Oprør i egoland

En af de stærkeste – og dermed styrende – tendenser i kulturen i dag er selvpublicering. Internettet og dertilhørende Facebook, Twitter, hjemmesider, LinkedIn, blogs, datingsider og mere fotobaserede publiceringsmaskiner som Instagram og Tumblr er bare nogle af de primære platforme for nutidssubjektets publicering og skabelse af sig selv i en digital offentlighed.

Likes, kommentarer, delinger er valutaen; identiteten er varen i et komplekst afhængighedsforhold, vi i dag har svært ved at forstå konsekvenserne af eller symptomerne på. Vi står nemlig midt i det, lige nu.

Ufrivillige resurser
Flere og flere kunstnere, og særligt billedkunstnere, har i den seneste tid behandlet disse massekulturelle mekanismer og den 19. marts åbner fx den internationale gruppeudstilling Involuntary Resources ved DIAS Digital Interactive Art Space i Vallensbæk. Udstillingen vil undersøge den ufrivillige rolle, vores identitet spiller i et digitaliseret marked, hvor ’likes’ er mammon, og identiteten er til salg.

Det er ganske sigende, at det er et digitalt og interaktivt udstillingssted, der tager tematikken til behandling, ligesom Museet for Samtidskunst i Roskilde lige nu viser det online-baserede udstillingsprojekt Performing the Media – Online Identities (indtil 31. marts). Det handler netop ikke om internettets muligheder og tilbud, men om hvordan vi som fællesskab håndterer disse?

Begge udstillingsprojekter slår ned i identitetens tvetydige virkelighed i dag, hvor den du er, er lig med de data, der deles og dermed eksisterer. Tobias Leingrubers (DE) projekt til Performing the Media, Social ID Bureau, er et website med en Facebook-ID-generator udviklet under en FB Resistance Workshop og første gang udfoldet som en performance under Supermarkt i Berlin i 2012. Her kunne de besøgende gå hen i en skranke og få udskrevet et personligt ID-kort med data høstet fra deres sociale identiteter. Værsgo!

At hacke den store hjerne
En anden måde at påvirke nettets repræsentationer og identiteter på er at skabe større og samlede tiltag, der kan skubbe til de store søgemaskiner og databaser.

Den 8. marts, på Kvindernes Internationale Kampdag, stod Renegade Runners, Maibritt Borgen og Nanna Thylstrup, bag en Wikipedia-aktion, hvor over hundrede mennesker mødte op på Den Frie for aktivt at påvirke den skæve repræsentation af kvindelige kunstnere på Wikipedia.

Arrangementet resulterede i 149 forslag, 50 publicerede artikler og 85 under udarbejdelse med kvindelige kunstnere og tænkere og helt sikkert en større bevidsthed hos en stor gruppe mennesker, der nu har fået redskaberne til at redigere og dermed påvirke ’den store hjerne’, som disse databaser reelt fungerer som i dag.

Den sociale magt
Mange af internettets og især de sociale mediers styrende mekanismer er reelt så magtudøvende, destruktive, sexistiske, fornedrende, voldelige og diskriminerende, at man instinktivt tænker: Det er en joke! Men det er det sjældent…

At vi kalder dem ‘sociale medier’, kan ofte synes som et paradoks – en direkte misforståelse faktisk. For de er snarere antisociale med klare magtredskaber og -udøvelser, dogmer om rigtig og forkert oparbejdet gennem til tider skræmmende offentlig afstraffelse eller belønning, samtidig med at enorme kapitale interesser og aktører konstant er medstøbere af den sociale norm, mammon og vare. Spørgsmålet er, hvad der kan få dit liv i selvpubliceringens tidsalder til at sælge for hårdt?

Lad os måske bare slå fast, at det sociale og brugerdrevne er blevet kapitaliseret så grænseløst, at det, der kunne syntes frit og uskyldigt engang, er det mægtigste magtapparat i dag.

