Opmærksomheds-frekvenser

Tove Storchs (f. 1981) værker fra de senere år ligner en blanding af møbler, køleskabe og brusekabiner. De ”abonnerer” oplagt på minimalismen, og Donald Judd melder sig umiddelbart som en inspirationskilde, da de to kunstnere har firkanten til fælles, men her hører sammenligningen også op: Når Tove Storch installerer sine ”grid” i stål, omspundet med silke, skaber hun en svævende tilstand af noget hårdt mod noget blødt, noget bestandigt mod noget flygtigt, noget maskulint mod noget feminint.

Samtidig virker to modsatrettede kræfter i disse værker: Noget spændes og strækkes ud omkring en form, der holder fast på sig selv.

I en række værker har hun anvendt farven blå, men ved hendes seneste udstilling hos Nils Stærk arbejdede hun med rustens poetiske potentialer. Her slap hun den fri, så den blev utilregnelig, beskidt og ulydig. Hun blandede den med silken, som tog aftryk af den, så den også blev ”forurenet” af rusten.

Materialesammenstød
Ved sammenstødet mellem de to materialer – det hårde, som refererer til bygninger, og som også kan give associationer til knogler og det bløde, som refererer til kroppen – til huden – silke benyttes som bekendt ofte i lingeriindustrien.

Ved at integrere dem stramt i hinanden i nogle mere end mandshøje ”reoler”, opnåede hun et andet, skulpturelt sprog – hinsides Donald Judd. Disse værker besidder en aura, poesi eller mystik. Som møbelharper, som står og summer stille, aktiveret af vinden og luften.

Det er konceptuelle værker med en flygtig krop. Det er tydeligt, hvordan Tove Storch har fremstillet værkerne. Der er ingen mystik, og det er Tove Storchs hensigt at skabe værkerne, så de er det, de udtrykker at være.

Kunsten.nu mødte Tove Storch i hendes værksted på Malttorvet i Carlsberg Byen. Det er en svært tilgængelig arbejdsplads for tiden, eftersom der bygges hele vejen rundt om den gamle, røde lagerbygning, som i over to år har dannet ramme om kunstnerværksteder og udstillingsstederne New Shelter Plan, O.K. Corral og Officin. Nu er kunstnerne blevet sagt op og må forlade bygningen ved årsskiftet. En æra er forbi, og kunstnerne må, som det er set så ofte, finde nye græsgange.

Arbejder ekstremt langsomt
–Hvad vil du bruge henholdsvis det 3-årige legat fra Statens Kunstfond og dit residency i New York til?
”Da jeg arbejder ekstremt langsomt, er det skønt at få tid til at tænke min kunst igennem og så oven i købet skifte scene til New York. Det er meget privilegeret. Det hele er faldet i hak. Det er rigtig brugbart for mig.”

–Dine rumundersøgende værker synes i første omgang at forholde sig meget bevidst til fx Donald Judds formsprog – og dog. I det hele taget fremstår dine værker som en genforhandling af skulpturens muligheder i dialog med minimalismen. Hvad er det, du gerne vil sætte i spil i dit arbejde?

”Mit arbejde går i høj grad ud på at undersøge, hvad jeg vil kalde opmærksomhedsfrekvenser. Jeg forsøger at skabe en situation, der gør betragtereren ekstra tilstedeværende. Hvis der ligger noget på gulvet, som ikke hører til i rummet, bliver vi opmærksomme på det.”

“Eller lad mig komme med et andet eksempel: Selv om der ikke hænger noget som helst på væggene, så er væggene stadig massivt til stede og fylder ret meget. Sådan nogle små ting optager mig. Når jeg går i gang, ved jeg aldrig selv nøjagtig, hvad det skal handle om. Det finder jeg ud af under processen, som derfor er uhyre spændende. Det er svært at sætte ord på.”

–Mener du, at vores tid mangler et koncentreret nærvær?
”Måske,  jeg har i hvert fald selv svært ved at levere det. Men det er uhyre vigtigt at genskabe det. Måske bare i korte øjeblikke.”

De første værker, som jeg oplevede på Exit-udstillingen i Kunstforeningen i 2007 og året efter på U-Turn-udstillingen, var kinetiske. Fx din berømte Kolibri. De havde censorer og maskiner indbygget og bevægede sig, når man nærmede sig. I de senere år synes du at være mere optaget af, hvad man kunne kalde skulpturens syntaks. Dit projekt har således ændret sig meget?

Kinetiske skulpturer
”Med de kinetiske skulpturer undersøgte jeg nye former, som udelukkende opstår, mens objektet bevæger sig. I det øjeblik det stopper, forsvinder formen. Det er en meget flygtig form for skulptur og også en meget spændende probemstilling, som ledte mig videre til det jeg nu interesserer mig for og arbejder med.”

–Denne bestræbelse med en roterende form kan minde dels om kubismens skildringer af objektet, set fra flere sider samtidig, dels om futuristernes eksperimenter med objekter i bevægelse?

