Opråb til en klode i krise

Taipei Biennalen byder på en række tankevækkende og markante værker om vores planets skrantende helbred. I dag behøver menneskeheden ikke længere at bekæmpe og betvinge naturen for at sikre vores overlevelse, tværtimod gisper den efter vejret under vores voldsomme kvælertag. 42 kunstnere fra 19 lande viser, hvor galt det står til.

Kunstkritikerorganisationen AICA’s (Association Internationale des Critiques d’Art) årlige kongres fandt sted i Taiwan i november. Her oplevede delegationen af kunstkritikere fra hele verden, hvor højt ikke kun samtidskunsten, men også den 100-årige kinesiske kulturarv prioriteres på øen i Det Kinesiske Hav. Det er her, at den kulturelle hukommelse holdes i hævd, selvom øens nationale selvstændighed konstant problematiseres af dets mægtige nabo i vest.

Skønt øen kun fylder 36 mio. kvadratkilometer (mod Danmarks 43), bor der ikke mindre end 25 mio. mennesker. De må stuve sig sammen på det smalle, flade land mod vest, eftersom 70 % af øen er ubeboelig pga. høje bjerge bevokset med regnskov. Det siger derfor sig selv, at størsteparten af dem må bo i skyskrabere, og når man kører gennem disse områder, fremstår byerne som uendelige stenørkener på højkant.

Taiwan har været lidt af et wirtschaftswunder. Inden for de seneste 30-40 år er landet blevet rigt på grund af en massiv satsning på højteknologisk industri og et højt uddannelsesniveau. En intensiv industriel produktion har forårsaget en massiv forurening af omgivelserne, hvilket bl.a. den thailandske kunstner Ruangsak Anuwatwimons værk Anthropocene (2018) understreger med al ønskelig tydelighed. I sin overjordisk smukke, skulpturelle installation, der består af store stykker af jordprøver taget rundt om i Taiwan, viser kunstneren de lag af kemisk forurening af jordbunden, som den industrielle, menneskelige aktivitet har afsat. Installationen ligner en geologisk museumsiscenesættelse af ædelmetaller fundet i jorden, men rummer i virkeligheden beviser for menneskets noget nær uoprettelige forurening af omgivelserne.

Øget økobevidsthed

En biennale med fokus på den eskalerende økokatastrofe, bl.a. som følge af overbefolkning og forurening, synes derfor yderst relevant netop i denne kontekst. Tidligere Taipei-biennaler har haft fokus på politik, identitet, den globale finanskrise m.v. Biennalen i år har titlen Post-Nature – A Museum as an Ecosystem og er for første gang lagt i hænderne på en kuratorduo: den kinesiske kurator og billedkunstner Mali Mu, som selv arbejder i feltet med land art og miljøproblematikker, og den italienske kurator Francesco Manacorda, der i dag er leder af V-A-C Foundation i Moskva. De to kuratorer understreger i deres manifest, at der ingen tid er at spilde, for det drejer sig simpelthen om overlevelse, og sigtet med hele biennalen er at skærpe publikums bevidsthed og viden om den eskalerende, globale katastrofe med henblik på kritisk engagement. Man forlader udstillingen mere nedslået og bekymret, end man ankom, men med et højere informationsniveau – og samtidig har man oplevet et stort antal væsentlige, æstetisk raffinerede og nytænkende værker.

I den store regnskov i bjergene midt på øen bor en lille population af indfødte. Det var også her, at den danske billedkunstner Tue Greenfort (f. 1973) slog sig ned et stykke tid for at akklimatisere sig, inden han skulle sætte sine arbejdskrævende værker til biennalen op. Hans ikoniske bidrag, hvoraf det ene vil være de læsere bekendt, som oplevede triennalen The Garden – End of Times, Beginning of Times på ARoS i 2017, handler om svampe. Det drejer sig om værket Prototaxities: tre høje, sorte, søjleformede skulpturer, der er installeret i det åbne atrium, som rækker op gennem Taipei Fine Arts Museums tre etager. Som tidligere værker arbejder Greenfort også her både undersøgende som en forsker og æstetisk bevidst som den billedkunstner, han er. De tre sorte skulpturer er præcise metalkopier af de kæmpesvampe, som voksede på jorden for ca. 300-400 mio. år siden. Greenfort har indledt et samarbejde med en lokal økosvampedyrker, som har plantet østershatte i skulpturernes mange små huller. Et sindrigt vandingssystem forsyner svampene med vand. ”Megasvampene” vil huse de levende svampe, der overgror dem i løbet af udstillingsperioden. Svampe er uhyre proteinrige og kan sammen med tang og alger stort set erstatte animalsk protein, hvilket i høj grad er vigtigt af miljømæssige grunde. Det er derfor både et realistisk fremtidsscenarium og et smukt og levende skulpturværk, som Greenfort her har skabt.

Sangfugl, der yngler

Det åbne, plantebegroede atrium er en hel lille biotop, et ude/inde-rum, der er dampende varmt, når man træder ud i det fra de airconditionregulerede udstillingssale. Greenfort opdagede her en asiatisk sangfugl – en såkaldt bulbul-art – der yngler i de store, beplantede altankasser. På en video hører man fuglens karakteristiske sang iblandet larmen fra flyene, som passerer henover bygningen til og fra den nærtliggende lufthavn. Dette stedsspecifikke værk henleder opmærksomheden på noget af det vilde liv, som trods alle odds formår at udfolde sig diskret og umærkeligt i senmodernitetens hårde, arkitektoniske omgivelser.

