På NFT-udstillingen Cryptopong fornemmer man ikke de revolutionære vinde

Den livlige udstilling Cryptopong i Nikolaj Kunsthal vil vise den hypede NFT-kunsts mangfoldighed og æstetik. Men hvis NFT’en rummer muligheder for at forskyde både det kunstneriske udtryk og repræsentationen af dem, der skaber, køber og konsumerer kunsten, er der ikke rigtig syn for sagen.

Cryptopong! Det er jo en frisk titel, der smager lidt af fantasy og minder om et funky ord, man engang i fortiden kunne have brugt om noget, man forestillede sig i fremtiden.

2022 er da også 50 året for et af de første computerspil, Pong, som var med til at indvarsle den digitale tidsalder, og hvis grove pixelering minder om de nutidige, populære NFT’er, Cryptopunks. Sammen med fænomener som CryptoKitties, Bored Ape Yacht Club og salget af Beeple’s Everydays: The First 5000 Days er Cryptopunks ofte taget til indtægt for at have sat NFT dillen i gang.

Hvordan kommer man fra den blå skærm til museumsrummet?

Cryptopong, der netop hævder at undersøge NFT-fænomenet sammen med andre Extended Reality-former, er sat sammen af Radar Contemporary, en kunstnerdreven udstillingsplatform drevet af Ida Kvetny og Diana Velasco med et ønske om at sætte fokus på kunstnere, der arbejder med nye teknologier.

Men hvordan laver man en fysisk museumsudstilling med værker, som er født ud af det digitale og rettet mod små blå skærme og digitale platforme?

Det gør Cryptopong såmænd et behjertet forsøg på i en visuelt fængende og ganske sanselig præsentation, der anstrenger sig for at nedbryde dialektiske og begrænsende indhegninger, og søge udvekslinger mellem fysisk materialitet og den immaterielle og flygtige digitale sfære. Dog ikke uden problemer.

Spil bordtennis og byt bolden til en NFT

Tag derfor, i denne ånd, et spil pingpong ved et forvokset bordtennisbord med et hav af små selvlysende bolde – da jeg var i udstillingen, var en skoleklasse på den høje decibelskala i gang!
Installationen er skabt af Ida Kvetny og Diana Velasco, og er man heldig, er der blandt de mange bolde, der er i spil, én med en lille tegning på, og denne bold kan man i skranken få byttet om til en NFT-udgave.

Hmmm…det er ganske sjovt, men måske et lige lovlig gumpetungt argument for forbindelsen mellem de forskellige realiteter (og jeg ville nok have beholdt bordtennisbolden, hvis jeg ellers havde fundet en). Værket “sætter spørgsmålstegn ved kunstværkers ægthed, ejerskab og værdi”, hedder det i hand-outet, og så har man hørt det med.

En filmplakat i stedet for en film

Også andre steder i udstillingen melder problemerne sig for museumsgæsten. For godt nok har den store vægprojektion, AIDOL (Game Loading Screen) af Lawrence Leks, en vis visuel appel, men man står alligevel tilbage med en lidt amputeret fornemmelse.
Det viser sig, at værket er afledt af Leks computergenererede musical-film AIDOL fra 2019. Filmen handler om en skriveblokeret sangerinde, der hyrer en AI til at skrive hendes comeback-sange. I filmen indgår et videospil, hvor spilleren påtager sig rollen som divaen, og det er så en widescreen-udgave af startskærmen til dette videospil, man betragter i Nikolaj Kunsthal.

Det er som at se på en filmplakat, hvor man hellere ville have set filmen. At der vist er noget med, at ejerskabsforholdene er NFT-certificerede er usynligt for os og næppe interessant i sig selv.

Så hellere de Augmented Reality værker af Ida Kvetny og Jonas Kasper Jensen, man kan scanne ind på mobilen og sætte i spil foran indgangen til Nikolaj Kunsthal, hvor værk og teknologi spiller mere sømløst sammen og faktisk danner dialogen mellem fysiske og virtuelle virkeligheder, der supplerer hinanden.

Den forjættede port?

