Opprioritér billedkunsten!

I løbet af de seneste ti til femten år, er billedkunsten blevet nedprioriteret i både uddannelsessystemet og som resultat af en manglende økonomisk prioritering af landets billedskoler. Nu råber Kompetencecenter for Børn, Unge og Billedkunst vagt i gevær. Faget skal have flere timer, højere status og underviserne skal opkvalificeres, lyder opfordringen.

I en tid, hvor især børn og unge surfer rundt i den digitale billedkultur, er det vigtigere end nogensinde før, at vi giver børn og unge kompetencerne til at håndtere de mange billeder, de møder i deres hverdag.

Det mener i hvert fald sekretariatslederen for Kompetencecenter for Børn, Unge og Billedkunst (KBUB) Karen Marie Demuth og hendes kollega, konsulent og koordinator, Signe Sindberg.

Og de er ikke alene om at mene, at et større fokus på børn og unges kunstneriske kompetencer er en vigtig prioritering. Tilbage i 2006 beviste den australske professor Anne Bamford i en omfattende undersøgelse, hvori Danmark indgik som et af de undersøgte lande, at den kunstneriske dannelse har stor betydning for elevernes læring.

Af resultatet fremgik det blandt andet, at kunstneriske elementer i undervisningen særligt fremmer børn og unges læse- og skrivefærdigheder, mens en mangel på kunstnerisk dannelse i uddannelsessystemet ligefrem kan have en negativ indflydelse på børnenes kreativitet, kritiske tænkning og fremmøde.

Fem timers kunst og kultur om ugen
Man skulle derfor tro, at politikerne ville være villige til at opprioritere billedkunsten i uddannelsessystemet. Men faktisk har det stik modsatte været tilfældet i de seneste ti-femten år ifølge KBUB.

Heller ikke da man indførte skolereformen for lidt over et år siden, lykkedes det politikerne at råde bod på, at danske skolebørn kun modtager billedkunstundervisning fra 1. til 5. klasse.

Til sammenligning modtager svenske skolebørn billedkunstundervisning helt op til 9. klasse, hvorefter de afslutter faget med en obligatorisk eksamen.

I forhold til Sverige halter Danmark derfor gevaldigt efter, når det kommer til billedkunst i folkeskolen. Og i forhold til Bamfords førnævnte undersøgelse er der også lang vej endnu. I kraft af undersøgelsen anbefaler Bamford nemlig, at alle elever modtager fem timers kunst- og kulturundervisning hver uge, indtil eleverne fylder tyve.

En fastgroet kulturpolitik
Det er derfor smerteligt, når politikerne igen og igen vælger at skære i billedkunstundervisningen:

”Det er sjovt nok altid billedkunstfaget, man vælger at skære ned på i undervisningen,” forklarer Demuth. ”Det har selvfølgelig konsekvenser for det samlede billedkunstområde, som i forvejen er meget fragmenteret og usammenhængende. Eksempelvis opstår der et enormt hul i undervisningen, fra eleverne starter i 6. klasse, til de begynder deres gymnasiale uddannelse.”

Som en af årsagerne til den lave kulturpolitiske satsning på billedkunstfaget i skolesystemet, peger Demuth blandt andet på tidens traditionsbundne kulturpolitik, som ofte sætter billedkunstfaget helt uden for den politiske prioritering.

KBUB samler fødekæden
Det landsdækkende kompetencecenter er således et forsøg på at samle aktørerne i ’den billedkunstneriske fødekæde’, som der står på deres hjemmeside, samt styrke og organisere feltet fagligt og politisk.

”Det er klart, at vi står overfor en enorm kulturpolitisk opgave. Men vi håber, at vi ved at have stablet kompetencecenteret på benene kan få den samlede fødekæde til at hænge bedre sammen og være med til at skabe nye samarbejder på tværs,” fortæller Demuth.

Sidste år modtog centeret 3,3 mio. kr. fra det tidligere Statens Kunstråds Billedkunstudvalg til realiseringen og har i dag både til huse på Godsbanen i Aarhus og hos Billedkunstnernes Forbund i København.

For få faguddannede billedkunstlærere
Der er i dag ingen krav til billedkunstlærernes faglige kompetencer i folkeskolerne, hvilket betyder, at mange billedkunstlærer ikke har taget billedkunst som linjefag på læreruddannelsen.

