På flugt med kunsten

Hvad er billedkunstens rolle på Roskilde Festivalen? Er den blot en fest i festen, en flugt i flugten?

I særlige momenter kan kunsten være en udfordringen af blikket, overskridelsen af individet, aktiveringen af kollektivet med et budskab rettet mod samfundets forstokkede, fremmedgørende eller stereotype normer.

Men det er muligvis en utopi, at kunsten får den effekt på festivalgængere, der ikke forstår noget som helst, med mindre man taler ‘stangbacardi’. Kunstprogrammet på Roskilde Festival 2013 bærer præg af den erkendelse.

Apati eller VOINA
Under de deltagerbaserede warm-up dage, hvor engagementet fra festivalgæsterne er styrende, har kunstens indslag været få og overfladiske. Måske festlige, legende og engagerende, men som VOINAs aktioner og opråb om empati midt i forbrugskulturens udprægede apati, så er det et budskab, der løber mod strømmen med meget lille friktion.

Imens gruppens bannere skriger om kritisk bevidsthed, løber resten af festivalen uforstående forbi med et SKÅÅÅÅÅÅÅL!

Og hvis man vil vække festivalgæsternes empati og kritiske bevidsthed om noget større, kunne det måske være en idé at italesætte problematikker, der ikke handler om VOINA selv.

At vi midt i festen skal relatere til en ukendt russisk kunstner, der er eftersøgt, har meget begrænsede perspektiver, og budskabet er igen og igen rettet mod VOINA selv, gruppens egne dagsordener og fremstår nærmest som selvsmagende branding.

Hvorfor skulle festen tage del i den protest?

Selvsmageri eller hykleri?
Meget symbolsk endte VOINAs Roskilde aktioner med en protestaktion lørdag aften, hvor gruppen klippede deres egne armbånd som en kritisk markering af festivalens samarbejde med Danske Bank.

Selv skriver de: “Fuck Hipocrisy: Efter at have udført succesfulde, menneskerettigheds-orienterede aktioner under hele Roskilde Festival, afslutter kunstgruppen sit ophold med en symbolsk protest mod hykleri. Under aktionen Fuck Hipocrisy klipper Voina selv deres Roskilde armbånd, som symbol på at festivalen bør klippe deres bånd til Danske Bank.”

Det er meget sigende at VOINA selv mener, at deres aktioner har været succesfulde og at en protest som denne har reel symbolsk kraft.

En fest i festen
Spanske Basurama, der skulle etablere fornyet hjerneaktivitet midt i festivalens skraldebunker udtaler sig meget rammende: ”Det her er en festival. Det er ikke et sted, hvor folk reflekterer så meget. Derfor er vores metode at visualisere budskabet frem for at intellektualisere. Og vi aktiverer og inddrager festivalgæsten.”

En aktivering, der erkender sine begrænsninger. Men et eller andet sted også et trist ambitionsniveau på kunstens vegne.

Lysinstallationerne på festivalpladsen slår samme uambitiøse akkord an, hvor festen blot bliver en fest med et nyt lag sanselighed, ikke dybere bevidsthed.

En stat af fløjl
Imens Ron English’s plakater med musikrportrætter og vor allesammens helte og skurke i populærkulturen efterlod meget lille indtryk, var festivalens uhyre ambitiøse performance-totalinstallation The Velvet State af Fiction Pimps (DK) og Collective Unconscious (UK) et stærkt indslag.

Projektet formåede som det eneste, at møde festivalgæsten med en udtalt indføling og skabe en situation, hvor kunst og individ opløser sig i en eksemplarisk leg med sanser, krop og sociale normer.

Når vi træder ind i fløjls-statens indbydende univers, starter en tranceagtig afklædning af virkeligheden, hvor vi som ‘indvandrere’ hensættes til en position, hvor man må indordne sig under nye dialoger, infrastrukturer og livsanskuelser.

I et besynderligt mix mellem totalteater, body art og musiske performances møder vi et både visuelt og auditivt sitrende univers. De hvidklædte ‘beboere’ (eller engle) veklser mellem totalt fravær til ekstremt nærvær.

Fremmed nærvær
“Do you have the mark?” En beboer stopper mig, da jeg forsøger at trænge ind i én af rummene. Der er begrænsinger og nye strukturer for ens frihed. Men da jeg kort efter siddende på torvet centralt i ‘staten’ får vasket min arm af en beboer, indser jeg midt i det ekstreme nærvær, som denne fremmede udviser, at jeg er ved at blive inviet og få adgang til en ny tilværelse blandt ti arketyper.

De små sorte prikker han roligt og fokuseret placerer på min underarm symbolisere hver af dem: The Bewinged, The Alchymist, The Dictator, The Killer, The Pink Narcissit, The Fetichist, The Critic, The Idealist, The Voyeur, The Creature. Disse vil være målet for de møder, som bid for bid vil involvere mig i en verden, jeg endnu ikke kender grænserne for.

Fiktion med friktion
Ved at træde over grænsen til det velkendte skaber Velvet State en sanseligt spækket og gnidningsfuld tilstand, hvor man midt i festen bliver leget, lokket og pirret til at træde ind i en situation, hvor konteksten kræver at man i én bevægelse redefinere og undersøger ens egne sociale normer og drømme om alternativer.

En undersøgelse som ambitiøst udnytter festivalens sænkede parader, fritsluppenhed, fuldskab og leg i stedet for at løbe hovedrystende mod strømmen.

Det er fiktivt, samtidig med at det udnytter netop den kendsgerning. I fiktionen kan vi skubbes mod nye erkendelser, og et medlem af danske Fiction Pimps formulerede det knivskarpt og utrolig smukt under et arrangement i Velvet State fredag:

“All the fiction you can feel is real!”

Den lader vi stå, og håber på endnu mere fra den skuffe i de kommende år På Roskilde Festivalen.