Udstillingen vil som nævnt sætte fokus på tematikken omkring kunst på blockchain. Men hvad er der så med disse NFT’er, som alle taler om? Er fænomenet den forjættede port til helt nye kunstformer? Eller til nye decentrale platforme som modstykke til nettets dinosauriske og monopole pengemaskiner som Google, Meta eller Spotify? Det er der nogle, der snakker om, mens andre har svært ved at se lyset, og snarere ser NFT’en som et pyramidespil drevet af kapitalistiske logikker, som så kan bruge kunsten som blinkende lokkemad.

Der er værker på Cryptopong, der forholder sig visionært og tankefuldt til disse spørgsmål. Eksempelvis møder man i tårnrummet en stor pixeleret videoprojektion og en mindre videoskærm med et ‘tåget’, bevægeligt billede. Værket af Eve Sussmann har baggrund i kunstnerens videoværk, 89 seconds at Alcázar fra 2004, i hvilket Sussmann har levendegjort scenen fra det berømte Velásquezs maleri Las Meninas fra 1656, hvor lille prinsesse Margarita føres frem for kong Fillip IV og dronning Mariana, som sidder model for Velásquez selv.

I 2018 udviklede Sussmann et nyt værk ud af videoen – et cryptoværk. Hun ‘atomiserede’ det, idet hun splittede det op i 2.304 stykker af 20×20 pixels, og solgte disse fragmenter enkeltvis som NFT’er. Blockchain-teknologien tillader, at hver ejer af et fragment låner eller udlåner fragmenter til de andre i ejerfællesskabet. Om værket kan vises i sin helhed, afhænger derfor af ejerkredsens kollektive deltagelse.

Nikolaj Kunsthal har i forbindelse med udstillingen erhvervet et af ‘atomerne’, og det afspilles nu på den lille skærm i tårnrummet. Blæst op på væggen ses hele værket, som dog ikke er helt, fordi nogle af fragmenterne mangler. Enten er alle fragmenter endnu ikke solgt, eller også er der ejere, som ikke udlåner deres del. I hvert fald er det et mangelfuldt og pixeleret værk, vi oplever, men også et værk, der udpeger visioner for nye, alternative ejer- og fællesskaber i de nye teknologiske mulighedsrum.

Skid en NFT!

Omvendt er transkønnede Cassils NFT-performance og -værkkreds $ht Coin – udført under aliaset White Male Artist – en kapitalismekritisk finger til den nye blockchain-teknologiske kommercialiseringsform, men også et værk der råber mod kunstmarkedets manglende plads til andre kunstnere end ciskønnede mænd.

Cassil har hacket Piero Manzonis berømte kunstnerlort-på-dåse-værk, Merda d’artista fra 1961, og over en måned spist mad baseret på diæter, indtaget af de tredive kommercielt set mest succesfulde hvide, mandlige kunstnere, eksempelvis Lucian Freud, Jeff Koons og Francis Bacon. Herefter har han konserveret sin afføring på dåse og sat digitale udgaver af dåserne til salg på NFT-markedet.

Hvori består ‘det nye’?

Men når nu Cassils værk peger på strukturelle misforhold i kunstverdenen, får man også øje på de paradokser, som en udstillingen som denne løber ind i. Der er fine værker på udstillingen og en del for øjet, men hvori består ‘det nye’, og hvad adskiller den fra andre udstillinger?

Dels er der vanskelighederne med at transportere onlinekulturer ind i en traditionel fysisk museumspræsentation, men spørgsmålet er også om udstillingen reelt udstikker nye veje for kunsten.

Der er dem, der hævder, at NFT’ere har revolutioneret – eller i det mindste har potentialet til at revolutionere – den visuelle kultur, der nu ikke hovedsageligt er inspireret af vestlige kunstgenrer men mere af onlinefællesskaber med rødder andre steder i verden og i subkulturer såsom glitch, gaming, AI-generede billed- og meme-kultur.

På Cryptopong fornemmer man ikke sådanne revolutionære vinde. Snarere henviser påfaldende mange værker tilbage til en såre kanoniseret, vestlig kunsthistorie: Velásquez og Manzoni har vi været omkring, men der er såmænd også referencer til Dada (Claudia Hart), og oldgræsk kunst (Carla Gannis og Ida Kvetny).

Hvis NFT’en rummer muligheder for at forskyde både det kunstneriske udtryk og repræsentationen af dem, der skaber, køber og konsumerer kunsten, så synes jeg faktisk ikke rigtigt, der er syn for sagen i Cryptopong.