Performancekunst under optimale forhold

Lilith Performance Studio i Malmø undersøger performancekunstens potentialer, når den produceres og vises under optimale forhold.

Matti Kallioinen på Lilith i 2007. Foto: Lilith Performance Studio

Lilith Performance Studio i Malmø undersøger performancekunstens potentialer, når den produceres og vises under optimale forhold.


info

Lilith Performance Studio deltager i udstillingen 24 Spacesen kakofoni i Malmö Konsthall som en del af Malmö Nordic 2013

Se mere her


Elin Lundgren. Foto: Sandra M. Nielsen
Elin Lundgren. Foto: Sandra M. Nielsen

Diskret placeret i et industriområde i Malmø ligger Lilith Performance Studio, en unik arena for performancekunst, som siden 2007 har produceret over 30 performances i stor skala. I et tæt samarbejde med stedets kunstneriske ledere, Elin Lundgren og Petter Pettersson, får inviterede kunstnere fra hele verden muligheden for at producere en performance under nogle forhold, som genren sjældent møder inden for billedkunstens verden.

“Vi så et behov for performance andre steder end til festivaler eller ferniseringer, hvor de fysiske og økonomiske omstændigheder ofte er ringe. Og så begyndte vi at lege med tanken: hvad kan performance være, hvis man tilbyder det de samme forhold, som på teatre og større produktionssteder? Hvad ville der komme ud af det?” spørger Elin Lundgren, som selv har en baggrund inden for teatrets verden.

Det ukategoriseredes frihed
Lundgrens erfaring med teater og Petter Petterssons baggrund inden for billedkunsten, danner de optimale rammer for et forum, hvor netop det visuelle og det performative mødes. Et kunstnerisk område, som stikker ud i forskellige genrer, uden at lade sig definere. Og det kan være en stor fordel.

“Performance kan være så mange ting, som berører flere punkter inden for kunstverdenen. Og der er en stor styrke i, at det ikke er så fastlagt, hvad performancekunst kan og bør være. Det giver os en stor frihed” fortæller Lundgren.

Genevieve Belleveau på Lilith i 2010. Foto: Lilith Performance Studio
Genevieve Belleveau på Lilith i 2010. Foto: Lilith Performance Studio

“Performance er et meget åbent og svævende felt, hvilket det bør fortsætte med at være for ikke at blive for kommercialiseret. Vi bør undgå at starte en tradition om, hvad der er rigtigt eller forkert – om hvad performance bør eller plejer at være. For os er det en udforskning af, hvad performancekunst kan være.”

Uforudsigelige samarbejdspartnere
Den udforskende tilgang til feltet er også en af grundene til, at de kunstneriske ledere inviterer billedkunstnere ind, som aldrig har arbejdet med performance før.

“Flere af de kunstnere, som vi arbejder med, har ikke arbejdet med performance før, men man kan ofte se et performativt udtryk i deres kunst. Så ser vi for eksempel på deres billeder og spørger helt konkret: hvordan ville du gøre det her live?”

Dialogen mellem Lilith Performance Studio og den enkelte kunstner er en længerevarende proces. Samarbejdet med Myriam Laplante, kunstneren bag Lilith’s sidste performance, The Night Watch, startede eksempelvis 1,5 år før selve opførelsen.

“Det er i høj grad et samarbejde mellem os og kunstneren. Vi giver og tager imod forslag og vender dem frem og tilbage, indtil vi er enige om et koncept. Først dér starter samarbejdet”.

Melati Suryodarmo på Lilith i 2007. Foto: Hanna Johansson
Melati Suryodarmo på Lilith i 2007. Foto: Hanna Johansson

“Tit bliver kunstnerne overvældede over den størrelse og det omfang for performancen, der åbnes op for her på Lilith Performance Studio”, fortsætter hun. “Og især måden, hvorpå vi går ind i deres kreative proces, ved at stille kritiske spørgsmål, er ikke noget de er vant til. Det er stort for mange kunstnere at åbne op for deres verden – tit har de arbejdet for sig selv i deres studio hele deres liv, og pludselig skal de gøre deres arbejde gennemsigtigt”.

“Derfor er det nødvendigt at have klare linjer fra starten. Nogle gange opnår vi ikke enighed med kunstnerne, og vi bliver enige om at afslutte samarbejdet før det for alvor begynder” pointerer Lundgren.

Når ressourcer ikke er en hæmsko
Med et stort netværk inden for billedkunstens og teatrets verden, samt en sund økonomi, takket være den svenske kunststøtte, står Lilith Performance Studio som en ressourcestærk produktionsscene.

Tsuneko Taniuchi på Lilith i 2009. Foto: Lilith Performance Studio
Tsuneko Taniuchi på Lilith i 2009. Foto: Lilith Performance Studio

“Vi har midlerne til at hjælpe kunstnerne med det praktiske i udførelsen. For eksempel når der skal skaffes flere performere – vi har et stort netværk og har nogle gange afholdt auditions over et par dage, hvor vi går igennem 50 performere for at finde én, der passer perfekt”.

“Der skal være en form for kemi mellem kunstneren og den castede performer,” fortsætter hun. “Mange kunstnere er bange for at bruge skuespillere – de frygter, at det bliver for teatralt. Her står jeg imellem dem, som en ‘spøgelses-instruktør’ og vejleder skuespilleren i den retning, kunstneren arbejder”.

Et viderebragt budskab
“Jeg tror ikke helt, at kunstnerne forventer det tætte samarbejde med os, når de ankommer. Men oftest ender samarbejdet og de gode rammer, vi stiller for deres performance, med at inspirere dem i deres fremtidige arbejde. På den måde ser jeg en styrke ved eksistensen af Lilith Performance Studio – at vi kan inspirere kunstnere til at vende tilbage til deres base og lægge pres på institutioner. At de får en bevidsthed om,  hvordan de vil have tingene, og hvad de fortjener at få for deres kunst”.

Elin Lundgren og Petter Pettersson på Lilith i 2009. Foto: Lilith Performance Studio
Elin Lundgren og Petter Pettersson på Lilith i 2009. Foto: Lilith Performance Studio

“Du kan udføre en performance mange steder, men ingen tager hånden om dig og hjælper til økonomisk. Her tager vi os af administration, promovering, økonomi osv., så kunstneren har frie hænder til at fokusere på kunsten”, fortæller Elin Lundgren, og slutter:

“Heri ligger vores mål: at se hvor performancekunsten kan nå hen, når det praktiske og økonomiske ikke er en hæmsko. At søge det yderste potentiale.”


Fakta

Lilith Performance Studio Se kort og tider

Fakta

Lilith Performance Studio deltager i udstillingen 24 Spaces – en kakofoni i Malmö Konsthall som en del af Malmö Nordic 2013. Fernisering fredag den 3. maj 17-21 Se mere her