Digital performance
I dag handler det derfor om at skabe sin identitet i tråd med de normer, der konstant skabes, genskabes og selv-skabes i det digitale offentlige rum. En af vejene til at opnå offentlig succes i dag er at få mange følgere ved at udleve og udvise de normer, som fx Instagram eller Tumblr har skabt over tid. Hvadend du er kvinde eller mand, så er der normer og en æstetik, der kan aflæses og følges. DET var projektet for den argentinsk-fødte kunstner Amalia Ulman, som var en del af First Look; en digital udstillingsserie ved New Museum i New York fra 19. april 2014 til 14. september 2014.

Projektet tog afsæt i research fra Tumblr og Instagram, havde titlen Excellences & Perfections og starter med en Instagram-opslag den 19. april med teksten PART 1, sort på hvidt med taglinen “Excellences & Perfections”, og sluttede 14. september med en videosekvens med Ulman, der sender et kys til sine følgere samt et sort-hvidt foto med en rosenbuket.

I de mellemliggende måneder udspillede der sig en digitaliseret performance, hvor Amalia Ulman strategisk afstod fra sin egen sociale identitet på nettet til fordel for en perfektioneret og ’fuldendt’ identitet set fra de sociale mediers dogmer om selvdyrkelse, magt, skønhed og værdi.

”Don’t worry about those who talk behind your back. They’re behind you for a reason,” er blot én af de manifest-lignende opdateringer, der illustrerer den magt, projektet undersøger.

Se arkivet med billeder og kommentarer, som Rhizome (institutionen bag projektet) nåede at rede, inden Instagram fjernede flere af Ulmans posts i Excellences & Perfections her.

Følgere og magt
Der var tale om et nøje tilrettelagt forløb med de helt rette #hashtags, en ekstrem iscenesat fortælling og stilisme med et utal af afklædte selfies, dagbogsagtige selvudleveringer, visuelt iscenesatte måltider, eksklusive varer og settings, slankekure, brystoperation og en ublu kropsdyrkelse med en støt stigende følgerskare, der ramte de knap 70.000 på Instgram ved projektets slutning. Projektet udtrykker hele idéen om det publicerede liv, hvor alt deles med en konstant dømmende og dyrkende offentlighed.

Ulmans tidligere kontakter og tusinder af nye følgere var ikke indviet i den kunstneriske dimension i den nye identitet, og det er både pointen og skræmmende tydeligt, når man bladrer gennem hendes feed på omkring 200 posts, hvor hun paces fremad af likes, hjerter, beskidte og dybt sexistiske kommentarer og nogle enkelte forsøg på at vække en forvildet kvindes sind. Følgerne hopper på som vilde og æder hver eneste bid, hun smider undervejs. Det er de få, der trodser de mange tusindere af følgere og fx skriver:

”Dear @amaliaulman could you please explain why you posted this? Thanks a lot in advance. #thevalueoftruth,” når hun poster endnu én af sine mange halvnøgne selfies.

Reaktion som kollektivt værk
Ulman performer en kvindeidentitet, der er dybt, nærmest dødeligt, afhængig af nettets sexistiske og kapitale bekræftelse, og hvor alle kort spilles i kampen for at fremstå eksemplarisk. Og det er her værket for alvor opstår, og denne performance får det til at løbe koldt ned ad ryggen: Når offentligheden og følgerne gør lige præcis, hvad stilismen, kulturen og kapitalen foreskriver og ukritisk bliver meddelagtige i netop normernes opretholdelse og destruktivitet.

Excellences & Perfections er på mange måder et af de vigtigste kunstværker, jeg har oplevet på det sidste, fordi det ekstremt kynisk og effektivt udstiller klichéerne i en selvdyrkende, adfærdsregulerende og destruktiv samtidsnorm og samtidig understreger – sort på hvidt, i likes, følgere og emojis – at medskyldigheden er et kollektivt vilkår, imens vi tydeligvis styrter blindt mod mørket.

Resultatet er, at man kniber sig selv i armen undervejs og rusker sin telefon i bar arrigskab over, hvor lavt mennesket og kollektivet kan synke i den nye kamp for identitet og magt i selvpubliceringens tid.

Man kan kun håbe, at endnu flere projekter vil agere ligeså kompromisløst og engageret i de spørgsmål. Snarest, helst…