Pisse rebelsk

Derer ikke mange tissetrængende denne sommerdag i København. Gulvet i den førsteudstillingssal på Charlottenborg flyder i hvert fald ikke med pis, som det vistegentlig var tiltænkt med pissoirinstallationen af den argentinske London baseredekunstner Pablo Bronstein.

Salensgulv er derimod tørt, til trods for at den huser en arkitektonisk installationudformet som en tempellignende pavillon, hvor kunsthallens besøgende bag enlukket dør kan lade vandet i det indrettede pissoir. Pissoirets kumme udførtmed smukt hvælvede buer i væggen, hvorfra lyset trænger ind i pavillonen, harafløb direkte til udstillingssalens gulv. 

Provokation anno 1917
Debesøgendes urinering i pissioiret bliver altså som en performativ handling endel af værket. Et provokativt værk, hvor man helt konkret får mulighed for atpisse på kunstinstitutionen formentlig med reference til Marcel Duchampsberømte tissekumme Fountain fra 1917,som blev afvist og censureret bort fra en udstilling i New York og dermed etmærkat på og en refleksion over kunstens og institutionens grænser.

Meni 2011 virker et pissoirværk ikke specielt provokerende eller påkalder sig destore tanker over kunstens skel. Måske ansporer værket til indskydelseromkring, hvordan sociale konventioner former os. Kan man virkelig tillade sigat pisse på en kunstudstilling?

Stårman i Pablo Bronsteins installation fornemmer man dog samme ansporing til enren kropslig og sanselig tilgang til værket samt humoristiske trang til atpille det selvhøjtidelige ud af kunsten som hos Duchamp. 

Den store arkitektur
Fori de tilstødende lokaler ser man en række meget detaljerede prætentiøsearkitekt tegninger med eksempelvis senromerske militær-lokummer eller modernehalv fascistoide latriner.

Parodienog humoren er tydelig, og man kommer til at smile over henvisningen til denstereotype, selvhøjtidelige arkitekt, der fra sit elfenbenstårn dømmer den godesmag. En karakter, der står i modsætning til den mere uhøjtidelige og rebelskearkitekt Bjarke Ingells: ”Hvis man frygter at dø, skider man på moden. Detsamme gælder arkitekturen. Den skal heller ikke nøjes med at se indbydende ud,den skal gøre gavn,” siger han til Ud ogSe.

PabloBronsteins tegninger påpeger behændigt det selvhøjtidelige, abstrakte ogophøjede ved arkitekturpraksisser og den monumentale neo-klassicisme, som er ettilbagevendende element i vestlig kultur. 

Tegningerne viser hvordan arkitektoniske stilarter kan bruges af magtentil at påvirke adfærdsmønstre.

Man føler sig fx ret nemt lille og ligegyldigforan imponerende neo-klassicistiske bygninger.

Den regulerede krop
Idet sidste lokale på udstillingen finder man video/performance værket Origin of Sprezzatura fra 2010, hvor enmandsperson karikerer forskellige renæssance kropsattituder og bevægelser.

Videoengengiver hvordan kropsholdninger og bevægelsesmønstre er regulerede ogkulturelt bestemte for adfærdsmønstre, ligesom de bygninger, vi lever i ogomgiver os med, er med til at definere os.

Pablo Bronsteins udstilling minderos om, at ligegyldigt hvor magtfuld, forfinet og kultiveret en person eller enbygning kan forekomme ud ad til, måske bare er fuld af pis.