Overbevisninger
Kunstnerne Lars Henningsen og Grete Aagaard præsenterer projektet Convicciones udviklet i samarbejde med lokale aktivister fra Ecuador.
Kunstnerne Lars Henningsen og Grete Aagaard præsenterer projektet Convicciones udviklet i samarbejde med lokale aktivister fra Ecuador.
Dokumentarist Lars Henningsen og billedkunstner Grete Aagaard har igennem 30 år flere gange gæstet Ecuador. Sidste vinter med den særlige vinkel at skabe kontakt og udvikle projekter med ecuadorianere, der arbejder for en sag og handler og markerer sig i landets hastige udvikling. Overskriften lød: Convicciones – Overbevisninger.
Fra torsdag 13 september præsenteres det omsiggribende projekt så i udstillingsstedet rum46 i Aarhus.
Her kan man blandt andet se et PR indslag om en indiansk lokalradio, lavet i samarbejde med radioværten, som gennem 30 år har sendt hilsner, musik, politiske budskaber og undervisning ud til fjerntliggende hjem i Andesbjergene, hvor mange stadig ikke har strøm og analfabetisme er et problem.
Andre projekter er en radiospot om kvinders rettigheder og en aktion for genindførsel af planter, der kan sikre mod mudderskred ved klippeskrænterne i hovedstaden Quito.
Det handler om tilstedeværelse
I traditionel dokumentarisme er der ofte en bestemt rollefordeling mellem dem, der undersøger og dem, der bliver undersøgt. I dette projekt er rollerne langt mere åbne.
Lars Henningsen trækker dog lidt på det, da spørgsmålet falder om duoens arbejdsmetode.
“Det er lidt begrænsende at tale om, at det er en bestemt metode, vi benytter”, påpeger han. “Det er mere en måde at være sammen med andre mennesker på. Det har noget at gøre med tilstedeværelse – en holdning om, at vi gerne vil noget med andre mennesker”.
“Man kan dog godt sige, at vores metode lægger vægt på det kollaborative, det involverende, og at det produkt, vi samarbejder om, skal kunne bruges lokalt”, supplerer Grete Aagaard.
En radiospot om hustruvold
Projekterne er derfor udviklet på stedet. Kunstnerne fik eksempelvis kontakt med en kvindegruppe i Guamote og forskellige forslag til projekter blev vendt før valget faldt på at lave en radiospots til den lokale radio – et improvisationsspil om hustruvold, og om hvordan man kunne løse det.
“I sådan en samarbejdsproces er det vigtigt at have øje for, at produktet skal kunne bruges på stedet”, siger Aagaard, og tilføjer: “Man skal have respekt for, at kvinderne virkelig risikerer noget ved at lave radiospillet, fordi de bliver udsat for kritik af lokalbefolkningen, som er underlagt meget traditionelle familiesystemer.
Jeg kunne måske godt have tænkt mig at tilføre nogle “hardcore kunstgreb”, som for eksempel at opføre improvisationsstykket foran det lokale rådhus, men må have respekt for, at det var der modstand på”.
“Vi kommer altså ikke med en færdig plan om et bestemt produkt, vi vil lave for at kunne udstille det i Danmark”, forklarer kunstnerne. “ Tværtimod handler det om gensidighed. Den opstår der, hvor det bliver meningsfuldt for begge parter”.
Ulandshjælp, nej tak
Kommer I så for at hjælpe ecuadorianerne?
Lars: “Nej. Vi har diskuteret ordet “hjælpe” meget. Det er et belastet ord i Ecuador, som har modtaget ulandshjælp, men i dag er et land i hurtig vækst”.
Grete: “Vi kommer med en mellemmenneskelig relation. En interesse og en opmærksomhed for, hvad de står med”.
Er det vigtigt for dem?
Grete: “Ja, jeg tror det er vigtigt, at der kommer nogen udefra, der giver værdi til det, de kæmper for”.
Hvad kan samarbejdet?
Kunstnerne forklarer, at de udover at komme med interessen, nysgerrigheden og det udefrakommende blik også kommer med bud på metoder og viljen til samarbejde. Samtidig ligger projektet i forlængelse af kunstnernes øvrige arbejde, der netop kredser undersøgende om, hvad en involverende kunstpraksis kan.
“Jeg laver mest dokumentarfilm, når jeg ikke laver dokumentarfilm, siger Lars Henningsen polemisk. “Det er en måde at opfatte verden på. Verden er ikke noget vi beskriver udefra. Verden er noget vi finder ud af sammen. Det betyder at processen er vigtig, og at medierne – kameraet eller diktafonen – er en del af den proces”.
Hvad er så formålet med at præsentere projektet for et dansk kunstpublikum?
Lars: “Jeg vil gerne, at mennesker, der interesserer sig for udviklingsspørgsmål og acelereret modernitet bliver nysgerrige. På samme måde ønsker jeg at skabe interesse for involverende dokumentar- og kunstprojekter og også at få små faglige diskussioner om denne arbejdsform.
Grete: “Hoved-ideen har været at lave nogle projekter derovre, men jeg synes også, det er en værdisætning af de mennesker, vi har arbejdet sammen med, at vi præsenterer projektet her”.
Fakta
Udstilling
Overbevisninger / Convicciones
14 sep 2012 23 sep 2012
Lars Henningsen, Grete Aagaard
Udstillingstedet rum46 Se kort og tider