På Lynnerups massagebriks

Det er tidligt søndag formiddag og KUNSTEN.NU møder Mads Lynnerup i det lille rum på første sal, hvor værket Moving Images er installeret i Nikolaj Kirke. Lynnerup har kun et par timer tilbage i Danmark inden han igen flyver til New York, hvor han til daglig bor og arbejder. Skiftet til USA kom i ung alder, hvor kunstneren fulgte med sine forældre til det uvisse udland.

”Hvis jeg flyttede med, så fik jeg Greencard, så derfor i tidernes morgen flyttede jeg med uden at vide rigtig, hvad det betød.”

Retur med nye dagsordener
Rejsen til USA kappede dog ikke fuldstændig kunstnerens bånd til Danmark. Hjemlandet greb ind i skolegangen ’over there’ og sendte den unge Lynnerup tilbage for at aftjene sin værnepligt netop her i Nikolaj Kunsthal. Men det er ikke det eneste, der gør stedet interessant for Lynnerup. Det, at man ”ikke kunne bede om noget federe” sted at udstille videokunst, sætter den gamle kirke i et særligt lovende lys.

På Fokus 2014 er Lynnerups værk blandt flere andre med til at sætte en ny dagsorden for videokunst som mere end et fladt medie.

På dette års festival kan man både træde direkte ind i virtual reality-videoen Skammekrogen, gribes og nærmest ikke dy sig for at bryde ind i Samira Hashemi’s Ou She’r Mikhanad (She Reads the Poem) og på 1. sal kan man lege med Lynnerups videoskulptur; hvor flere videoer ved publikums interaktion kan blande sig med hinanden på det bevægelige lærred. Man kan placere det, så kun én video træder frem, eller man kan lade lærredet dreje rundt mens man hvirvles ind i fire fortællingers lys og skygge.

Det uvisse som faktor
Moving Images, Lynnerups bidrag til Fokus, viser fire værker: Angle and Incident (2011), Shadows (2011-2014), Chair Massage (2014) og Astrobright (2012), to på hver side af ét lærred. Interaktionen og den legende tilgang er ikke noget, man som publikum bliver instrueret i, og måske netop derfor, foreslår kunstneren, er det særlig virkningsfuldt.

”Jeg kan godt lide det der med; at det gør ikke noget, at man ikke ved, man skal dreje væggen. Men når man først begynder at dreje væggen, så sker det bare, så er der det dér; ’wow!’”

Der er dem, der aldrig opdager, at værket er bevægeligt, og som derfor ikke indgår i den tiltænkte interaktion. Lynnerup har besluttet at lade det være op til publikum at deltage i kunstværket, hvis de vil.

”Det er lidt ærgerligt, lidt skuffende engang i mellem, når man ikke kan vise det til folk, men det er også ok. Man kan ikke tvinge folk til at gøre noget. Og det er det, jeg måske må indse, når jeg virkelig gerne vil have folk til at aktivere; det kan man ikke. Det er også i orden. Jeg kan heller ikke lide at blive presset til at skulle gøre noget selv.”

Den omsorgsfulde henvendelse er for Lynnerup blevet et særligt kritisk greb, der i sin beskedenhed potentielt gemmer et ’wow’. Publikum skal bare selv kaste sig ud i det uvisse. Det gør Lynnerup selv, og hans værker opstår ofte af en følelse af nysgerrighed og protest.

En absurd protest
Værket Angle and Incident (2011) tager udgangspunkt i den amerikanske by, Stamford, der er hovedkvarter for en overvældende række virksomheder og internationale banker. Der er ikke andet end finansielle banker med glasruder, og hele byen er helt kold på grund af det.” Overvejelsen går på en mulig protest.

”Hvordan kan man varme den her by op, ikke? Bruge de dér vinduer til noget. Og så lagde jeg mærke til, at de spejlede solen og så tænkte jeg: Måske man kunne bygge en solovn?”

Der ikke er tale om en politisk happening men en slags ’institutional critique’, der griber ind: Bestrålingen fra byens glasfacader varmer via solovnen en lille kop vand op, så man kan lave sig en kop the midt på gaden. På den måde indleder kunstværket et nært og frugtbart samarbejde med bankernes gigantiske, lukkede glasøjne.

Interventionen er simpel men samtidig absurd i sin tackling af situationen; værket har ’wow-effekt’. Men dét, der gør, at man som publikum bliver overrasket er også en arbejdsmetode, en måde, hvorpå kunstneren forvandler det almindeligt accepterede til komiske og abstrakte skævheder.

”Kunst er for mig noget med, at man ser på sine omgivelser på en anden måde, og der skal ikke meget til nogen gange. Man tager noget ud af en sammenhæng, og så virker det fuldstændig skørt og alle gør det.”

Potteplanter bliver til tegninger til stol til fitness
I videoen Shadows (2011-2014), bliver bl.a. potteplanteskygger forvandlet til ”midlertidige tegninger” ved et (ind)greb, der trods sin enkelhed har en nærmest magisk virkning på det dagligdags fænomen.

På samme vis giver Lynnerup i videoen Chair Massage (2014) en almindelig lænestol en ”tiltrængt” massage inspireret af en hverdagsoplevelse i kunstnerens lokale supermarked.

”I USA er det meget populært med ‘Chair Massage’. Altså, hvis du går i et supermarked, så er der en, der står i et hjørne – der er stole, man lægger sig på – og så kan man lige få en 5-minutters massage; tage stressen ud af dagen.

Den både legende og absurde bearbejdning af hverdagen går igen i den 4. video Astrobright (2012), hvor Lynnerups egen personlige fitnesstræner bruger kunstobjekter til sin træning. Fitnesstræneren indgår således svedende og hjemmevant i Lynnerups projekt, der skævt indrammer brudfladerne i mødet mellem kunst og fitness.

Taget på sengen med et wow!
”For mig er det lidt sjovere, når tingene indgår i noget og lige pludselig, så hænger det ikke sammen, fordi der er noget forkert ved billedet. De værker, som har influeret mig igennem tiden har været nogen, hvor jeg blev taget på sengen. Eller det var bare en lille, enkel ting, der var taget ud af en sammenhæng og lige pludselig bare var helt vild fedt.”

Wow’et ligger i det absurde twist, der sætter hverdag, publikum og kunstner i pludselig interaktion.

Nok projiceres Moving Images som vanlig videokunst på et lærred, men det er også formbart, interaktivt, legende – altså, hvis du vil.