På udkig efter kritikkens fremtid

Gennem de seneste årtier har der været en gængs forestilling om, at kunstkritikken er i krise. I dag, hvor kunstdækningen udfolder sig på flere og flere platforme og i utraditionelle medier, kan det være på sin plads at tage kritikken under opsyn endnu engang. For, hvor er den på vej hen, og på basis af hvilke dagsordener formulerer den sit ærinde?

Oplægget lød:
”Arrangementet vil sætte fokus på konsekvenserne af, at kritikken nu i høj grad finder sted i nye medier og på fagligt specialiserede platforme frem for i de danske aviser og dagblade. Er kunstkritikken blevet for de få eller har den stadig potentiale for at danne ramme for en generel samfundsdebat? Har anmelderi, formidling og brugerinddragelse overtaget kunstkritikkens rolle i medielandskabet?”

Traditionel diagnose
Aftenens panel talte ingen redaktører, eller egentlig ansvarshavende figurer i feltet, ej heller repræsentanter fra AICA – Foreningen af Danske Kunstkritikere, hvor denne debat har været rejst tidligere. De indbudte var direktør for Museet for Samtidskunst, Sanne Kofod Olsen, kunstkritiker ved kunstkritikk.dk Jacob Lillemose, retoriker, debattør og kulturformidler (bl.a. ved DR) Barbara Læssøe Stephensen og lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet Jørn Erslev Andersen.

Som særligt indspark til aftenens tematik var kunstner, kunstkritiker og online redaktør ved The Wire Magazine, Nathan Budzinski indbudt til at give en britisk vinkel på ’krisen’.

Der ligger nogle meget traditionelle diagnoser i oplægget: Kunstkritikken er blevet nichestof, kunstkritikken er ikke længere en fast del af dagspressens kulturdækning, og X-Faktor/Vores Kunst har nedprioriteret den faglige persona til fordel for en inddraget bruger, der får overdraget rollen som argumentør.

Den store persona
Nathan Budzinski indtager en ret nostalgisk position i sit oplæg, hvor han fremhæver Kenneth Clarks kunstkritiske public service program Civilisation fra slut 60’erne på BBC, som godt nok helt uaktuelt men et udtryk for, hvordan nutidens kritik mangler stærke personaer, god tid, redaktionel investering og indiskutabel faglighed.

Og i hans øjne er den diskussion om kunstens repræsentation, der prægede den britiske offentlighed i 60’erne og 70’erne, endnu ikke blevet besvaret. Den formelle og personbårne kritik, som Kenneth Clark bl.a. stod for, fremstår i dag som mudderkampe med personlige agendaer, understreget ved debatformerne, der præger de online medier.

Budzinski citerer fra en debattråd, hvor en ’clint eastwood’ skriver:

The problem with art critics is that there are no art critics what criticize. The panelled critics here find it hard to write down what’s good or bad. They sound pointless, boring and should change their title from critic to retorics.

Opgør med vanetænkningen
Den nostalgi og krisetanke følger Sanne Kofod Olsen ikke.

”Jeg mener vi bør spørge os selv, om kunstkritik skal være public service, og om det egentlig er naturligt at det er dagspressen, der dækker kunsten? I dag er det især medier som kunsten.nu og kunstkritikk.dk, der betyder noget for os som institution. Det er her, dem der kommer på museet orienterer sig, og det er her vi har debatten,” påpeger hun og vejrer kort sagt online-morgenluft.

Jacob Lillemose følger op på den logik:
”Jeg havde et ideal om, at kunstkritikken skulle være kulturbærende, men Købehavn mangler til sammenligning med fx London, Berlin og New York, helt enkelt en kunstoffentlighed. Nu er spørgsmålet for mig snarere, om vi kan udvikle et sprog, der kan få folk til at engagere sig i kunsten?” forklarer han og mener i det hele taget, at vi i dag ser langt flere stemmer, der har et potentiale til at udvikle helt nye måder at skrive om kunst på.

Retur til relevansen
Barbara Læssøe Stephensen tager fat i den voksende populisme, hvor alle kan indtage rollen som kunstkritiker:

”Det der især springer mig i øjnene, er at der mangler argumenter,” pointerer hun og begræder at billedkunsten selv har en tendens til at blande sig uden om i samfundsdebatten:

”Billedkunsten blander sig ikke. Det er bare ikke god tone. For mig at se ligger der en opgave her for kunstkritikken: Kritikeren skal påtage sig et ansvar for at understrege, at kunsten har en samfundsrelevans.”

Jørn Erslev Andersen, der har fået den kunsthistoriske hat denne aften bakker denne aflivning af krisen op:

”Forfaldstanken i forbindelse med kunstkritikken er i det hele taget lidt forfejlet, da den knytter sig til et gammelt opgør med et modernistisk værkbegreb,” forklarer han.

Og som en understregning af aftenens gryende afsked med krise-nostalgien understregede Sanne Kofod Olsen at den nye mediestøtte fra Kulturministeriet har åbnet op for onlinemedierne. Se, det er jo nye tider…