiden og hverdagslivets fænomener.

“Det er min måde at skildre min tid og mit sted på. Referencepunktet er mig. Villy og jeg har visse fælles karaktertræk som jeg egentlig ikke ved, om jeg har. Mere er der ikke i de fælles træk. Men der er en tendens i tiden til at idyllisere individet og eneren. Mine Villy-malerier synliggør tendensen. De er ironiske genremalerier med nutidig appel.”