På trip i kunsten

På udstillingen Black Light – secret traditions in art since the 1950s får man lyst til at springe på hovedet ned i kaninhullet. I et kunsttrip med selvlysende farver og psykedeliske mønstre belyser udstillingens værker en række såkaldt hemmelige traditioner i kunsten siden 1950’erne.

Ved indgangen til udstillingen bliver jeg præsenteret for titlen Black Light og dens reference til islamisk sufisme – en bevægelse der især er kendt for den dansende meditation, hvor sufien kan komme i en trancelignende tilstand. Titlen Black Light refererer til den mystiske tilstand samt det lys vi ser, når vi lukker øjnene og udstillingen lægger direkte op til, at publikum bruger kunsten som et middel til at opnå et højere bevidsthedsniveau.

Subkultur og modkultur

De hemmelige traditioner, som udstillingen søger at belyse, er alt fra bevidsthedsudvidende stoffer, østlig filosofi og okkultisme til magi, alkymi og antroposofi. Udstillingen viser desuden, hvordan disse temaer er blevet integreret i populærkulturen. Jeg kan godt være i tvivl om, hvor hemmelige traditionerne er, og det handler måske snarere om, at brugen af disse metoder aldrig har været mainstream, og at det for mange mennesker er tabu at tale om fx stofbrug.

Men i de senere år har flere kunstnere vist fornyet interesse i ovenstående temaer, og det samme gør sig gældende i videnskaben. Hjerneforskere, psykiatere og neurologer forsker fx i, hvordan psykedeliske stoffer kan kurere lidelser som depression, angst, alkoholisme og kroniske smerter. Samtidig står flere og flere privatpersoner frem og beretter om de terapeutiske effekter, de oplever, at stoffer som lsd, svampe og mdma kan have.

Virkelighedsforstyrrende

Et af de første værker, som fanger mit blik på udstillingen, er et mere eller mindre psykedelisk maleri af Antoni Tàpies fra 1946.

Kunstneren har brugt tykke lag, streger og klumper af maling, som tilføjer værket en helt særlig dimension. Det ser nærmest ud som om, manden i billedet udstråler en form for energi, eller at jeg står og kigger direkte ind i en parallel verden. Maleriet virker både intuitivt, gådefuldt og virkelighedsforstyrrende.

Længere fremme i udstillingen bliver jeg draget af Bryan Gysins Dream Machine (1962), som er et apparat, der projekterer stroboskopisk lys. Udstillingsgæsten opfordres til at sætte sig foran værket med lukkede øjne, og med en god portion tålmodighed skulle man efter flere minutter kunne opleve en form for hallucination. Jeg placerer mig optimistisk foran værket med lukkede øjne, men jeg kan mærke, at det kræver mere af mig end først antaget.

Det første jeg må overkomme er tanken eller følelsen af, at nogen betragter mig, og da jeg giver slip på dette, opstår en form for svimmelhed. Jeg forsøger at koncentrere mig om det lys, jeg kan se igennem mine lukkede øjne, hvilket føles både intenst og afslappende på samme tid. Nogen egentlig hallucination opnår jeg desværre ikke.

Tryllebundet af det okkulte

I et lille rum, afgrænset af et tungt gardin, sætter jeg mig til rette på en bænk og bliver fuldstændig tryllebundet af Kenneth Angers hypnotiske videoværk Invocation of My Demon Brother (1969). Mick Jagger har komponeret soundtracket, som er et uoverensstemmende elektronisk stykke spillet på en Moog synthesizer. Musikken matcher det visuelle perfekt, da filmen ikke har en lineær fortælling, men rummer en række forskellige optagelser i hurtige klip og loops.

Størstedelen af den 11 minutter lange film er badet i rødt lys og viser bl.a. okkulte ritualer, satanisk symbolisme, nøgne mænd på en sofa og korte klip fra Woodstock-festivalen – alt sammen i et psykedelisk abstrakt univers, der understreger den stofkultur, som gjorde sig gældende i San Francisco i slutningen af 1960’erne. Krydsklipningen, som Anger har benyttet sig af, er samtidig med til at skabe en foruroligende og kaotisk atmosfære.

Psykedelisk kunstoplevelse

Udstillingens 350 værker favner meget bredt og publikum bliver bl.a. præsenteret for diagrammer af Rudolf Steiner, malerier af William S. Burroughs, improvisationsjazz af Sun Ra samt bøger af Carl Gustav Jung. Et mindre maleri af Suzanne Treister i slutningen af udstillingen får mig til at skærpe blikket og zoome ind på det, der ifølge værkets titel er et ayahuasca-syn. Jeg bliver forført af værket og dets farver, som for en stund giver mig lyst til selv at prøve et ayahuasca-trip. Men kun for en stund for jeg er ikke sikker på, at jeg mentalt er klar til sådan en rejse. Lige nu stiller jeg mig tilfreds med en psykedelisk kunstoplevelse.

Se det spirituelle i kunsten

Black Light er ikke en udstilling man keder sig i, men den kunne godt være strammere kurateret. I stedet for at omfavne så mange temaer samt forgreninger i populærkulturen havde det været mere interessant og ikke mindst dybdegående kun at forholde sig til ét eller nogle få emner. Helhedsindtrykket fremstår en smule fragmentarisk, men det må fremhæves, at der er tale om ting, som kan være svære at forstå på et dybere plan, og måske ligger styrken i udstillingens værker netop i det, der ikke kan siges om dem.

Der er noget befriende i ikke at overfortolke værkerne og det giver plads til mystik mellem værk og beskuer. Det at fortolke og insistere på at forstå et kunstværk handler jo netop om kontrol og er en form for magtudøvelse fra beskuerens side. Udstillingen opfordrer publikum til at give slip på dette og i stedet se det spirituelle i kunsten, hvilket må siges at være et kærkomment initiativ i kunstverdenen.