”Det er jo i virkeligheden en underprioritering i sig selv, når man sætter undervisere med helt andre faglige kompetencer til at undervise børn i billedkunst,” lyder kritikken fra Demuth. ”Vores mål er selvfølgelig, at det er undervisere med linjefag i billedkunst, der skal undervise eleverne i folkeskolen.”

Tal fra Undervisningsministeriet viser, at 80,6 procent af timerne i folkeskolen bliver varetaget af undervisere med kompetencer inden for det fag, de underviser i. Dog viser tallene også, at der hersker store forskelle på kompetencedækningen inden for det enkelte fag.

Hér placerer billedkunstfaget sig i bunden af feltet, idet kun 65,9 procent af billedkunsttimerne varetages af en underviser med linjefag i billedkunst.

Et fantastisk supplement
Ifølge både Demuth og Sindberg udgør Huskunstnerordningen derfor et kærkomment indslag i forbindelse med børn og unges møde med kunst og kultur på institutionerne.

Ordningen, som finansieres af Statens Kunstfond, og som giver børn og unge mulighed for at møde en professionel og aktiv kunstner i undervisningen, kan dog ikke stå alene, understreger Demuth.

”Det er klart, at Huskunstnerordningen er en fantastisk løftestang for samarbejdet mellem billedkunstnere og institutioner, og at ordningen har gavnet billedkunstområdet meget. Men i virkeligheden er ordningen jo et supplement og kan derfor ikke erstatte en kvalificeret og kontinuerlig undervisning,” påpeger Demuth.

Ordningen udgør altså i øjeblikket et tilbud til skoler og daginstitutioner, som selv står for at ansøge ordningen. Derudover skal institutionerne kunne betale 25 procent af huskunstnerens minimumshonorar på 20.000 kr., hvoraf Statens Kunstfond betaler de resterende 75 procent.

Ulige vilkår for billedskolerne
Hvis børn og unge skal have muligheden for at få et kvalificeret kendskab til billedkunstens praksisformer, er det, ifølge Demuth og Sindberg, vigtigt, at man fra politisk hold giver billedskolerne den samme prioritering og opbakning, som man i dag giver musikskolerne.

I dag har billedskolerne intet lovgrundlag, hvilket betyder, at kommunerne ikke er forpligtede til at oprette billedskoler i modsætning til musikskolerne, som bakkes op af et lovkrav, der gør det lovpligtigt for alle landets kommuner at tilbyde børn og unge musikundervisning.

Som et led i opprioriteringen af billedkunsten er det derfor, ifølge Demuth og Sindberg, vigtigt, at billedskolerne bliver givet den samme kulturpolitiske status som musikskolerne.

”Så længe billedskolerne officielt ikke eksisterer på nationalplan, kan man heller ikke lave en kulturpolitisk aftale om, at folkeskolerne skal indgå i et samarbejde med billedskolerne, sådan som det forholder sig med musikskolerne,” forklarer Demuth.

Nye ambitioner for billedkunsten
Også når det kommer til statens tilskudsordninger, hersker der et betragteligt misforhold mellem landet billedskoler, som ikke modtager økonomisk støtte fra staten, modsat musikskolerne, der hvert år modtager statsstøtte til refusion af lærerlønnen.

Et grelt eksempel på skævhed og forsømmelse er talentområdet – Billedkunstnerisk Grundkursus (BGK), som i dag må leve af usikre kommunale og private bidrag, mens Musikalsk Grundkursus (MGK) årligt modtager et statstilskud på ca. 40 millioner kr.

Viljen til at styrke børn og unges møde med en kvalificeret billedkunst er stor hos Kompetencecenter og Børn, Unge og Billedkunst. Og selvom det kan være svært at få øje på, hvor den økonomiske støtte til billedkunsten skal komme fra i disse tider, er det, ifølge Demuth og Sindberg, vigtigt som aldrig før at forlange et større kulturpolitisk engagement inden for billedkunstområdet, for dermed at ændre den nuværende uholdbare mangel på

prioritering af billedkunst til børn og unge.

”Vi oplever tit, at politikerne bliver overraskede over, at billedskolerne ikke modtager tilskud. Derfor ligger der jo et stort arbejde i at gøre offentligheden opmærksom på de rammer og vilkår, billedkunsten eksisterer under i dag,” understreger Demuth.