Pedellens kost og en glemt skoletaske

“Det har det været vigtigt for mig at arbejde med situationer og genstande, som børnene kan identificere sig med og digte videre på,” fortæller Rose Eken om sin kunst til Frederiksbjerg Skole i Aarhus. I en serie artikler varmer vi op til sceneprogrammet på Art Herning 27. – 29. januar, der har udsmykninger som tema.

I begyndelsen af 2014 blev Rose Eken ringet op af Aarhus Billedkunstudvalg og spurgt, om hun ville levere skitseforslag til en udsmykning af den nye Frederiksbjerg Skole. Opgaven lød på både at skabe “noget stort og gennemgribende – og noget småt og finurligt, som man måske først lagde mærke til, når man gik ud af 9. klasse.”

“Jeg havde ikke tidligere lavet noget i så stor skala,” fortæller Rose Eken. “Men det forekom mig ret naturligt, da jeg netop arbejder i forskellige skalaer og materialer.”

Rose Ekens kunstneriske univers kredser omkring tingene. Både hverdagens ting og ting, der hører til specifikke miljøer – rockbandets øvelokale, baren eller kunstnerværkstedet eksempelvis.

Hendes hovedgreb er at reproducere og geniscenesætte de velkendte ting – men nu i skala- og materialeforvrængede udgaver, hvor trommesættet er lillebitte og skabt i pap, gaffatapen, ølkapslerne, malerpenslerne i keramik eller bandets sætliste er udført som broderi på fint silkestof. Alt har en håndlavet – ofte fejlbehæftet – æstetik, og det er karakteristisk, at Ekens værker kommunikerer ret umiddelbart og uden omsvøb til sit publikum.

“Når man får sådan en opgave, må man forholde sig til brugerne. Her skal børnene løbe og lege og se på det hver dag, og der har det været vigtigt for mig at arbejde med nogle situationer og genstande, som børnene kan identificere sig med og digte videre på,” forklarer Rose Eken.

15 meget forskellige værker er det blevet til på skolen, og flere af dem smelter nærmest ind i skolemiljøet. Der er således bronzeskulpturer, der forestiller skolehverdags-genstande som en knagerække med en cowboyjakke, nogle grønne mælkekasser eller pedellens kost. På en bænk står en glemt skoletaske.

“Skoletasken repræsenterer alle skolebørn, men det er jo også bare den der efterladte taske, man kan begynde at fortælle historier om: Hvem har glemt den, hvad er der indeni den og så videre.”

Eken håber, at børnene begynder at tagge den. Oprindeligt havde hun tænkt at gøre det selv, men valgte at lade være, fordi hun regner med, at det er det, der kommer til at ske: “Så kan det blive en virkelig interessant fortælling, fordi det så kommer til at handle om alle de børn, der har gået på skolen i og med, at de sætter deres præg på objektet. En form for tidfortælling.”

I det hele taget er det vigtigt, at værkerne kan bruges. Skolen har bevægelse som prioritet, og det er skrevet ind i arkitekturen eksempelvis med klatrevæglignende trappepassager. Eken havde egentlig planlagt flere keramiske værker i montrer, men nedprioriterede disse til fordel for bronzeskulpturerne. Knagerækken kan netop bruges, ligesom man kan sidde, hoppe eller holde møde på mælkekasserne.

I den store skala har Eken lavet nogle vægmalerier af elkabler, der snor sig. Et af disse kalder hun for United Nation, og her munder ledningkaoset ud i tre forskellige stik, som bruges i forskellige dele af verden. Omvendt har hun fået installeret små koøjer i væggene på alle etager, hvor igennem man kan se miniature-stilleben af hverdagssituationer – et børneværelse, en fødselsdagsfest, et motorcykelværksted.

“Her er der igen tale om værker, man selv skal aktivere. Man opdager dem ikke, hvis man ikke lader nysgerrigheden råde, og man kan løbe forbi eller vælge at trykke på en lys-knap og kigge ind. Jeg synes, det er interessant, at det er meget intime værker, fordi man kun kan kigge en ad gangen.”

“Jeg undersøger jo verden igennem tingene og vil gerne igangsætte beskuerens – i dette tilfælde børnenes – egenerindring, fantasi og evne til at skabe sine egne narrativer. Når man transformerer noget til andre materialer og til andre skalaer, bliver det hele pludselig skævt og uhjemligt, og det sætter noget i gang. Det er et ret banalt greb, men det virker.”

“Det virker blandt andet, fordi det også er et humoristisk greb. Det åbner op for en spontan dialog med publikum, som gør, at de måske slapper lidt mere af, får lov til at være nysgerrige og gå længere ind i de lag, man så måske kan læse ind i et kunstværk.”

“Jeg laver ikke kunst, hvor man skal læse 700 sider, før man forstår værket. Ikke at der noget i vejen med det – det er bare en helt anden tilgang til det at forstå, gøre og skabe noget. Jeg er helt klart meget stoflig, det handler meget om processen, og det må gerne skinne igennem til publikum – i dette tilfælde dem, der bruger skolen.”

Eken fremhæver, at som kunstner var det interessant for hende at komme tidligt ind i forløbet – allerede inden byggeriet var i gang. Hun havde en god dialog med arkitekten om, hvad der var realistisk, og der blev foretaget en række ændringer undervejs om, hvilke værker der skulle med, og hvor de skulle placeres.

“Det er min første opgave af den karakter, og der er et helt sprog, der skal læres. Bygningen er ekstrem kompleks, og jeg fik en til at lave en 3D-model for bedre at kunne forestille mig, hvordan jeg kunne interagere med bygningen.”

Hun oplevede også en række udfordringer, og at man meget hurtigt kunne snakke forbi hinanden. Som kunstner havner man nemt nederst i hierarkiet på en stor byggeplads – så var der ikke sat et stillads op, når hun skulle lave vægmalerierne – så var der ikke afklaret med brandmyndigheder i forhold til, hvor en bronzeskulptur kunne stå etc.

Børn, lærere og forældre har taget godt imod Ekens værker, og det har været en stor opmuntring at få så positiv feedback fra et publikum, der er fjernt fra Ekens traditionelle publikum.

“Jeg betragter i det hele taget opgaven som en gave. Også personligt, for det har udviklet min måde at tænke skala på og min måde at tænke min egen praksis på,” slutter Rose Eken.