På svømmetur i overfloden

For enden af overfloden ligger The Lake – en internetradiostation, der har fyldt et krater efter den kommercielle musikindustri. Det er en virtuel sø af audiotive kulturprodukter fra hele verden og fra alle tider. Stationen har eksisteret siden 2013 og er drevet bl.a. af Efterklang, Jan Stricker og Kasper Vang. The Lake streamer musik og lydværker, som løbende lægges i en randomiseret playliste, der på nuværende tidspunkt tæller nogle tusinde værker.

Her ville det ikke være mærkeligt at høre pygmæsang fra Congo lige efter en lydperformance med Andy Warhol.

Farvel til mesterværket
Der er noget vulgært over den ublu brug af værkerne. De præsenteres ikke af en vært. Bliver hverken hypet eller kontekstualiseret. Det betyder også at ingen af værkerne bliver særligt fremhævet eller gjort vigtigere end andre. Det er en stil, der  står i stærk kontrast til industriens halsen efter det næste nye investeringshåb.

Det er et naturligt resultat af en situationen, hvor der er en ubegribelig kulturproduktion tilgængelig i vores digitale arkiver.  Noget der resultere i at ideen om mesterværket giver mindre og mindre mening og hvor der skal mere og mere til, for at opretholde den ide.

En kuratorisk nedsænkning
The Lake er den generøse sø i en kulturel overflod – et befriende alternativ i havet af desperate forsøg på at moneytize kulturen, i slipstrømmen af forældende ejendomsbaserede økonomier. Det er en måde at præsentere den overflod af kulturproduktion, som vi har til rådighed. Kulturen er netop ikke – i samme udstrækning som tidligere –bundet af nationale grænser og historiske epoker, som den naturlige kuratoriske organisationsform, men overskrider dem helt naturligt.

Søen er ikke en organiseringsform, men en nedsænkning. Her ved man ikke hvor det ene begynder og hvor man selv stopper. Ligesom vand, glider værkerne henover kroppen og forsvinder igen ud i det blå. Det er en udveksling mellem det vi selv består af og det vi er omgivet af. Prøv selv at lytte: The Lake Radio

Vi tager stadig intet ansvar
Nu har den årlige begivenhed Vi tager intet ansvar netop fundet sted for fjerde gang. Anna Kristine Holmberg og Amalie Gabel inviterer et par kunstnere til at udstille, som så igen skal invitere nogle flere og så videre. I år endte det vist med et par hundrede deltagende kunstnere, som hver tager et værk med, der bliver installeret efter en tidsplan i løbet af en aften. 

Lad os kalde Vi tager intet ansvar for en performance, eller en performance, der ligner en udstilling eller omvendt. Projektet tillader med andre ord en flot dobbelt-ontologi, der destabilisere betydningen af værkerne udstillingen. Selv skriver de om projektet at:

”Udstillingen er et performativt eksperiment, der udforsker de sociale og faglige relationer i kunstmiljøer. Eksperimentet vil gå mod kaos og værkerne vil overdøve, overlappe, overskygge og opløse hinanden.”

Kunst er redskab
Ofte er problemet med kunst, der skal være noget andet end kunst, at det fortsat ligner kunst. Når det lykkedes med at blive noget andet holder det også op med at være kunst – eller ligne kunst. Vi tager intet ansvar er dog et eksempel på at man holder fast i at kunsten er kunst, men at man bruger den, ikke (kun) som værker, der skal opleves, men som en del af et ”eksperiment, der udforsker sociale og faglige relationer i kunstmiljøet”.

Her er værkerne konkrete redskaber, på samme måde, som de ofte er i politiske og investeringsmæssige sammenhænge for eksempel. Det er en situation, hvor spørgsmålet om værkerne er kunst eller redskaber er lige meget. Faktum er, at det er begge dele på samme tid.

Hvad handler værket om
Et andet interessant aspekt af ”Vi tager intet ansvar” er hvad værket består af. Materialebeskrivelsen lyder vel egentlig sådan her: Sociale netværk, udstillingsrum, kunstværker, kunstnere og deres venner, fest, facebook-begivenhed og ’ikke-kuratering’. Det er et problem at mange af de elementer, såsom kuratering, sjældent får lov til at være en del af materialebeskrivelsen. Det udelader ofte vigtige muligheder, for at beskrive hvad samtidskunst er.

Det centrale for mig her er at pege på en måde at læse værker på hvor de ikke formidles som om de handler om noget, men at de er noget – altså med udgangspunkt i hvad de består af.

En af grundene til at man kan ønske sig nøgterne materialebeskrivelser frem for kunsthistorier og formidling, er at man kan lægge ansvaret for udtrykket, over på materialerne. Materialerne i sig selv bliver det udtryksfulde. I stedet for at man skal forholde sig til hvad værket handler om, kan man pege på skiltet og få folk til at forholde sig til hvad træ, oliemaling, lærred, beton, 3d-print m.m. handler om.

Værkerne i ”Vi tager intet ansvar” er imidlertid ikke bare materialer, men også agenter, der får kunstudstillingen til at kollapse under sin egen overflod.

Swiminal Poolitics
Swiminal Poolitics er en udstilling der åbnede den 17. november på nettet. Den fandt sted i en svømmepøl på Samos i Grækenland, men er skabt til at være en online udstilling: www.swimminalpoolitics.eu.

Projektet er kurateret af den canadiske duo Skensved X Blunt, (Emmy Skensved og Gregoire Blunt), som bor i Berlin.

Samos ligger tæt på Grækenland og er en af de græske øer, som flest bådflygtninge kommer til. Derfor er det en af disse absurde øer, hvor turismeindustrien og flygtningekrisen eksisterer side om side.

Til udstillingen har kuratoren og skribenten Michelangelo Corsarro skrevet en kort novelle, der placerer poolen i et fiktivt univers, hvor der raser en skovbrand i horisonten, mens turisterne ved poolen dyrker en sorgløs tilværelse med sex og drinks.

Felix Kalmenson: A Year in Review, video, 2015.

Resten af udstillingen består af værker, som flydende dåser med øl af mærket FIX Hellas, en funden hvidmalet redningsvest og Blunt og Skensveds eget værk, Humiliation Tactics, der performativt påviser tilstedeværelsen af urin-indikator i vandet.

Overfloden aftegnet
I Swiminal Poolitics bliver udstillingsrummet som materiale tydeligt. Man ser hvordan værkerne former og bevæger sig efter rummets logik. Udstillingsrummets politikker bliver med andre synlige, som et materiale.

I det her tilfælde er udstillingsrummet netop der, hvor overfloden er tydeligst, på en solseng ved siden af poolen, men også i høj grad fra bag skærmen, med blikket flakkende nedover den konstante flod af information i vores feed.