Et andet skandinavisk bidrag er svenskeren Henrik Håkanssons (f. 1968) Omvendt træ (reflekteret), der hænger højt oppe under loftet i indgangshallen. Det er et lokalt træ, som – fordi det spejles og hænger i trækronen – henleder vores opmærksomhed på alle træer i verden, som man kapitaliserer på ved at fælde alt for mange af dem. Men værket peger også på, at man kan vende den tiltende CO2-balance ved at plante tilstrækkeligt mange af dem. Håkansson bidrager også med videoen Blinded By Light (2018), hvor han i samarbejde med en taiwanesisk insektforsker har filmet lokale natsværmere, der kan have et vingefang på op til 30 cm. Natsværmerne på videoen leverer et improviseret, flyvende teater og peger hermed på en upåagtet biologisk ressource.

Oldgamle træer

Den amerikanske fotokunstner Rachel Sussman (f. 1975) arbejder med begrebet tidslighed. I sin bevægende fotoserie The Oldest Living Things in the World (2004-14) har hun bl.a. fotograferet træer, som i alder overstiger mange menneskegenerationer. Hermed sætter hun den dybe tid – evigheden – op mod den yderst begrænsede tid, som er de fleste levende væsener til del. Nogle træer er – som man plejer at sige – meget kloge, da de har været vidner til mange tider med krige og blomstringsperioder.

Nogle af værkerne på den omfattende udstilling gør dybt indtryk, og man vil sent glemme dem. Det gælder fx den kinesiske billedkunstner Zheng Bo (f. 1974), som i videofilmen Pteridophilia 1-3 (2016-18) udfolder et særegent naturscenarium, hvor en mand elsker med bregner i en regnskov. Med stor patos smasker, slikker og kæler han for bregnerne. Der er tale om en stærkt begærsmæssig relation mellem menneske og plante, som påminder om naturen som en altomfattende grundbetingelse, som mennesket er indfældet i. Med eller uden erotik. Titlen refererer til det græske ord Pterid, som betyder bregne, og Philia, der betyder hengivenhed. Kunstneren undersøgte under et artist in residence-ophold i Taipei for nogle år siden, hvordan de koloniserende styrker både fra Japan og fra det kinesiske nationalistparti Kuomintang havde overlevet ved at spise bregner, når kampene trængte dem op i de ufremkommelige bjergområder.

Dræberplanter

Den amerikanske installationskunstner Candice Lin (f. 1979) har til biennalen skabt en helt forrygende installation i selvlysende lyserødt. Titlen La Charada China (2018) henviser til et kinesisk-cubansk spil, der er inspireret af spansk, afrikansk og kinesisk folkemagi, og installationen, som fylder et helt rum, ligner da også et voodookultsted. Med værket sætter Lin fokus på Opiumskrigene og udnyttelsen af flere hundrede tusinde kinesere, der blev udført til Caribien som slaver. Men værket henviser også til den tætte forbindelse mellem mennesker og planter, herunder det dødelige rusmiddel opium, der som bekendt udvindes af valmueblomsten.

Mange værker handler, som det fremgår, direkte om naturen, eksempelvis den cambodianske kunstner Khvay Samnang (f. 1982) performative værk Rubber Man (2014-15), hvori han igen og igen hælder spande af friskhøstet gummi over sig, mens han flytter sig fra gummiplantage til gummiplantage. Den systematiserede og aggressive gummiproduktion – den såkaldte ”agribusiness” – har ødelagt livsbetingelserne for mange af Cambodias oprindelige folk. Samnang forsøger at give dette tavse mindretal taletid.

Kloge termitter?

Den amerikanske fotograf Alan Sekula (1951-2013) stillede tidligt sin kunst til rådighed for en undersøgelse af de socioøkonomiske konsekvenser af globaliseringen. I fotoserien Fish Story (1989-95), som består af 105 farvefotos og to lysbilledforløb, fulgte han den eksplosive udvikling inden for verdenshandelen og shippingruterne for et stigende antal varer, der forlod Sydøstasien i 1980’erne for at ende på markeder i Europa og USA. Det er et øjenåbnende pionerarbejde.

Et af biennalens æstetisk set mest overraskende værker er imidlertid den australske kunstner Nicholas Mangans (f. 1979) Termite Economics (2018). En gruppe af insektforskere begyndte i 2008 at undersøge, om man kunne bruge termitter til at opspore sjældne mineraler. Mangan udvider problemstillingen og har indsat termitter som en slags hovedrolleindehavere, som han forestiller sig har evnen til at afkode menneskelig adfærd. Et termitbo er en slags mikrokosmos, en superorganisme, som termitterne opfører af møg og deres eget spyt, og som er uhyre sensitivt over for miljømæssige forandringer. Mangans sælsomme skulpturformer, som ligner en ny, fantasmagorisk arkitekturform, er opbygget som 3D-prints af virkelige termitbo, der sekunderes af foto- og videodokumentationer af termitternes adfærd.

Også tyskfødte Ingo Günther (f. 1957), som bor og arbejder i New York, har skabt et æstetisk forførende værk: Et helt rum er fyldt med hans værk Worldprocessor (1988-?), der består af lysende globusser i mange farver. De hænger som kloder i en mørklagt sal. Hver og en er forsynet med forskellig data om jordens tilstand: fødselsrater, narkotikaruter, militær oprustning, migrationsmønstre, valutatal, ytringsfrihed og mange andre parametre. På vej rundt læser man sig i bogstavelig forstand igennem klodens tilstand.

Der er meget mere at se og opleve på denne på en gang didaktiske og æstetisk raffinerede biennale, som breder sig på samtlige tre etager i den store museumsbygning.