Overskud i kaosbanken
Udstillingen It has my name on it med værker af Andreas Golder bekræfter, at maleriet lever uden åndenød på den europæiske samtidskunstscene.
Udstillingen It has my name on it med værker af Andreas Golder bekræfter, at maleriet lever uden åndenød på den europæiske samtidskunstscene.
Det første, man observerer, når man træder ind på Arkens udstilling med den unge tysk-russiske billedkunstner Andreas Golder (født 1979), er et maleri, hvori der optræder en skikkelse i vand til brystet. Vandet, som ikke ser helt rent ud, fylder langt det meste af billedfladen på det to gange tre meter store maleri. Foroven i maleriet afslutter en skarp horisont kompositionen.
Perspektiv og energi
Der kommer derved perspektiv i tingene. Roen har på én eller anden måde indfundet sig, og man kan nu gå på opdagelse i en stadigt mere forplumret vandoverflade, hvor blandt andet en el-pære med fatning og ledning flyder rundt. Tilsyneladende med lys i. Det smudsige vand, må man formode, er således ladet med elektricitet. Energien er under alle omstændigheder til stede – ikke blot i dette billede; men også i de øvrige malerier på udstillingen.
Chokerende naboskab
ARKEN, kunstmuseet med den forblæste beliggenhed ved Ishøj Strand, har netop gennemført en omfattende udvidelse, som giver mere rum til museets faste samling samt til skiftende særudstillinger. Her har man valgt at vise Andreas Golders første store museumsudstilling i et næsten chokerende naboskab til en ophængning med værker af Skagensmalerne.
Andreas Golders samlede værk er kaotisk og veldisponeret på samme tid. Kompositionerne er bag et væld af brogede motiver sammenfattet af stramme forløb, der giver rum til de dramatiske og til tider humoristiske motiver, som Golder bruger i sine tolkninger af tilværelsens modpoler.
Hunden i hjørnet
I et maleris nederste højre hjørne optræder en minutiøst malet hund. Den ligner i sin uskyldigt siddende position et forstørret glansbillede; men den er påmalet lærredet efter alle kunstens regler, hvorimod resten af billedet udgør et kaos af klatter, kruseduller, håndaftryk og hastigt udførte ansigter. I samme sekund man forgæves prøver at finde den kompositoriske linie i værket, vender øjnene uundgåeligt tilbage til hunden, der derved trods sin placering faktisk udgør et samlende punkt i en komposition, som er svær at definere.
Der findes ikke noget overordnet ‘typisk’ Andreas Golder-motiv. Ganske vist går den tidligere omtalte el-pære igen i flere af værkerne. Oftest hænger den ned i sin ledning fra maleriernes øverste kant som lyset for enden af en tunnel af kaotiske og maniske motiver. Nogle gange er disse skræmmende genkendelige, som for eksempel i maleriet Drama i Pyjamas, hvor en tilsyneladende voldsomt molestreret menneskekrop er blevet hængt til tørre. Referencerne til Francis Bacon underbygges af det hvide strint, der bryder kompositionen diagonalt.
Historiefortælling
Andreas Golder er født i Rusland; men efter jerntæppets sammenbrud emigrerede hans familie i 1989 til Tyskland. Andreas Golder bor og arbejder i dag i Berlin. Han beskriver ifølge udstillingens katalog selv sine værker med disse ord: ’Mine malerier fungerer som en anden form for historiefortælling eller som et udsyn på verden’.