Oversete ting får ny sanselighed i dobbeltudstilling

Superadaptere i fantasifulde netværk indtager undereetagen på Overgaden, mens overetagen indtages af forstørrede hverdagsgenstande som en læbestift og en knappenål. Tommy Støckel  og Julie Stavad twister tingene, vi tager tager for givet i en grad, så vi ofte ikke skænker dem en tanke.
Tænk hvis man havde en superadapter, der kunne omforme alle energi- og informationskilder. Vi kender især adaptere fra elektronikkens verden, hvor de omformer fra én spænding og strømstyrke til en anden, fra én type stikkontakt til en anden eller fra én type stik til et andet. Tommy Støckel har tænkt videre og fantaseret om en superadapter, der kan omdanne vand til el eller gas til digital information, ja, hvad som helst til hvad som helst. Disse superadaptere har han udformet som nogle stor, hvide, mangesidede tingester med adskillige plugin-muligheder, der forbindes gennem udstillingsrummet af ledninger og rør på uigennemskuelig vis. Ind imellem forgrener de sig så til genstande i klare farver, der ligner funktionelle objekter eller 3D-print af virtual reality-genstande i lav opløsning.

Intet hus er en ø

Når man siger, at vi er forbundet af netværk, tænker de fleste umiddelbart på internettet, men elnettet, kloaknettet, varme- og vandforsyning er også netværk, der forbinder os, selv om vi gemmer dem væk i vægge og paneler. Hvis man bor i lejlighed, kender man formentlig lyden af faldstammen, hvor efterladenskaberne, som overboen skyller ud i toilettet rasler ned, kun adskilt fra vores eget rum med få millimeter. Vi tænker helst ikke over det, vi har brug for at tænke vores hjem som nogenlunde afsondret, især fra andres efterladenskaber, men ingen lejlighed og heller intet hus er en ø.
Det er en af de tangenter, man kan tænke ud af efter at have set Tommy Støckels installation, der med en enkelt orange ledning fører ud på ydersiden af Overgadens bygning, hvor en parabol synes at opfange – eller udsende – de signaler og materialle stoffer, der må forestilles at suse gennem ledninger, rør og adaptere i denne netværksfantasi.

Christianshavns arkitektur

Kommunikationen med resten af Christianshavn gør sig også gældende i nogle af installationens former, inspireret af bydelens arkitektur. Den letteste at genkende er det fine brotårn på Knippelsbro, der nu fungerer som en slags minikulturhus med udstillinger og intimkoncerter, som i Støckels værk er blevet en abstrakt skulptur i en lysegrøn farve, ikke ulig tårnets egen. Lagkagehuset over for Christianshavns Torv synes også at være til stede, ligesom Frelserkirken, hvis jeg ikke tager meget fejl. Skulpturerne inspirerede faktisk til en detektivisk jagt på arkitektoniske former på Christianshavn på en efterfølgende gåtur i lokalområdet med min kæreste, og fik på den måde en sanselig virkning uden for selve kunstrummet.

Knækket læbestift

Oppe på førstesalen har Julie Stavad samlet en række skulpturer, bundet sammen af gigantiske tekster på overdimensionerede papirlapper, som man måske skal forestille sig er skrevet med den gigantiske, knækkede læbestift, der fylder rummet ud til gaden. Det overdimensionerede går igen i Stavads praksis, og læbestiften, der er højere end et menneske, har en vis kraft i sit udtryk, både i kraft af sin størrelse og i det voldsomme i, at den er ødelagt så stumper af den ligger spredt på gulvet som resultat af en ukendt hændelse.

Stavad forstørrer hverdagsobjekter, kombinerer dem på uventede måder eller ændrer materialet. En forstørret knappenål spidder en lædersofa af normal størrelse på langs gennem ryggen. Et træbord er overtrukket af en kæmpe nylonstrømpe. Og to tasker er lavet af sten, det tætteste man kommer en simpel symbolik: Tung bagage.

De forekommer som enkeltstående skulpturer, kun bundet sammen af de store papirlapper med en slags digte eller personlige optegnelser. De svinger mellem banale iagttagelser og udsagn af egentlig poetisk kraft, ikke mindst dette: “Et objekt halter på grund af en skade. Et andet slæber altid / på ting i poser. Vi andre står mest stille og kigger.”

Objekt-kroppe

Netop dette digt peger på noget centralt i disse skulpturer, nemlig hvordan vi gennem kroppen er beslægtet med tingene – en sammenhæng, der i teksten understreges ved at lade tingene bevæge sig, mens vi står stille. Dog er det os, der iagttager, som den sidste rest af subjektivitet.

Julie Stavads skulpturer er kropslige i den forstand, at de leger med proportioner, med det bløde og det hårde, med det tunge og det lette, og hvis Overgaden ellers husker lyssætningen, hvilket de havde glemt under mit første besøg, er den også æstetisk kraftfuld.

Samlet set er de to udstillinger et fint twist af de hverdagsting, vi tager for givet i vores umiddelbare omgivelser, hvad enten der er tale om rørene og ledningerne i væggen eller en knækket læbestift.