Performativ udstillingsleg

På plastfabrik
Det første man møder, når man træder ind i Brandts udstillingslokale, er sorte kvadratiske borde, hvor hverdagsobjekter – primært af  plastik – står i forskellige skulpturelle udformninger. Ved hver lille skulptur finder man en taburet, som inviterer en til at tage plads ved arbejdsbordet og lege med objekterne – måske endda helt skille dem ad. Hvis man da tør og har lyst, for måske er den lange stak af Petit Danone beholdere fuldendt i sin falloslignende udformning? Eller kalder den fristende på destruktion, ligesom den røde knap, man ikke må trykke på?

 
Fra crap til værdi
Hvad der straks slår en, er iscenesættelsen af de tilsyneladende ligegyldige hverdagsobjekter, som pludselig, via ny udformning og kontekst, får en ny værdi. Som kunstteoretiker og moderator på artist talken Mathias Danbolt skriver i udstillingspamfletten, er “en plastikting ikke altid bare en plastikting, og grænsen mellem kaos og orden, affald og kunst flydende”.

Og det er netop disse flydende mellemtilstande Lars Bang Larsen griber fat i under sin introduktion, hvor han fremhæver legen som en grænsetilstand mellem voksen og barn, kunst og hverdag, repræsentation og direkte handling. En ‘in betweenness’, som netop gør koncepter og kategorier dynamiske og interessante. “Leg rykker ved, hvad vi ved”, fortæller Larsen og fremhæver legens erkendelses- og dannelsespotentiale i tråd med Johan Huizingas Homo Ludens og Friedrich Schillers Spieltrieb.

Just playing around
For Al Masson er legens frigørende karakter væsentlig. Det handler om at prøve sig frem i livet, og bruge de midler, der bliver stillet til rådighed:

“I den lange periode, jeg boede i New York, havde jeg ofte ingen penge,” fortæller Masson. “Så jeg måtte arbejde med det, jeg kunne få fat i. En ven og jeg begyndte at samle kasserede ting på gaderne i New York og genbruge dem i vores værker, eller sælge dem videre. Vi fandt ofte fantastiske og værdifulde genstande, som andre bare smed ud.”

“Jeg vil ikke sige, at jeg er miljø-korrekt,” fortsætter han. “Men jeg er ret interesseret i den gestus, der er i at genbruge, hvad man har i stedet for konstant at ty til at kassere og udskifte. Deri ligger også min interesse for plastik, som så nemt kan omformes og transformeres til et andet udtryk.”

 
Fantasier og kusse-pissoir
Plastik er dog ikke Play Times eneste facet. Når man først har været forbi hverdagsgenstandene på arbejdsbordene, træder man ind i mere intime hverdagslige rum: voksen- og børneværelset, dagligstuen, toilettet. Hvor driften til leg og fantasi i forvandlingen af objekter er gennemgående i plastfabrikken, løber en anden form for erotisk drift og fantasi gennem disse rum.

Fra de homoerotiske tegninger over barnesengen til et peepshow ind til dagligstuen, hvor fladskærmen viser en moderne udgave af Gustave Couberts L’Origine du monde fra 1866. Legen med de kunsthistoriske referencer når med helt ud til toilettet, hvor et pissoir indhyllet i mørkt krøllet hår unægteligt minder om det kvindelige køn. På døren til toilettet står der “Whoman, en ‘in betweenness’, der peger i retning mod et helt nyt køn.

En performativ oplevelse
Præget af bl.a. hans baggrund som danser, arbejder Al Masson med en interesse for det performative i installationen. Og det mærkes tydeligt, når man bevæger sig fra rum til rum, som på forskellige måder kalder på interaktionen mellem værk og beskuer.

Bevidstheden om min egen tilstedeværelse og ageren i rummet bliver tydelig, når jeg leder efter sprækken med den bedste udsigt til den næsten skjulte dagligstue.

Jeg føler mig som en voyeur, der med et aktivt fortærende blik forsøger at sætte et visuelt puslespil sammen.

Ligeledes kalder plastfabrikken på interaktion og udfordrer skulpturens karakter af stabilt objekt. Det skaber ifølge Masson “en spændende følelse af uforudsigelighed” – men medfører også en snert af ambivalens og frustration, når der pludselig mangler et af de unikke plast-stykker. En ambivalens, man måske allerede fornemmer, når man træder ind i fabrikken.

Jeg lader i hvert fald den iøjnefaldende Petit Danone stang være, og indskrænker mine aftryk på udstillingen til i stedet forsigtigt at flytte på en lille, gennemsigtig plastknap.