”Det er rigtigt. Det var ikke mit udgangspunkt da jeg startede med disse værker, men det fantastiske ved at arbejde med fysiske materialer er at man hele tiden støder på klassiske eller grundlæggende problemstillinger eller punkter som er blevet undersøgt kunstnerisk mange gange igennem historien.

København-Wien-Berlin
Tove Storch dimitterede fra Kunstakademiet i 2007 efter studier på Akademie der Bildenden Künste i Wien og Kunsthochschule Berlin-Weissensee, I København havde hun Morten Stræde og Henrik B. Andersen som professorer. I Wien fik hun et år hos Heimo Zobernig, som i øvrigt repræsenterer Østrig ved årets Venedigbiennale med et stramt, rumligt greb, der går i dialog med pavillonen.

–Du kan godt lide at drille betragterne, som i første omgang tror, at dine rektangler i rum er massive og fremstillet af metal. Men ser man så nøjere efter, er der spundet silke rundt om et metalskelet. Hvad er det, du gerne vil signalere med denne dobbelthed af fint og blødt over for hård og koldt? Som om man befinder sig i en lingeri-butik.

”Fin sammenligning! For disse værker er i høj grad kropsnære. Silken forbindes jo på ingen måde med hårde ting og slet ikke med skulptur. Det er sjovt at lade dette lette stof spille sammen med skulpturen og jo netop en måde at intensivere nærværet på.”

Stålet, som Tove Storch ofte skurer med sæbevand for at få det til at ruste, repræsenterer en del af et rationelt system – et grid – og i det hele taget fremtræder hendes skulpturer meget ordnede, systemiske og ”fornuftige”, og helt uden nogen dikkedarer eller unødvendigheder og på den anden side har de en skrøbelig stoflighed, når man kigger nærmere efter. Hvad er det egentlig, du har gang i?

Installeringen af skulpturerne
”Jeg vil gerne et helt andet sted hen med skulpturerne. Jeg ønsker, at de skal svæve let – sådan som det sker, når noget lægger sig hen over noget andet. I den forbindelse gør jeg meget ud af at installere skulpturerne, så de ikke tager fokus fra hinanden, og således at man kan se gennem flere af dem samtidig, da de jo er transparente. Det handler om at påpege, at her er der noget, og dér er der ikke noget og at få dette mellemrum gjort svævende.”

–Hvilke kunstnere bagud i kunsthistorien har du rettet særlig opmærksomhed mod?
”En af de kunstnere fra nyere tid, som siger mig mest, er multimediekunstneren Isa Genzken (f. 1948). Det er både hendes tilgang til objekter og hende selv og hendes holdning og attitude til kunsten, som fascinerer mig.”

–Jeg tænker, at en anden amerikansk minimalist, billedhuggeren Richard Serra (f. 1939), måske også har haft en betydning for udviklingen af dit eget værkbegreb?
”Ja, helt sikkert. Det gælder mange store kunstnere, at deres kunst åbner sig for mig, når jeg arbejder, men jeg fjerner mig hurtigt, for jeg vil helst finde mit eget sprog.”

Tove Storch er en af de unge billedhuggere, som tidligt fandt fodfæste på kunstscenen. Dels har hun et professionelt galleri, som kan løfte hendes karriere: Nils Stærk. Dels nyder hun flere seriøse kunstsamleres og museers opmærksomhed, ligesom hun er indlemmet i Kunstmuseet Louisianas samling. Samme institution producerede et video-interview med hende på Louisiana Channel. Det går med andre ord godt for Tove Storch. 

SE VIDEOEN HER

Ingen stressende deadlines
–Hvad betyder Statens Kunstfonds 3-årige legat for dig og dit arbejde?
”Ud over, at det er skønt at blive anerkendt af de faglige kapaciteter i Statens Kunstfond, så vil det for mig også blive interessant at se, hvordan mit arbejde udvikler sig, når jeg ikke har en deadline, der presser og stresser mig.  Jeg glæder mig til at bevæge mig ud i nye eksperimenter og lade mig lede af nogle teknikker, som måske i første omgang er dømt til at slå fejl, men som måske vil lede mig frem til nye kunstneriske muligheder.”

–Hvordan kom du i ind i kunsten? Hvornår vidste du, at du ville være kunstner? Hvordan er din baggrund i det hele taget?

”Jeg har altid tegnet. Det var min sikre havn at tegne. Alle mine skolebøger er tyndslidte med tegninger. Jeg sprang gymnasiet over, for jeg skulle bare være kunstner. I stedet gik jeg på den frie ungdomsuddannelse og gik også på Krabbesholm Højskole. Hvis jeg havde været min egen mor, ville jeg nok have tvunget mig til at gå i gymnasiet for at få lidt rygrad, men jeg holdt stædigt på at springe det over og søgte ind på Akademiet, da jeg lige var fyldt 20 år og blev optaget. Det var lidt af et kulturchok at opleve, hvordan man holdt så meget på en skarp adskillelse mellem disciplinerne i en tid, hvor grænserne mellem dem ellers var i opløsning. Men det kan være produktivt med sådanne holdninger, da man kunstnerisk kan få en del ud af at sætte sig imod dem.”