Pis-pyttens poesi

Al Taylors værker er en koncentreret mundfuld, der illustrerer, hvor simpelt det kan gøres, og hvor kort der er fra papir til skulptur.

Al Taylor: Pet Stains, 1989. Staatliche Graphische Sammlung München. (Pressefoto)

Al Taylors værker er en koncentreret mundfuld, der illustrerer, hvor simpelt det kan gøres, og hvor kort der er fra papir til skulptur.

Man skal piske eller kastesig i sneen mens saunaen er varm. Og det gør Louisiana for tiden.Museumsdirektør Poul Erik Tøjner er en trænet saunaløve, og imens publikumtramper hinanden ned foran Picassos malerier, så lancerer museet den nye serieaf papirværker: Louisiana – på papir.

Og i stedet for at hive enstor og varm kendis-kanon ind, så har Louisiana givet plads til amerikanske AlTaylor (1948-1999, Springfield, Missouri).

Al Taylor på Niels Borch Jensens værksted i København. (Foto: Mette Ulstrup, 1991)
Al Taylor på Niels Borch Jensens værksted i København. (Foto: Mette Ulstrup, 1991)
Kunstens østers
En ikke uvæsentlig kunstner, der dog mest har levet sit liv i kulden blandtkunstnerkolleger, fx. som flerårig assistent for Robert Rauschenberg.

Det er i dét forum han harnydt den største anerkendelse. Men nu sker der heldigvis noget, og både iDanmark og hjemlandet USA – på Santa Monica Museum of Art – kan han aktueltopleves i store udstillinger.

Al Taylor er som østers.De kokke, jeg kender, elsker østers. Deres enkelhed. Man hiver dem op afvandet, åbner dem og sluprer dem i sig. Det er som at spise havet, koncentrereti nærmest urform på kanten til det vulgære. Al Taylor er en østers.

Kompromisløse udtræk
Det kunstneriske eksperiment står helt koncentreret hos Taylor. Det er skårethelt ned til et minimum. Han ser, hører eller finder og efterfølgende lader hanfænomenet betragte fra utallige vinkler og optiker – og her kandiderer detmeste.

Selv sagde han:

“Insteadof forcing myself onto some anonymous objects, I try to find a method that willallow them to form their own logic beyond me.”

Og uanset hvor grove ogjordnære hans objekter er, ender det i skæv men kompromisløs poesi.

Al Taylor Untitled (Double Spiral), 1988. Staatliche Graphische Sammlung München. (Pressefoto)
Al Taylor Untitled (Double Spiral), 1988. Staatliche Graphische Sammlung München. (Pressefoto)
Al Taylor: Sideffect #2, 1996. Staatliche Graphische Sammlung München. (Pressefoto)
Al Taylor: Sideffect #2, 1996. Staatliche Graphische Sammlung München. (Pressefoto)

Således møder vi en langrække spiraler, bånd, hjul og huller kombineret med hverdagsobjekter og-fænomener, hvor fysiske kendetegn udstrækkes og forvikles til efterhåndenskulpturelle objekter på papiret (oftest uden titel og blot med fakta som fx.’Bottles’). En leg, der ofte får poetisk, humoristisk krop og skulpturel form.

Taylor uden krop
Derfor er det også en skuffelse, at Louisiana har valgt at præsentere Al Tayloruden at give plads til hans skulpturer, der netop fører legen og poesien videreud på gulvet, hvor vi – ligesom han – kan gå rundt om objektet og fundere overpoesien i en pøl pis, bildæk, plastikflasker eller tøjbøjler.

Installationsview, Al Taylor. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Installationsview, Al Taylor. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Flere af værkernepå Louisiana er faktisk en del af værkserier, der netop er endt i skulpturelform hos Taylor, der ikke adskilte sin praksis men kaldte det: “drawing inspace”.

Nå, det hedder jo Louisiana – på papir,  og vi må altså tænke os til, hvordanTaylors grafiske leg pludselig træder ud af papiret og ud på gulvet, eller ogsågå lidt på opdagelse hos Santa Monica Museum of Art, hvor begge ben er ude atgå. Her får Taylors værker endelig konsekvens, sanselighed og kropsligbetydning.

Pytter med pis-poesi
En af de serier, der er fintrepræsenteret i Louisianas sydfløj er Taylors Pet Stains-serie, pis-pytter fra især hunde, der både bliverkortlagt, navngivet og udfoldet som grafiske (og skulpturelle) figurer.

Al Taylor: Pet Stains (Spike, Mess, Bruce, etc.), 1991, detalje. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Al Taylor: Pet Stains (Spike, Mess, Bruce, etc.), 1991, detalje. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Al Taylor: Hanging Puddles II, 1991. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Al Taylor: Hanging Puddles II, 1991. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Et finteksempel på, hvor langt Taylors hjerne kan trække et kedeligt og for mangeirreterende fænomen. Ja, selv en HangingPuddle (Hængende pyt) er det blevet til.

Samme humor gør sig også gældendei serien Ten Thumbnails, hvor Taylorsfingrer leger med i en fantasifuld undersøgelse af kunstnerjeg’et, beskueren oggrænsen mellem værk og sansningens overflade.

Al Taylor: (Untitled) 1994. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Al Taylor: (Untitled) 1994. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Drive-bykulturstudier
Men Al Taylor var ikke bare en eksperimenterende kunstnerhjerne med sans forform, sanselig leg og afvæbnende humor. En af Taylors værkserier på Louisianaillustrerer også Taylors mere alvorlige fascination for kulturbegrebet.

Serien (uden titel) meddet uofficielle navn The Ozark Drive-ByShootings fra 1994 er en gruppe helt fænomenale fotografier taget fraprivatbilen (med hustruen Debbie Taylor bag rattet) af amerikanske privatgrundei Ozark, Missouri, når de er længst ude, mest trashed og mindst imødekommende(meget lig miljøet i den aktuelle film Winter’sBone).

Installationsview, Al Taylor. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Installationsview, Al Taylor. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Et voyeuristisk kulturstudie set fra bilen i synlig høj fart, og dermed en fysiskunderstregning af både foragten, frygten og fascinationen.

Al Taylors værker og ikkemindst kunstneriske tilgang til og blik på verden er mildest talt inspirerendeog udfordrende, og ligesom østers kan man blive ved, når man først har fåetsmag for det.


Fakta

Udstilling

Louisiana – på papir: Al Taylor

2 mar 2011 15 maj 2011

Al Taylor

Louisiana Museum of Modern Art Se kort og tider

Fakta

Al Taylor (1948-1999, født i Springfield, Missouri, US) studerede på Kansas City Art Institute og flyttede til New York i 1970, hvor han levede og arbejde til sin død i 1999.

Han arbejde i en årrække som assistent for Robert Rauschenberg, hvor han også blev kollega med sin senere hustru, Debbie Taylor.

Hans første soloudstilling var i 1986 på Alfred Kren Gallery i New York og siden er hans værker blevet vist både i USA og Europa (bl.a. Kunsthalle Bern (1992) og Kunstmuseum Luzern (1999) i Schweiz) og indkøbt af store amerikanske og europæiske museer som MoMa i New York og Pompidou i Paris.

I start 90erne var han bl.a. repræsenteret af Galleri Tommy Lund i København og arbejdede i flere perioder i Niels Borch Jensens grafiske værksted.

Først i 2006 kom den første omfattende præsentation af Taylors værker ved Staatliche Graphische Sammlung i München.

Louisiana – på papir:
Udstillingsrækken vil løbe over de næste to år og senere i 2011 vil man kunne opleve papirværker af Josef Albers og Vija Celmins.