Pirringens potentialer i Porsagers portaler

Lea Porsagers monumentale udstilling STRIPPED på Kunsthal Charlottenborg er en kolossal manifestation af det minimales potentiale, når kroppen sættes i et produktivt spil mellem rationelle og spirituelle tænkningsformer og ydre og indre tilstande – med ekstasen som fælles mantra.

En nedlagt og parteret vindmølle har indtaget store dele af sydfløjen i kunsthallen, og ja, selv de vanlige vægge måtte lade livet for at give plads til armenes udstrakte gestus. Der er kort sagt noget radikalt andet i spil, og det er kraftfuldt!

STRIPPED er en turnerende udstilling, der kommer fra Moderna Museet i Stockholm. Herhjemme er det efterfølgeren til soloudstillinger ved blandt andet Museet for Samtidskunst (2019), Brandts (2016), Overgaden (2015) og Fotografisk Center (2013). Alle udstillingerne omhandler tænkningens former og de kræfter, den bygger på og ikke mindst retter sig imod. Porsager er sci-fi udsat for dyb tænkning, abstrakte former, seksuel og rituel søgen.

Læs anmeldelse af Lea Porsagers udstilling [WEAK] FORCE på Museet for Samtidskunst

Læs interview med Lea Porsager.

Værket som portal

Udstillingen i Kunsthal Charlottenborg indledes med værket G:O:D:/GENERATOR. ORGANIZER. DESTROYER. Ud over at være en enorm ready made med tråde ind i klimapolitiske dagsordener, hippie-bevægelsens idealer om selvforsyning og de menneskeskabte klimakatastrofer, så er dette værk også atypisk jordnært for Porsager, der ofte arbejder mere abstrakt, syntetisk og poetisk.

Objekterne har ofte karaktér af at komme fra et ukendt territorium mellem tænkning, kosmos og krop. Det er faktisk også sådan, vi skal forstå den ophuggede vindmølle: som en generøs krop, der byder os ind i sin materie og livsform.

Og det er også som krop, vi kan lære at forstå dette objekt. Ved over tid at indtage dette mægtige korpus, studere konstruktionen, mærke skalaen. Rotationen. Store og kraftfulde bevægelser er med ét blevet til kropslig sansning, hvor kroppen er sat i forbindelse med kosmiske energier.

“Måske kan vi i stedet rejse i tiden gennem de portaler – ormehuller eller kvindelige åbninger? – der viser sig dér, hvor vingerne er snittet,” skriver kurator Lars Bang Larsen.

I næste rum skifter stemningen nærmest voldsomt. Vi står nu i noget, der mest af alt minder om en dunkel swinger-hule af den hårde, okkulte slags med et væghængt, stemmegaffel-lignende objekt (O LICK FORK) og tungetalende kusse-ikonmalerier i både mørke oliefarver og guld (GLOSSOLALIC ICUnTS I-X). I det modsatte hjørne frembyder en række pirringsklare metalobjekter (BARE EXCITATION) sig som bederuller.

Igen lidt atypisk for Porsager, der nok lader sine værker forbinde sig til spirituelle praksisser, men sjældent noget hardcore religiøst. Her er det åbenlyst ikke længere bare en ‘spirituel’ flirten, og religiøsiteten er full blown seksuel.

Vi indtager udstillingen rum for rum, objekterne har særskilte værktitler, men får først egentlig betydning i den installerede sammenhæng. I det følgende rum træder vi fra det religiøse rum og dets objekter ind i selve trance-arbejdet og et åndedræts- og trance-drevet video- og lydværk med flydende grænseværdier, symboler og atomare energier og materier (MIGHTY RUSHED EXPERIMENT).

Det sitrer, flyder, summer og roterer effektfuldt. Kundalini-yoga, der ved Porsagers seneste udstilling på Museet for Samtidskunst indtog en central plads som tantrisk, ekstatisk søgen, driver også her energien i videoværket fra dyb og rolig til et mere og mere energisk og ekstatisk “ooooohhhhhhhmmmmm”, imens kunstnerens tungetale toner frem:

THE VITAL WARMTH OF
FLOWER-POWERED MOTION,
PROPELLED BY
PENTECOSTAL
FLUCTUATIONS.
THE GLORIOUS, WINGED
RUSH OF EXALTED TONGUES

Herfra kommer vi ikke umiddelbart videre. Næste rum er et aflukket dark room (SENSITIVE WALL ()() AND SENSITIVE WALL ()()), der senere bliver rum for en række seancer (bl.a. Tarotkort-læsning) under udstillingens forløb. Lige nu er der kun nogle få ridser i de afskærmende gule vægge, som man kan lure ind af og skimte en underlig masse, der indtager gulvet badet i UV-lys.

