Oplevelseskunst med modhager

Selvom Carsten Höller står som en af den oplevelsesøkonomiske kunst superstjerner, stryger han ikke bare publikum med hårene. Det kan man forvisse sig om på udstillingen Behaviour på Kunsten i Aalborg, hvor man kan opleve verdenen vendt på hovedet, indsnuse Love-drug og se på kunst i flimrende belysning.

Det overordnede greb i belgisk/tyske Carsten Höllers (f. 1961) udstilling på Kunsten er følgende: På væggene i hovedsalen er tætte ophængninger af museets samling af henholdsvis Cobra-malerier og Konkret kunst placeret på vægge overfor hinanden.

Dernæst har kunstneren fyldt rummet med et skønsomt udvalg af egne værker, der – sådan er det tænkt – på forskellig vis kan forandre oplevelsen af kunsten på væggene.

Her er blandt andet svingdøre med spejle (Revolving Doors, 2004/2019), som fragmenterer blikket, store svampeskulpturer (Double Mushroom Circle, 2010), der piller ved størrelsesforholdene, og Upside-Down Goggles (1994-2019), der, når man tager brillerne på, gør, at man ser verden på hovedet.

Publikum skal involveres

Udstillingen er fjerde trin i Kunstens pARTicipate-serie, som tidligere har budt på præsentationer af Ernesto Neto (2016), Roman Ondak (2017) og Tino Sehgal (2018): udstillinger der, som det hedder, søger at “involvere” publikum og gøre dem til “medskabere” af kunsten.

Parallelt med udstillingen i Aalborg er Höller aktuel i Copenhagen Contemporary – en anden institution, som har øjnene stift rettet mod den såkaldte “brugerinvolverende” kunst med Superflex-gynger og Claudia Comtes klatrevenlige træstammer, og nu altså Carsten Höllers gigantiske karusseller.
Du kan læse Torben Sangilds anmeldelse af udstillingen Reproduction her.

Man skal i det hele taget ikke have bevæget sig meget rundt på verdens kunstscener for at erfare, at genren sejrer stort i disse år. I den forbindelse er det måske på sin plads at huske på, at “involverende” kunst i sig selv ikke er en institutionel opfindelse, men at fænomenet udspringer af kunstneriske arbejdsmetoder.

Der er rødder tilbage til 1960’ernes udvidelse af kunstbegrebet, hvor blandt andet performancekunsten, den tidlige installationskunst og fænomener som Land Art opgraderede kroppens rolle og ansporede en fænomenologisk tilgang til såvel værk som kunstrummet i mere udvidet forstand.

Og i 1990´erne fik det kunstneriske arbejde hos kunstnere som eksempelvis Pierre Huyghe, Rirkrit Tiravanija og netop Carsten Höller, den franske kunstteoretiker Nicolas Bourriaud til at introducere begrebet “relationel æstetik”, idet han identificerede en tendens til at arbejde med sociale relationer i stedet for æstetiske objekter.

På mange måder kan man sige, at dele af disse “brugerinvolverende” kunstformer har sejret sig ihjel, idet institutionerne – ansporet af tidens politiske og økonomiske krav – i den grad har taget dem til sig og opskaleret dem til kæmpestore oplevelsesmaskiner.

Mega publikumssucceser som Olafur Eliassons kunstige sol-installation i turbinehallen på Tate Modern (The Weather Project, 2003) har ændret det institutionelle mindset, og alle jagter nu mere eller mindre frivilligt det oplevelsesøkonomiske sus, der sætter den selfie-parate udstillingsgæst i centrum.

Ofte orkestreres det så glat og overstimulerende, at det ikke skaber dybere refleksion, stiller de akavede spørgsmål eller forårsager reel, produktiv forbavselse.

Oplevelseskunst med og uden modhager

Men selvom Höller er en af genrens superstjerner, er han alligevel en skæv figur. Trods det at han er mest kendt for sin enorme rutschebane gennem samtlige etager i selvsamme turbinehal på Tate Modern i 2006 – et greb der næsten kan opfattes som et ironisk overbud af den kritik, der ser den oplevelsesøkonomiske kunst som et udtryk for tivolisering af kunsten – indskriver han sig i feltet med tydelige modhager.

Udstillingen i Aalborg byder således både på lidt glatte og tamme bud på “oplevelseskunst”, mens der i andre af kunstnerens værker lurer en form for forstyrrelse – måske ligefrem noget ubehageligt eller farligt.

Personligt har jeg set for mange spejlinstallationer til at blive rigtig forstyrret af Revolving Doors. Spejlinstallationer er oplevelseskunst par excellence, og i Danmark er vi for længst stopfodret af Olafur Eliasson og Jeppe Hein.

Ligeledes er det roterende hotelværelse (Revolving Hotel Room, 2008), der er installeret i rummet, og som man for 3.500 kr. kan booke for en nat, i mine øjne en lidt pjattet, eksklusiv event for velstillede par, der så har noget at slå op på de sociale medier.

Flere modhager og mere substans er der i Upside-Down Googles – brillerne, der vender verden på hovedet. En ting er, at det er svimlende (ubehageligt) at bære dem. En anden ting er, at de får en til at tænke over, hvor vanskeligt det er at etablere den åbenhed, der i mere overført betydning muliggør, at man tør se på verden ‘gennem andre briller’. At se ud over ens rigide subjektive syn er en af de sværeste discipliner at udføre som menneske – måske også noget af det mest udviklende.

Andre værker rammer som ret konkrete forstyrrelser. Det gælder værker som 7,8 Hz, 2001 og Gelbgrün, 2008, der i intervaller får belysningen i rummet til at flimre, samtidig med at ordene gelb (gul) og grün (grøn) uafbrudt gentages fra to højtalere. Et angreb på sansningen, der planter sig i kroppen og sindet.

Så er der dem, der taler på et mere intimt eller psykedelisk niveau. To bænke er omgæret med duften af kunstnerens far og mor, kunstigt genskabt på laboratorium ved hjælp af deres tøj. Love drug (PAE) 1993/2001 er en lille flaske indeholdende et stof, der, hvis man indsnuser det, skulle afstedkomme større medfølelse for andre mennesker. Jeg prøver, virkningen er svær at konstatere (og jeg bliver i hvert fald ikke mildere stemt overfor Cobrakunsten på væggene!).

Men jeg kan alligevel godt lide disse værker. De får mig til at skærpe min opmærksomhed på, hvordan lyd, lys og dufte påvirker mig på måder, jeg måske ikke helt er bevidst om. De åbner også døre til psykologiske og personlige rum, og de gør det gennem særegne poetiske men også anti-spektakulære greb, som går dybere end den oplevelsesøkonomiske tænkning, der ensidigt antager, at det er GIGAstimuli, publikum gerne vil have. Höller formår med disse enkle værker at sætte krogede tanker i gang.

Så nej, Höller stryger ikke bare publikum med hårene. På vej ud af udstillingen snupper jeg en af de rød/hvide piller, der med tre sekunders intervaller dratter ned fra loftet (Pill Clock (red and white pills), 2015. Jeg kan indtage den, hvis jeg vil, men indholdet er ikke oplyst, og hvordan vil det påvirke mig? Jeg har den stadig i lommen.