Der er tale om iscenesatte rum, der byder sig til med pirring, tænkning og åbninger til et eksistentielt dyb. Hule tilstande, portaler med Porsagers værker som rituelle vejledere og redskaber.

Grænseløs tænkning og krop

Med Lea Porsager er der tale om et kunstnerskab, hvor tænkning er omdrejningspunktet. Men det er vel at mærke en form for vild, spirituel, seksuel og grænseoverskridende tænkning, der dyrkes.

En potentiel tænkning, der vikler sig ind i eksisterende systemer og bygger broer til en søgen efter relationen til det hinsides, ekstatiske – det uforklarlige uden for krop, skal og fysik. En form for post-modernitet, der bryder med rationalitetens teknologiske herredømme og genindsætter kroppen og urkræfterne med en sønderlemmende magtudfoldelse.

Og lige så meget som udstillingen bryder – eller hårdhændet udvider – tænkningen, lige så meget er Lea Porsagers skulpturbegreb en udvidelse af det minimale. Hendes udstilling, der på den ene side er minimal, men også kolossal i sin fysik, sætter kroppen ind i ligningen som centrum for en meditation over indre og ydre tilstande.

Post-minimalismen satte på lignende vis nye dagsordener i 1970’erne for kunstens rumlige operationer og udfoldelser. Fænomenologien var en ny sanselig, kropslig og tidslig dagsorden i kunsten og teorien, der satte kroppen i et dialogisk spil med værker, der nu strakte sig ud i rummet, førte oplevelsen fra intellektet og ned i den sansende krop.

Værket var ikke længere uden for kroppen, men i et konkret og processuelt forhold til den.

I dialog med kosmos

Når man ærbødigt zig-zagger sig mellem de mægtige, parterede vindmøllevinger træder værkoplevelser fra kunstnere som Richard Serra (f. 1938 ) og Nancy Holt (1938-2014) ind i bevidstheden.

Store skulpturelle greb, der er rettet mod en meget konkret krop i bevægelse og i dialog med naturens og materialets iboende kræfter. Hvor Serra ofte magtfuldt sætter kroppens sårbare tilstand under tryk med tunge og store jernkonstruktioner, man som beskuer indtræder ærbødigt i, var Nancy Holt en kunstner, der arbejdede mere som et medierende led mellem krop, videnskab, landskab og naturens kræfter.

Nancy Holts berømte Land art-værk Sun Tunnels fra 1973-1976 i Utah er et eksempel på et værk, hvor den sansende krop sættes i harmonisk forbindelse med de helt store roterende, kosmiske kræfter, og samtidig realiseres i tæt dialog med en række videnskabsfolk.

Midt på en øde slette, midt i elementernes store bevægelser og vidder, har hun skabt en form for udvidet og kropsligt tilegnet solur. Ved at placere sig på rette sted, på rette tid med sanserne tændt, er det ikke blot en værkoplevelse, der tager form, men en krop, der registrerende indgår i en kompleks dialog med kosmiske systemer, meteorologiske fænomener og matematiske udregninger.

Produktiv pirring

Hos Porsager er vi ude i en knap så harmonisk dialog, og vi ender også i et meget seksualiseret rum, hvor man som beskuer ikke ‘bare’ er sansende krop. Nej alt, lige fra møllevingernes rotation, yogaens åndedræt, videnskabens vokabular og Tvind-missionen (der også rejste verdens største vindmølle i 1978) får dimensioner af seksuel drivkraft, pirring og ekstase.

Grænsen til det uforklarlige synes ikke bare at handle om et åbent og potentielt rum, men en indvielse i nogle kønnede, universelle og spirituelle kræfters almagt, imens Porsager nærmer sig en rolle som spirituelt medium, der vil skabe kontakt til en dyb ekstatisk tilstand og logik.

Det kan man godt føle sig fremmedgjort overfor, hvis man ikke er drevet af en sådan tænkning eller kropslige motivationer, men man skal være en temmelig utilnærmelig krop, hvis man ikke mærker en dyb, roterende og pirrende susen efter nogen tid i selskab med udstillingen STRIPPED, der både går i krop og sind.

Bare det, at bevæge sig gennem udstillingen i ledtog med lydsiden til MIGHTY RUSHED EXPERIMENT, der mimer møllevingernes dybe, tonale susen og åndedrættets monotone søgen efter dyb ekstase, er virkelig effektivt, og når Porsagers værker er bedst, bliver kroppen skubbet ud i tilstande, man har svært ved at ryste af sig. Det er også tilfældet her.

Man kunne passende lade Depeche Mode runde af:

To the soul’s desires, the body listens
What the flesh requires, keeps the heart imprisoned
What the spirit seeks the mind will follow
When the body speaks, all else is hollow
(Depeche Mode, When the body speaks, Exciter, 2001)